Kære Dansk Folkeparti og Venstre: Hvorfor støtter I ikke naturloven?

EU

Kære Dansk Folkeparti og Venstre: Hvorfor støtter I ikke naturloven?

Da EU vedtog den nye naturgenopretningslov, nægtede både Dansk Folkeparti og to af Venstres parlamentarikere at stemme for. Det er for dårligt, skriver Europa-parlamentariker Niels Fuglsang (S) i dette debatindlæg

Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, Niels Fuglsang.
Billedtekst

Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, Niels Fuglsang.

Foto: Simon Læssøe
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Efter indædt modstand fra højrefløjen lykkedes det endelig at få stemt en naturgenopretningslov i gennem i EU.

Selvom loven ikke er blevet nær så ambitiøs, som jeg godt kunne have ønsket mig, markerer den alligevel en kæmpe milepæl i kampen for vores natur og biodiversitet. Vi har nu en lov med bindende mål for - ikke bare hvordan vi bevarer den natur vi har - men faktisk for, hvordan vi genopretter de store dele, som desværre er i en rigtig dårlig tilstand mange steder.

Den nye lov sætter bindende mål for, hvor meget af vores natur der skal genoprettes frem mod 2030 og årene derefter. Konkret er der sat mål om, at i 2030 skal mindst 20 procent af landjorden og 20 procent havområderne i EU være genoprettet. Derudover skal alle økosystemer, som har behov for genopretning, være det i 2050. Det vil gøre en stor forskel for vores natur, havmiljø og biodiversitet.

Venstre og DF svigter

 Jeg må indrømme, at det er kommet bag på mig, hvor stor modstand der har været mod den netop vedtagne naturgenopretningslov. Flere gange har den største gruppe i Europa-Parlamentet, de konservative EPP, forsøgt helt at dræbe loven.

Blandt mine danske kollegaer i Parlamentet halter opbakningen også. Ved afstemningen stemte Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti helt imod den nye lov. Erik Poulsen fra Venstre valgte at stemme blankt, og hans partikollega Asger Christensen mødte slet ikke op til afstemningen.

Total mangel på erkendelse af den katastrofale situation, vi står i klima- og miljømæssigt, hvis du spørger mig.

 Jeg er med på, at det kræver noget af EU's medlemslande at prioritere naturen. Det kræver, at vi giver naturen fred og plads i stedet for at presse den ud over, hvad der er bæredygtigt.

Men det er afgørende, at vi sætter ind - hellere i dag end i morgen. Og det kan faktisk betale sig, også økonomisk, at passe på og beskytte vores natur. EU-Kommissionen har regnet sig frem til, at det vil tilføre samfundsmæssige værdier svarende til mellem 4 og 38 euro, for hver euro vi investerer i naturgenopretning. Det vil sige, at det faktisk også er en rigtig god forretning.

Niels Fuglsang

Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. 

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.