Danmark bør give VM i Qatar det røde kort

Danmark bliver nødt til at boykotte VM-slutrunden – ellers beviser vi én gang for alle, at alt er til salg, så længe pengene er store nok.
Debattør vil give rødt kort til VM i Qatar.
Den 2. december 2010 fik den lille ørken-nation Qatar tildelt værtskabet for verdensmesterskabet i fodbold i 2022.

Sidenhen er det kommet frem, at Qatars værtskab vil blive bygget på massive brud på menneskerettighederne.

Danmark bliver derfor nødt til at blive væk fra slutrunden.

Arbejdere bliver behandlet som slaver

For at bygge de nye fodboldstadioner og den nødvendige infrastruktur omkring turneringen har Qatar importeret et enormt antal migrantarbejdere fra asiatiske lande som Indien, Nepal og Bangladesh.

På trods af at Qatar er verdens rigeste land målt på BNP pr. indbygger, så er mindstelønnen i landet 275 dollars (knap 1.700 kroner) om måneden.

I mange tilfælde skal arbejderne betale tusindvis af dollars til agenter for at blive ansat, hvilket selvsagt medfører, at de starter deres ophold med en kæmpe gæld.

Samtidig har det været kutyme, at arbejderne får frataget deres pas ved indrejse, hvilket gør, at de hverken kan forlade landet eller deres arbejdsplads – på den måde ender de praktisk talt som moderne slaver. Dertil skal lægges tvungen arbejde fra tidlig morgen til sen aften i 40-50 graders varme og dybt uhygiejniske sanitære forhold.

Værst af alt har den internationale fagforening ITUC tidligere anslået, at det samlede antal af omkomne i arbejdsulykker i forbindelse med byggeriet til VM kan komme op i nærheden af 4.000.

Spørgsmålet, vi som nation bliver nødt til at stille os selv, er derfor: Kan vi acceptere at legitimere moderne slavearbejde?

Skal Danmark legitimere Qatar?

Qatar har i løbet af det sidste årti været i gang med at forberede slutrunden, der anslåes at koste 1.400 milliarder kroner – over 10 gange mere end historiens hidtil dyreste i Brasilien i 2014.

Når ørkenstaten vælger at smide så mange penge i VM-projektet, er det selvfølgelig en kalkuleret investering. Qatar regner med at opnå store mængder “blød magt”, så landet kan øge sin udenrigspolitiske betydning og fremstille sig selv som en moderne nation.

Med tæt på ikke-eksisterende menneskerettigheder, et forkvaklet kvindesyn og ekstrem juridisk homofobi kunne det dog ikke være længere fra at være tilfældet.

En boykot af slutrunden vil åbenlyst få kæmpe økonomiske, diplomatiske og sportslige konsekvenser for Danmark. Men som nation må vi have nogle principper, der uanset hvad ikke kan brydes, hvis vi fremover skal kunne se os selv i spejlet.

Den 18. december 2022 spilles finalen ved VM-slutrunden. Har Danmark deltaget og spillet fodbold på graven af op imod 4.000 arbejdere, hvis eneste forbrydelse var at være fattige og desperate, vil vi én gang for alle have erkendt, at ingen principper er så stærke, at de ikke er til salg for den rigtige pris.

Sune Holm er stud.mag. i Historie på Københavns Universitet og medlem af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.


placeholder

Kommentarer

Jeg er helt enig i Sune Holms synspunkter. De, der mener at politik og sport ikke skal blandes sammen har i princippet ret, men det er naivt at tro at det ikke har været sådan i årevis.

Ja, og det bør vel allerede afspejle sig ifm. kvalifikationsrunden, at vi ikke stiller op. Om det så skal være regeringen, folketinget, DBU eller landsholdets spillere, der tager opgaven på sig. Eller dem alle.

"Sidenhen er det kommet frem, at Qatars værtskab vil blive bygget på massive brud på menneskerettighederne."

Sådan noget skal landsholdet ikke deltage i - de må tage skarpt afstand fra sådanne forhold, og dermed boykotte slutrunden - vi skal ikke legitimere sådanne styrer...vi har jo også underskrevet aftaler om at menneskerettighederne ikke må overtrædes...

Annonce