EU skal forhindre en ny migrationskrise

Udenlandsk arbejdskraft

EU skal forhindre en ny migrationskrise

Det er på tide, at vi også kigger på at hente udenlandsk arbejdskraft gennem EU. Det skriver medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne Bergur Løkke Rasmussen i dette debatindlæg

Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

En hærgende klimakrise, væbnede konflikter og et stigende befolkningstal truer med at gøre mange lande i Afrika ubeboelige. Det betyder, at Europa har udsigt til en ny migrationskrise, som vi ikke er klar til at tage hånd om.

Jeg ved, at partierne ude på højrefløjen vil sige, at vi skal lukke vores grænser helt. Holde alt og alle ude. Men jeg tror simpelthen ikke, det kan lade sig gøre. Og hvis vi ikke står sammen i EU og laver nogle fælles løsninger på vores fælles problemer, ender vi i interne stridigheder, hvor vi kommer til at se de sydeuropæiske lande lukke ukontrollerede migrantstrømme op gennem Europa. Præcis som vi så det i 2015. Og det kan vi ikke lade ske igen.

Flere EU-lande mangler arbejdskraft og vi ser det specielt i sundhedsvæsenet

Men det er ingen hemmelighed, at klimakrisen viser skræmmende tendenser, og nogle steder i Afrika har vi set, hvordan ekstrem tørke skaber ulidelige forhold. Derudover kigger vi på et stigende befolkningstal for det afrikanske kontinent, der forventeligt vil stige til det dobbelte inden for få årtier. Alt siger altså, at vi kommer til at stå over for en massiv migrantstrøm over de næste år.

Fælles løsninger

Som et ressourcestærkt kontinent skal vi skabe løsninger sammen med de afrikanske tredjelande. Med vores hjælp og løsninger kan vi sammen med dem skabe en stabil fremtid, hvor tredjelandene er trygge og beboelige for borgerne. Hvis vi skal forhindre endnu en migrationskrise, er det nødvendigt, at vi hjælper med at bane vejen for en fremtid, hvor ingen er tvunget til at flygte mod Europa illegalt.

For det må ikke ske igen, at millioner af migranter ukontrolleret drager mod Europa, når vi ikke kan tage hånd om dem.

I Europa er vi nødt til at styrke vores grænser, men samtidig være bevidste om, at vi ikke kan løse alle problemer ved kun at kigge på vores eget kontinent

Derfor skal EU hjælpe tredjelandene med at uddanne deres borgere og sætte kapaciteten op på vores europæiske ambassader. Ved at optimere de europæiske ambassader i afrikanske tredjelande og styrke deres uddannelsesmuligheder giver vi tredjelandsborgerne muligheden for at se en fremtid. Enten i deres eget hjemland eller gennem en legal vej til Europa, hvor de kan blive en del af det europæiske arbejdsmarked.

Flere EU-lande mangler arbejdskraft og vi ser det specielt i sundhedsvæsenet. I Danmark er vi klar til at tage udenlandsk arbejdskraft ind til blandt andet ældreplejen, og vi bør kigge på det samme i EU. Med en ordentlig uddannelse kan borgere fra tredjelandene være en af løsningerne på at finde mere arbejdskraft til EU.

I Europa er vi nødt til at styrke vores grænser, men samtidig være bevidste om, at vi ikke kan løse alle problemer ved kun at kigge på vores eget kontinent. Vi går en fremtid i møde, hvor mange udfordringer og problemer virker komplekse og uløselige, men med et solidarisk og solidt samarbejde i EU finder vi løsningerne.

Bergur Løkke Rasmussen

Medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne.

Kommentarer

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Onsdag den 22.01.2025 - 22:14

Fischer: ** så taler han vel egentlig bare for, at vi anlægger en mere pragmatisk holdning til immigration til EU fra tredjelande.** Jamen, det gør vi så ikke, for det har vist sig at skabe alt for mange problemer for vores samfund. Mig bekendt arbejder der i plejeindustrien langt flere tilflyttere fra Østeuropa end fra fjerne eksotiske lande. Faktisk også tilflyttere fra det øvrige Europa. M.h.t. offentlig transport har du nok ret, men mon ikke vi kan klare det med hjælp fra lande nærmere os end Somalia?

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.