Annonce

Streetfood: Bedste kebab i Aalborg

Netavisen Pios kebab-connoisseur går på jagt efter den bedste kebab i den nordjyske hovedstad.
Jeg har fået kebab gennem modermælken. I mange år var det eneste salat jeg spiste fra min kebabrulle.

Jeg har spist kebabruller i alle størrelser og smage, fra Danmarks trygge gader hele vejen ned til de mindre luksuriøse ruller i Beirut og har med glæde observeret hvordan kebab nu anmeldes og tages seriøst i medierne.

Derfor var det med stolthed, at jeg påtog mig opgaven med at anmelde kebabbens tilstand i Aalborg hvor jeg bor.

 

Sara’s Pizza & Gril
Reberbansgade 5, 9000 Aalborg

Førstehåndstrykket var godt. Rullen var på størrelse med et to tommers rør. Jeg drog hjemad i bilen og glædede mig til at tage en bid, men glæden udeblev.

Problemet var ikke at rullen smagte dårligt, men tværtimod at den ikke smagte af noget. Jeg kunne have sparet mig køreturen, handlet ind og lavet en hjemmelavet rulle, som var bedre.

Til trods for, at størrelsen på rullen var enorm, så følte jeg ingen mæthed. Uden at tænke over det fortærede jeg rullen hurtigere end min hund spiser madrester.

Er du en ligeglad studerende på SU, som skal have en stor rulle til billig pris, men uden smag, så er Sarahs svaret på dine bønner.

En ud af seks stjerner.


Sason Pizza & Kebab
Reberbansgade 3, 9000 Aalborg

Sasons ruller har et godt renommé i Aalborg.

Anbefalinger fra venner og bekendte, samt deres egen Facebook side var fyldt til randen med gode anmeldelser, hele 4,6 stjerner for at være præcis.

Hvis ikke jeg havde taget mine briller på, så havde jeg forvekslet rullen med en tynd og lang fransk hotdog på længde med en lang stikdåse.

Fem bider, så var rullen kværnet hurtigere end jeg kunne sætte mig ud i bilen igen. Skuffende oplevelse, fordi smagen af rullen var til den gode side.

En god blanding af chili, velsmagende kød og brød. Jeg foretrækker mine kvinder små og tynde, men en rulle må gerne være på størrelse med Buddhas kropstatur. Sara’s og Sason er naboer til hinanden, men måske burde de overveje at slå teltpløkkerne sammen? 

To ud af seks stjerner.


Kebabistan Barbeque
Bispensgade 32, 9000 Aalborg

Nogen forveksler måske Aalborgs Kebabistan med den med samme navn beliggende i København.

Jeg tør godt sige, at de på ingen måde ud fra smagen er tætbeslægtet. Rullen svømmede i væske, hvilket gjorde, at den var ved at gå i stykker op til flere gange før jeg nåede hjem.

Indholdet var for slasket og vandet. Man skulle næsten have troet at jeg havde bestilt en rulle-menu med en vand med.

Selvom jeg godt kan forstå, at det er langt mere klimavenligt ikke at benytte sig af plastik, bør de til en anden gang alligevel give en vandflaske med til rullen og ikke bare hælde vandet i rullen.

En stjerne ud af seks.


Falafel House
Reberbansgade 16A, 9000 Aalborg

Alle har jeg prøvet at kaste langsomt op efter en bytur.

Det var den smag jeg blev mødt med Falafel Houses rulle. Muligvis den den dårligste rulle i denne mands minde. Rullen var en delikat blanding af bræk og rucola.

Hvem i alverden putter rucola i en kebabrulle? Satte mig ud i bilen og fjernede smagen af bræk med en varm og aflagt coladåse.

Kebabkødet var enten frosset eller posekebab. Jeg er personligt ikke tilhænger for statsforbud, men i denne sammenhæng måtte staten gerne gøre aalborgenserne en tjeneste og forbyde salg af kebab i butikken.

De skal holde sig til at lave falafelruller.

Nul ud af seks stjerner.


Sams Barbeque
Bispensgade 18, 9000 Aalborg

Sams er Aalborg og Aalborg er Sams Barbeque.

Det mest kendte kebabsted i Aalborg og de har i den grad fundet en vinderopskrift, som har gjort, at de nu har holdt åben i mere end 30 år.

Sams har byens bedste chilidressing, jeg nogensinde har sat tænderne i. Hverken for stærk eller svag. Mit eneste minus er at kødet er en anelse slasket.

Brødet er også fint, men en anelse for melet til min smag. Sams er en stabil garant for en god rulle på farten, hvor chilidressingen er alle pengene værd. Men resten lever på ingen måde op til sit ry, som Aalborgs bedste.

Tre ud af seks stjerner.

 

TESTVINDER
Din Pita Bar
Kastetvej 51, 9000 Aalborg

Normalvis er Sams betragtet, som Aalborgs uofficielle kebabkonge. Aalborg skal have fat i den røde løber, for der er en ny kebabkonge og de slår samtlige kebabsteder med flere længder.

Kødet, ingredienserne, grønsagerne, dressingen og konsistensen går lige igennem smagskanalerne og direkte ned i maven til evig nydelse.

Din Pita Bar leverer et friskt og anderledes bud på en god kebabrulle i Aalborg, som drager mindelser til kebabkulturen i Aarhus. Det eneste minus er at de ikke bager deres eget brød, brødet er godt, men det gør ingen forskel i vurderingen når alt andet er godt.

Fire en halv ud af seks stjerner.
 

Adam El-Matari er historiestuderende på Aalborg Universitet med sidefag i dansk.


Flere artikler om emnet