Annonce

Podcastvært: "Vold var en grundsøjle i min opvækst"

Oplevelser med vold i hjemmet har sat ar på sjælen hos Yasser. I ny podcast fortæller han om, hvordan volden har - og fortsat påvirker - ham.
Vært på podcasten Offerbidrag, Yasser Ghanbari.
28-årige Yasser Ghanbari har i mange år kæmpet med tanken om, at han selv har været et offer for vold.

Normalt er han vært på Netavisen Pios podcast Offerbidrag, men i dette afsnit har han overladt mikrofonen til psykolog Cleoh Søndergaard og som gæst, fortæller han åbenhjertigt om sine egne oplevelser med at være opvokset i en familie, hvor volden var en del af hverdagen.

Og selv efter at han har gjort op med volden, påvirker hans oplevelser ham stadig.

“Af alle de ting jeg har oplevet, så er vold i hjemmet det, der har sat allerflest ar på mig. Det har været langvarigt, destruktivt og virkelig, virkelig svært at navigere i for både mig og min familie,” fortæller Yasser i podcasten.

“Vold var en grundsøjle i min opvækst, som vi ligesom måtte navigere i. Og den kunne indimellem eskalere helt vildt meget, så politiet blev tilkaldt.”

Fanget mellem to kulturer

Yasser Ghanbari kom til Danmark som flygtning fra Afghanistan, da han var 10 år gammel. Allerede som 13-årig blev han første gang fjernet fra hjemmet.

Han er opvokset i en mindretalskultur, hvor man udover at skulle gå rundt med skammen over at være udsat for vold, også skulle leve med tanken om, at man udstillede hele kulturens beskidte undertøj.

"Jeg er vokset op i en kultur, hvor det er legitimt at bruge vold i opdragelsen, men det er kun et element af det. Jeg kommer også fra en baggrund hvor traumer er et grundvilkår.”

“Når ens forældre har oplevet krigstraumer og samtidig føler sig isoleret i et samfund, de ikke kan navigere i, så var det tydeligt helt fra barnsben af, at de frustrationer mine forældre oplevede i deres liv, dem parallelforskød de til hjemmet.”

Lidt for dansk

Det kulturelle betød også, at den unge Yasser hele tiden skulle finde en balance mellem det at være ung i Danmark og en forventning om, at han ikke skulle være for dansk, når han så kom hjem.

“Det var en dobbelt identitet, som man meget tydeligt skulle navigere i, og som nogen gange også blev helt mærkelige, hvis det flød sammen.”

I Podcasten Offerbidrag fortæller ofre for forskellig kriminalitet deres historier samtidig med, at eksperter gør lytterne klogere på emnet. Men titlen er samtidig en henvisning til den bøde på 500 kroner, som betales af lovovertrædere i sager, hvor der er begået kriminalitet af mere alvorlig karakter og ved grovere færdselsforseelser.

Pengene går til Offerfonden, der hvert år uddeler cirka 25 millioner kroner til støtte af offerrelaterede formål.

Hør denne episode af Offerbidrag her eller der, hvor du normalt henter dine podcasts.

placeholder

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet