Annonce

Kina løber os over ende – USA reagerer og Europa sover videre

Et aggressivt Rusland, indvandringsbølger og klimaforandringer dominerer dagsordenen før valget til EU-parlamentet i juni. Men det er Kina, der kan undergrave de europæiske velfærdsstater med fare for vores demokratier, og der er masser af arbejdspladser – også danske – på spil
Foto: EU
Kommissionsformand Ursula von der Leyen ved underskrivelsen af investeringsaftale med Kina.
Det yderste højre, konservative og liberale taler over hele Europa om den truende indvandringsbølge, som kan undergrave de europæiske velfærdsstater, og centrum-venstre advarer i flere lande – med en anden, mere ansvarlig og nuanceret retorik – om det samme scenario.

Det er der al mulig grund til. Europa har brug for indvandring, men ikke en ukontrolleret og ukontrollabel indvandring, som umuliggør enhver form for integration.

Forleden vedtog EU-parlamentet efter voldsomme debatter den asyl- og migrationspagt med stramninger af de hidtidige regler, som stats- og regeringscheferne blev enige om tidligere på året.

Så vidt så godt – lad os se, om det kommer til at fungere i praksis? 

Men lige nu er det ikke afrikanere på jagt efter et bedre liv, der strømmer ind over de europæiske grænser, men kinesiske solceller, el-biler, batterier og vindmøller.

Europas underskud

I disse uger kæmper de sidste europæiske producenter af solceller en desperat kamp for at overleve.

De kinesiske biler bliver for alvor synlige i gadebillederne, og de nye europæiske fabrikanter af lithium-batterier til blandt andet biler frygter allerede for nye generationer af kinesiske batterier, som ikke kun vil være billigere, men også mere effektive og miljøvenlige end de europæiske.

Og så glemmer vi medicin, telefoner, computere og alt det andet ”made in China”, vi har været vant til i flere år.

Den kinesiske produktionskapacitet vokser dag for dag 

På et tidspunkt, hvor enhver EU-kommissær med respekt for sig selv taler om ”europæisk suverænitet” og udvikling af en ”ny europæisk industripolitik”, er det umagen værd at se på kendsgerningerne: 

I perioden 2013 – 2023 er underskuddet på EU’s handel med Kina tredoblet til 291 milliarder euro.

Og det bliver ved: med en eksport på 4.084.000 personbiler i 2023 var Kina verdens største eksportør af biler, og det er kun begyndelsen.

Den kinesiske produktionskapacitet vokser dag for dag, mens efterspørgslen er dalende på hjemmemarkedet, hvilket får kineserne til at satse alt på eksport, konstaterer den franske økonom og Kina-ekspert Anthony Morlet-Lavidalie i avisen Le Monde.

Kvalitet og innovation

Og det lykkes af den enkle grund, at priserne er fornuftige, kvaliteten er høj og flere kinesiske bilfabrikanter vil indenfor de kommende fem år være i stand til at præsentere et bredt udbud af modeller.

Konkurrencedygtige priser betyder ikke nødvendigvis lav kvalitet.

”Robotiseringen af fabrikkerne er langt mere avanceret end hos os. Man kan slet ikke sammenligne”, mener den franske ekspert, som tilføjer:

”Kineserne behersker den teknologiske proces i fremstillingen af el-biler bedre end os, og vi taler slet ikke om innovation i fremstilling af batterier.” 

Så er alt vist sagt

Disse vurderinger går igen i internationale medier som Financial Times, New York Times og stribevis af specialtidsskrifter.

Europæisk bilindustri med giganter som VW, Mercedes, Stellantis-gruppen med mærker som Peugeot, Fiat og Chrysler samt Renault er hægtet af.

Ifølge Financial Times fra 27. marts steg den kinesiske eksport af biler, lithium-batterier og solceller med 30 procent i 2022 – 2023.

Så er alt vist sagt.

Vi sover i timen

Det bør give anledning til dybe panderynker i de dele af dansk industri, der fungerer som underleverandører til europæiske bilfabrikker.

Det bliver ikke bedre af, at billedet er det samme, når vi taler om solceller, vindmøller, lithium-batterier og stålindustri, og kineserne satser massivt på udvikling af bæredygtig energi og -produktion.

Vi har sovet i timen, og ladet os lulle ind i postkoloniale forestillinger om, at kineserne højst kunne finde ud af at samle amerikansk udviklede smartphones og ellers fremstille underlødig beklædning.

Det handler om at indhente det forsømte, og det ser ikke godt ud

Men spørgsmålet er, om der er noget at stille op?

Det handler om at indhente det forsømte, og det ser ikke godt ud.

Ser vi alene på Danmark er det synd at sige, at statsministeren og andre politikere taler meget om forskning og udvikling, og EU’s forskningsprogrammer er helt utilstrækkelige sammenlignet med, hvad USA og Kina investerer.

Biden er handelsbisse

Så mens vi venter på, at nogen tager sig sammen, må vi beskytte os. ”Protektionisme” er for mange et grimt ord, men det er kommet til ære og værdighed igen i takt med, at WTO, verdenshandelsorganisationen, som blev sat i verden for at fremme lige konkurrence, er ved at afgå ved en stille død, som kommentatoren Alain Frachon konstaterer det i avisen Le Monde.

Præsident Bidens store slagnummer er Inflation Reduction Act

Amerikanerne er i fuld gang med det, den progressive økonom og Nobel-pristager Paul Krugman i en artikel i New York Times betegner som ”sofistikeret økonomisk nationalisme”.

