Hvis vi vil bevare danske slagteriarbejdspladser, er der kun én måde at gøre det på

EU

Hvis vi vil bevare danske slagteriarbejdspladser, er der kun én måde at gøre det på

For første gang nogensinde sender landbruget flere af sine grise til slagtning i udlandet end til danske arbejdspladser. Det problem kan og skal vi gøre noget ved, skriver europaparlamentariker Niels Fulgsang (S)

Europaparlamentsmedlem Niels Fuglsang (S) står bag ny podcastserie om Socialdemokratiets tilstand i Europa.
Billedtekst

Europaparlamentsmedlem Niels Fuglsang (S) står bag ny podcastserie om Socialdemokratiets tilstand i Europa.

Foto:
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

På under et år har vi mistet omkring 2.000 slagteriarbejdspladser i Danmark.

Sidste år måtte slagteriet i Sæby dreje nøglen om, hvor 800 mistede deres arbejde. Og i sidste uge meldte Danish Crown ud, at de nu også lukker deres slagteri i Ringsted, hvilket betyder, at yderligere 1200 også kommer til at stå uden arbejde. Det kan virkelig undre, at landbruget har så travlt med at snakke om arbejdspladser, alt imens deres betroede følgeerhverv gradvist afvikles.

Det kan synes svært at forstå, at det land i verden med det mest intensive animalske landbrug ikke kan bevare arbejdspladser i slagteriet.

Og det er da heller ikke, fordi der mangler grise i Danmark. Produktionen er stort set uændret de seneste mange år. Danmark producerer cirka 30 millioner grise om året.

Det store problem er bare, at stadig flere af dem bliver eksporteret ud af landet på lange grisetransporter. I 2023 blev flere grise eksporteret ud af landet, end der blev slagtet i Danmark. Det er første gang, vi har set det. Og hvis man kigger på den historiske udvikling, er der ikke noget, der tyder på, at det kommer til at ændre sig, hvis ikke der gribes ind politisk.

Billede

For os, der har beskæftiget os med det her område, kommer det ikke som noget stort chok, at arbejdspladserne forsvinder. Vi har jo kunnet se, hvordan færre og færre grise slagtes i Danmark for i stedet at blive kørt ud på lange dyretransporter for at blive fedet op og slagtet i udlandet. Det har Fødevareforbundet NNF råbt op omkring længe. Det samme har vi socialdemokrater i Europa-Parlamentet. Det startede med Dan Jørgensen, som satte fokus på denne problemstilling, og de seneste år har jeg også selv kæmpet en hård kamp. Hvis jeg bliver genvalgt til Europa-Parlamentet d. 9. juni, er det også en dagsorden, jeg vil blive ved med at forfølge.

For det her er vigtigt. Det handler om at behandle dyr ordentligt, og det handler om danske arbejdspladser.

Transporttiden vigtigst

Der er blevet sagt og gjort meget i denne debat. Mange har spurgt om, hvorfor der ikke er sket noget tidligere. Og jeg forstår til fulde frustrationen. Den har jeg også selv haft.

Men sagen er den, at det faktisk i denne periode er lykkedes at få et konkret lovforslag på bordet vedrørende de her dyretransporter, som skal forhandles efter valget. Jeg bilder mig derfor ind, at det hårde arbejde, jeg og mine forgængere har lagt i den her sag, ikke har været forgæves. Hvis de rigtige politikere bliver valgt til Europa-Parlamentet d. 9. juni, er der faktisk en helt reel mulighed for at få ændret reglerne.

I de kommende forhandlinger er min vigtigste prioritet at få begrænset transporttiden for dyretransporter. Jeg kæmper for helt at forbyde lange dyretransporter, hvilket betyder, at der skal sættes en grænse på maksimum otte timer. Det vil medføre, at det ikke længere kan betale sig at transportere grise langt ned gennem Europa, som jeg selv har set, hvordan foregår. Sidste år satte jeg mig nemlig for at følge en dyretransport hele vejen fra Padborg i Danmark til Verona i Italien. 22,5 timer varede turen. Undervejs fik grisene ikke noget mad. Deres vandtank blev ikke fyldt op, og på intet tidspunkt blev grisene tilset. I flere timer kunne jeg høre grisene skrige inde fra lastbilen, fordi de tydeligvis havde det for varmt.

Det var ikke til at holde ud.

At endnu et dansk slagteri har måttet dreje nøglen om, må en gang for alle udstille, hvordan måden, vi gør tingene på i dag, simpelthen ikke er holdbar. Vi skal have en bæredygtig fødevareproduktion. Værne om gode danske arbejdspladser. Og så skal vi producere i overensstemmelse og klima, miljø- og dyrevelfærdshensyn. Det er desværre ikke tilfældet i dag. Derfor kæmper jeg for, at lange dyretransporter forbydes.

Det vil være et godt skridt på vejen.

Niels Fuglsang

Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. 

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.