Arbejdsmiljø: Kemi er stadig et problem på danske arbejdspladser

Problemerne med kræftfremkaldende stoffer som asbest og chrom-6 viser, at kemi stadig er et kæmpestort problem på mange danske arbejdspladser.
Advarselsskilt om kemikalier.
Et bredt politisk flertal på Christiansborg har valgt at stramme grænseværdierne for det kræftfremkaldende stof chrom-6.

Det er vigtigt i kampen for styrke indsatsen mod dårligt kemisk arbejdsmiljø. De seneste år har det kemiske arbejdsmiljø været nedprioriteret politisk i de nationale strategier.

Men problemerne med især kræftfremkaldende stoffer som asbest og chrom-6 viser med al tydelighed, at problemerne stadig er markante ude på arbejdspladserne. Den nye politiske arbejdsmiljøaftale tager et vigtigt skridt i den rigtige retning – men vi må ikke glemme fokus og tro, at problemerne forsvinder af sig selv.

Manglende fokus har ført til tab af viden og kompetencer

Mange er opvokset med eller har hørt fortællingen om, at problemerne med det kemiske arbejdsmiljø har vi løst. De problemer vores kolleger tilbage i historien mødte, er der nu taget hånd om. At vi nu kan sætte flueben ved det kemiske arbejdsmiljø. Man kunne i hvert fald godt mistænke mange folkevalgte politikere for, at de har købt ind på den fortælling.

Op igennem 2010’erne blev det kemiske arbejdsmiljø stille og roligt, og med klar politisk styring, skrevet ud af de nationale strategier og handleplaner. Det manglende fokus på området har ført til tab af viden og kompetencer hos myndigheder, arbejdsmiljørådgivere og på virksomheder. Dette blev grundigt dokumenteret i LO’s undersøgelse ”Kemisk arbejdsmiljø i Danmark”.

Problemet er bare, at det kemiske arbejdsmiljø stadig i 2020 er et rigtig stort problem på mange arbejdspladser.

Chrom-6-aftale er et godt skridt

I 2017 viste en EU-rapport, at den danske grænseværdi for chrom-6 var alt for høj i forhold til eksperters vurderingen af risikoen for kræft.

Det kan have fatale konsekvenser for kollegernes helbred og sundhed, hvis grænseværdierne ligger alt for højt. Undersøgelser skønner, at 10.000 danskere kan være i kontakt med chrom-6 på arbejdspladsen, f.eks. når der skal svejses i rustfrit stål. Så det er ikke en lille og ubetydelig del af arbejdsmarkedet, der bliver udsat for dette stærkt kræftfremkaldende stof.

Derfor er det også utrolig glædeligt, at Folketinget i begyndelsen af februar måned vedtog en markant opstramning af grænseværdien for chrom-6. Forligskredsen har tiltrådt den aftale som Arbejdsmiljørådet har indgået om grænseværdien.  Aftalen betyder, at grænseværdien reguleres i to trin, og Danmark ender med at få den mest restriktive grænseværdi i hele verden. Tak for det.

Og selvom Danmark fik gjort asbest forbudt for mere end 30 år siden, så udgør det stadig en stor risiko, for de kolleger, der bl.a. skal renovere gamle huse og S-toge, da de kan komme i berøring med stoffet. Her er det vigtigt med klare rammer og høj sikkerhed, så kollegerne beskyttes mod dette farlige materiale.

I en bred politisk aftale fra 2018 blev politikerne også enige om at gennemføre 20 konkrete initiativer der skal sikre, at færre kolleger udsættes for asbest. I EU arbejdes der ligeledes på hen imod en revision af asbestdirektivet, da problemet er stort på tværs af Europa,

Disse to eksempler viser, at der stadig er udfordringer med kemisk arbejdsmiljø og behov for politisk opmærksomhed på området.

Medierne overser problemerne

Det er dog ikke alle problemer med kemisk arbejdsmiljø, der når mediernes opmærksomhed.

Når det f.eks. er vurderes det, at der hvert år dør 1200-1500 lønmodtagere af arbejdsrelateret kræft i Danmark, hvoraf en væsentlig del skyldes kemiske påvirkninger. Kræft udvikler sig langsomt, så de arbejdsrelaterede kræfttilfælde, vi ser i dag, skyldes fortidens syndere som for eksempel asbest.

Derudover har vi også store problemer med arbejdsrelaterede hudlidelser. Her anmeldes der hvert år op mod 3000 arbejdsskader.

Samtidig viser undersøgelser, at dette kun er toppen af isbjerget og at der er en kraftig underrapportering, så igen - problemet er stort og alvorligt.

Løsningerne ligger lige for: STOP!

Ingen skal blive syge af at gå på arbejde, og derfor skal også konstant arbejde på at sikre den bedst mulige forebyggelse, og herunder at finde nye og kloge løsninger, der skaber et bedre arbejdsmiljø for kollegerne.