Han henviser til præsident Bidens store infrastrukturprogram, der udelukkende kommer amerikanske virksomheder til gode, og han konkluderer, at ”præsident Bidens industripolitik er et brud med WTO’s regler.”

USA slår igen

Præsident Bidens store slagnummer er Inflation Reduction Act, der blandt andet pumper milliarder af offentlige bevillinger ind i virksomheder, der arbejder med projekter til fremme af klimaomstillingen.

Og der er vel at mærke udelukkende tale om virksomheder, som arbejder på amerikansk grund.

Det samme gælder programmet Chip and Science Act, der støtter udviklingen af avanceret teknologi – men udelukkende virksomheder, der producerer i USA.

Og det virker.

Ikke mindst Danmark var en af de pæne elever i klassen

Økonomen Adam Slater konstaterer i Le Monde, at andelen af den kinesiske import i USA er faldet fra 23 procent i 2018 til 14 procent i 2023.

”Man ser ikke det samme fænomen i Europa, hvor den har været stabil,” konstaterer han.

Vi betaler prisen for, at EU-kommissionen og europæiske regeringer, borgerlige som socialdemokratiske, fra 1990’erne helt ukritisk hyldede globalisering og fri handel over grænserne.

Ikke mindst Danmark var en af de pæne elever i klassen, hvilket selvfølgelig hænger sammen med dansk økonomis ekstreme afhængighed af eksport.

Velfærden er på spil

Derfor skal vi for enhver pris undgå protektionisme og handelskrige.

Men der er heller ingen grund til at lade bisserne – nu Kina men også USA – få frit spil.

Derfor reagerer EU langt om længe med en told på 10 procent på kinesiske el-biler – mens den tilsvarende amerikanske told er 27,5 procent.

Vi er allerede hægtet af. Og hvis vi ikke reagerer nu, risikerer det at blive for sent

Selvfølgelig kan stærke USA tillade sig skridt, som EU ikke kan.

Men EU er stadig verdens største økonomiske marked, og måske er det på høje tid, at folkene i Bruxelles og regeringerne begynder at spille med musklerne.

Vi er allerede hægtet af. Og hvis vi ikke reagerer nu, risikerer det at blive for sent, og så er velfærdsstaten og arbejdspladserne for alvor i fare.

Så måske er det et emne værd i debatterne op til EU-valget?

Journalist og historiker og tidligere mangeårig politisk korrespondent og medarbejder ved Politiken. Han har skrevet bøger om europæisk og amerikansk historie og politik. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ingen danske LGBTQ-betaer med ligegyldige humanistiske uddannelser, som der ikke er noget marked for, men som alligevel forlanger verdens højeste lønninger med fuld løn under sygdom, kan nogensinde konkurrere med tredjeverdenen, hvor man for længst er blevet hurtigere, billigere, dygtigere og bedre kvalificeret. I Kina er der ikke noget som hedder "klimaangst", "depression", "stress", "sabbatår", "LGTB" eller "klimastrejke".

Nu er Kina jo en kommunistisk diktaturstat hvor præsidenten og regeringen alene bestemmer hvad folk skal mene og hvilket arbejde de skal udføre til en af ledelsen vedtagne løn.
Det er muligt at de ikke strejker eller har klimaangst, men deres kulfyrede kraftværker medføre at indbyggerne i storbyerne ofte må gå med masker p.g.a. "smog". Desuden er mange af deres søer og floder i stor udstrækning forurenet af affald. Men selvfølgelig er forholdene i Kina ifølge dig bedre end dem vi "lider" under som et EU-land.

Peter, jeg ved ikke om du virkelig er så afsporet rent mentalt som du lyder, eller du blot vil provokere fordi du kan gøre det anonymt.
Så derfor kan jeg godt forstå at næsten ingen gider bruge tid på sit vrøvl.

Jeg ville være meget tilbageholdende med at investere større summer i kinesiske produkter.
Vi står lige foran en (i bedste fald) kold krig med bl.a. Kina på den anden side, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig en situation, hvor det pludselig ikke længere er muligt at få service eller reservedele.
Og i tilfældene med elektroniske apparater eller dele kunne et regulært forbud mod både køb og brug af dem såmænd også blive udgangen på det, hvis der er mistanke om, at de kan bruges til spionage eller cyberkrig.

Min fjendes ven, er min fjende

Kina er pisse ligeglad med Ukraine så længe de kan købe olie og gas billigt i Rusland

Lad os dog for pokker boykotte kinesiske varer
.

Europa/EU må lære at stå på egne ben. Men det kræver enighed overordnet set på udenrigspolitik og forsvar. Interne uenigheder og selvstændighed derudover betyder mindre. Og et Europa/EU må søge samarbejde ikke kun med USA, men også Kina, Indien, Rusland - Kort, det globale syd. De udfordringer verden står overfor kræver samarbejde og sameksistens, uanset system forskelle. Det handler om fremtiden for verden og ikke magt politisk spil. Enten samarbejder vi eller civilisationen vil se sit endelige i øjnene. Jorden er et begrænset sted med begrænsede ressourcer. Så nemt er det.

Punktum.

Når er tysk fjols, Ursula von der Leyen, følger et andet tysk fjols, Angela Merkel, på posten som Kommissionsformand, så har du svaret på hvorfor EU er så fodslæbende
.

Mig bekendt har Angela Merkel aldrig været Kommisionsformand for EU, hun var Forbundskansler (statsminister) for Tyskland, det er vist ikke helt det samme. Ursula von der Leyen var forsvarsminister under Merkel.

Du har ret Bent - Ursula von der Leyen var ikke nogen succes som forsvarsminister