SVM er i praksis afgået ved døden - SF tættere på regeringsmagten

“Topmålet af økonomisk uansvarlighed”.

Sådan lød det, da socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, for tre måneder siden nedskød SF's forslag om stop for den stigende pensionsalder.

Siden har Rabjerg Madsen forgæves og forudsigeligt forsøgt at hævde forskellen på SF’s forslag, der ville stoppe pensionsalderen ved 68 og så det, Mette Frederiksen lancerede tirsdag aften.

Men i stedet for at lade hovmodet råde, som visse SF’ere gør på sociale medier, så burde folkesocialisterne hellere ihukomme Lukas-evangeliets ord om at glæde sig mere over én enkelt omvendt synder end tusind frelste.

Glæden er SF’s gæst i dag

For i SF bør glæden være jordens gæst i dag og herfra til valgnatten.

Ved at gøre op med SVM-regeringens eksistensberettigelse, der handler om at øge arbejdsudbuddet, har Mette Frederiksen i praksis opgivet enhver illusion om at midterregeringen kan overleve næste valg.

I stedet satser hun på den klassiske model, hvor blokkene går til valg hver for sig.

Olsen Dyhr gjorde det rigtige ved at holde SF ude af midterregeringen

Og hvis SF-formand, Pia Olsen Dyhr, har is i maven og bliver ved med at spille sine kort til perfektion, bliver hun nærmest umulig at komme udenom, når og hvis der skal dannes en centrum-venstre regering efter næste valg.

Olsen Dyhr gjorde det rigtige ved at holde SF ude af midterregeringen. Den kommer til at vakle videre som en zombie, men er i praksis afgået ved døden.

SVM venter på det endelige dødsstød i form af et Venstre-exit i forbindelse med kommunalvalget eller vælgernes dom til næste folketingsvalg.

SF nærmer sig magten uden at sætte populariteten over styr

Med mindre de borgerlige partier kapitulerer og tilslutter sig Frederiksens pensionsplaner, bliver opgøret med den stigende pensionsalder, der allerede er den højeste i EU, et hovedtema i den kommende valgkamp.

Og dermed udgangspunktet for en evt. kommende centrum-venstre regering.

Et Socialdemokrati, der ikke mærker konkurrentens hede ånde i nakken, er et meget mere gavmildt og storsindet Socialdemokrati

Pia Olsen Dyhr er lykkedes med noget, der aldrig rigtigt er sket før for SF. Nemlig at tilnærme sig magten og Socialdemokratiet uden at sætte populariteten og den skarpe profil over styr.

Det socialdemokratiske pensionsudspil har været forberedt længe, men der er ingen tvivl om, at lanceringen er blevet fremrykket for at tage luften ud af SF's succes i meningsmålingerne.

Men i SF afleverer man glædeligt et par procentpoint, som man i partiets optik alligevel havde til låns. Et Socialdemokrati, der ikke mærker konkurrentens hede ånde i nakken, er et meget mere gavmildt og storsindet Socialdemokrati.

Mette F. kommer hjem

Ovre på højrefløjen sammenligner Inger Støjberg (DD) til stor moro sit gamle partis støtte til Mette Frederiksen med utroskab. Manden er flyttet over til nabokonen, og nu skal han hjem.

Men manden i form af Troels Lund Poulsen (V) ikke så henrykt over udsigten til at vende hjem til den kagerulle-svingende Inger Støjberg og den dysfunktionelle blå børneflok af små skrigende fløjpartier.

Enhedslisten er nærmest vandkæmmet og velopdragen, mens De Radikale stadig er i trods-fasen

På venstrefløjen er udsigten en hel del mere indbydende. Pia Olsen Dyhr er hverken rasende eller hævngerrig. Hun er tålmodig og tilgivende.

Enhedslisten er nærmest vandkæmmet og velopdragen, mens De Radikale stadig er i trods-fasen.

Hvis S og SF tilsammen kan komme i nærheden af 40 procent efter næste valg, og der ellers er 90 ikke-blålilla mandater, så udgør de to partier en bomstærk rygrad i en ny regering.

Så er det bare at sætte udenrigsministerposten på auktion mellem De Radikale og Moderaterne og lade Martin Lidegaard og Lars Løkke Rasmussen forhandle prisen ned.