Opgaven for arbejdspladserne er, at følge STOP-princippet, som ikke blot er en opskrift på god forebyggelse, men faktisk et krav i lovgivningen.

STOP-princippet går ud på, at arbejdsgiver først og fremmest skal undgå at bruge skadelige stoffer, eller erstatte dem med mindre skadelige. Heraf S’et for substitution. Arbejdsgiver skal undersøge om et skadelig stof kan substitueres. Særligt hvis det er kræftfremkaldende.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, skal der findes Tekniske løsninger, som f.eks. at stofferne kun håndteres i en lukket proces.

Dertil kommer Organisatoriske løsninger, som er en anden måde at arbejde på, f.eks. at sørge for at rotere, så man mindsker udsættelsen for den enkelte medarbejder.

Til sidst eller som supplement til de andre tiltag skal Personlige værnemidler, f.eks. handsker eller masker, bruges.

Et eksempel er inden for frisørfaget, hvor der anvendes mange forskellige skadelige kemiske produkter, til farvning af hår. Her arbejder en del frisører allerede med at finde andre produkter, men vi ser stadig at en alt for stor andel af kollegerne må forlade faget i en ung alder pga. bl.a. håndeksem.

  • Vigtigst er her, at vi skal blive bedre til at substituere farligt kemi.
  • Udover at STOPprincippet skal følges skal oplæring og instruktion af kollegerne styrkes
  • Endelig skal Arbejdstilsynet også have styrket sit fokus på kemisk arbejdsmiljø.

Det manglende nationale fokus på kemisk arbejdsmiljø har gjort, at vigtige kompetencer og viden i Arbejdstilsynet er forsvundet. Derfor skal Arbejdstilsynet opprioriterer netop denne opgave, og sikre, at der også foregår en effektiv kontrol med det kemiske arbejdsmiljø.

EU skal fastsætte flere grænseværdier

Vi må ikke glemme det internationale perspektiv og det vigtige i at skabe fælles standarder og løsninger på tværs af EU. Vi har i dag i EU en ulige beskyttelse af arbejdstagerne, som ikke kun har katastrofale følger for kollegerne i vores nabolande, men som også er konkurrenceforvridende.

Arbejdsbetinget kræft er faktisk den væsentligste dødsårsag i arbejdsmiljøet i EU. Det er estimeret, at i 2012 blev 122.600 lønmodtagere diagnosticeret med arbejdsbetinget kræft, og 80.000 døde samme år.

EU-kommissionen havde et mål om 50 nye stoffer på listen med grænseværdier inden 2020. Vi har fået ca. 25. Så der er fortsat et stykke vej endnu.

Heldigvis er den nye kommissær for beskæftigelse Nicolas Schmit positiv overfor flere grænseværdier og arbejdet forventes at fortsætte.

Så alt i alt – problemet med farlig kemi i arbejdsmiljøet er langt fra løst. Desværre. Der er kun en vej – vi må op på hesten igen!

Næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Problemet er, når den arbejdende betragter sig som interessent i arbejdet. Jeg har mange gange været ude for, at lønmodtagere ikke vil lytte til, når der er én, der virkeligt ved noget om tingene. Ofte bliver brug af værnemidler pure afvist af lønmodtagersiden. Og i landbruget, hvor bondemanden selv har en interesse i brugen af sprøjtemidler, og hvor der er en statistisk signifikant overdødelighed på grund af disse, vil man slet ikke høre om begrænsninger i adgangen til at bruge disse. Problemerne med bierne er man fuldstændigt ligeglade med. Det er ligesom i fiskeriet; man vil have femøren nu fremfor kronen i morgen. Og det der med erstatning for arbejdsskader fungerer jo slet ikke – der går år og dag, før nogen ser en krone. Til gengæld er EU-reglerne præget af en eklatant mangel på evne til at skelne mellem virkeligt farlige stoffer, og så dem, det ikke er så alvorligt med. Vand er farligt; man kan drukne i det. Men der er stoffer, der ikke har nogen akut giftighed, men som er meget farlige ved gentagen udsættelse, hvilket medfører mange fejlvurderinger. En ting, som der heller ingen forståelse er for, er, hvorvidt en forgiftning er uoprettelig, eller om den kan repareres af organismen. Ofte går folk op i, om det pågældende stof har en lugt, og hvis det har, vurderes lugten at være problemet, for det er noget, man kan forstå. Men i forhold til giftighed er lugt uden betydning. Almindelige lønmodtageres monumentale uvidenhed om kemi udnyttes af arbejdsgiverne, men lønmodtagernes monomane fokusering på at holde akkorden er bestemt heller ikke uden skyld, og opretholdelsen af akkordsystemer skyldes ikke mindst interessen derfor blandt lønmodtagere. Ofte får man det indtryk, at akkordarbejdende lønmodtagere ikke regner deres eget liv for særligt vigtigt.