Socialdemokratiet har igen taget pensionsdebatten som gidsel i deres valgkamp

Folkepensionsalderen er afgørende for den danske økonomi og dermed vores velfærd.

Derfor er pensionsdebatten også alt, alt for vigtig til at Socialdemokratiet kan slippe afsted med ambitioner, drømme og et mål om social retfærdighed som valgløfter, frem for konkrete politiske tiltag.

Ifølge statsminister Mette Frederiksen vil partiet i 2030 ikke længere stemme for at hæve den danske pensionsalder, da de vil at gøre op med den automatisk stigende pensionsalder.

Der er bare ingen der ved, hvordan det her opgør skal se ud, heller ikke engang socialdemokraterne selv.

Jeg synes det er helt legitimt at diskutere folkepensionsalderen med det in mente, at vi alle kan gå på pension, når vi vil.

Falske forhåbninger

Spørgsmålet er bare hvem der skal finansiere det og hvordan. Men jeg synes det er hul i hovedet, at et parti af Socialdemokratiets kaliber ikke engang tager debatten seriøst nok til at komme med konkrete politiske forslag.

De udtaler et ønske om mere social retfærdighed, men det lyder mest af alt bare som hule valgløfter efter et kig på dalende meningsmålinger.

Det sender et tydeligt signal om, hvordan partiet må se deres vælgere, nemlig som naive og godtroende.

Det er alt for nemt bare sige, at man ”vil passe på dem, der ikke har råd til at gå på pension, når de har lyst” uden en mere konkret udformning af, hvordan det skal se ud.

For hvor skal grænsen gå?

Derfor har netop deres vælgere et kæmpe ansvar i at stille krav og spørgsmål ved, hvad det er Socialdemokratiet egentlig vil.

Debatten om pension er alt for alvorlig til, at den må blive afgjort af ønsketænkning med afsæt i falske forhåbninger.

For hvor skal grænsen gå? 

Skal der overhovedet være en grænse? Hvordan skal vi finansiere det? Og hvad skal vi så ikke længere finansiere? 

Pensionsdebatten som gidsel

Man behøver faktisk slet ikke at fortælle socialdemokraterne, hvor afgørende folkepensionsalderen er for den danske økonomi.

Da SF og Enhedslisten tilbage i maj var ude og tale for partiets tilsyneladende nye standpunkt, kaldte de det jo selv ”topmålet af uansvarlighed”.

De er altså udmærket klar over, hvilke konsekvenser det kan have for vores samfund.

Det er værd at bemærke, at vi inden 2030 har afholdt folketingsvalg op mod hele to gange

At forslaget, hvis man overhovedet kan kalde det det, lyder hult, er for mig tydeligst i, at det først er gældende mod 2030.

Skærer man det helt ind til benet, handler det reelt bare om, at partiet vil stemme for have pensionsalderen ved afstemningen næste år, men ikke næste gang herefter i 2030.

Det er værd at bemærke, at vi inden 2030 har afholdt folketingsvalg op mod hele to gange, hvorfor det er svært at konkludere andet, end at Socialdemokratiet endnu engang har taget pensionsdebatten som gidsel i deres valgkamp.

Topmålet af uansvarlighed

Med Mette Frederiksen som dirigent bliver de socialdemokratiske vælgere kørt rundt i cirkusmanegen, mens der jongleres med vores økonomi og samlede velfærd.

Vi er nødt til at tage det alvorligt.

Det skaber utryghed, når vi ikke ved, hvilket pensionssystem vi så ser ind i

Vi må ikke lade den danske økonomi blive til et offer i valgkampen, bare fordi Socialdemokratiet fisker efter vælgere.

Det skaber utryghed, når vi ikke ved, hvilket pensionssystem vi så ser ind i, og hvilke konsekvenser det har for samfundet.

Dét er topmålet af uansvarlighed.