Tænk flødeskumskager, bonderoser, skovens farver og bare, flommede damelår, kridhvide torsoer, vulgaritet, sukkerkasteller og bakkanaler.
Flora Yukhnovich er især inspireret af rokoko, men det er mere abstrakt, og så krydrer hun det med inspiration fra modereklamer, Disney, eventyr og Tarkovskys ’Stalker’.
Det er blandt andre Antoine Watteaus ‘fête galante’, dvs. rokokoens festlige orgievisioner, der er så spændstige og farverige, og som til det yderste skal pirre sanserne.
Rokokoen blev tidligere betegnet som værende særligt feminin, og den er kendetegnet ved at være en mere æterisk udgave af den ofte mere tunge barok.
Motiverne er ofte lysninger i skove, hvor amoriner, gudelige kvinder og gedebukkelignende mænd samles til fest og fri, ubunden sanselig fest og festivitas, ofte med venetianske masker og bal som underlæggende tematik.
Umiddelbart er fjollet idé
Selvfølgelig er det hele i Flora Yukhnovichs kæmpe malerier krydret med et ordentligt skud feminisme, som blandt andet kommer til udtryk i, at hun har fjernet stort set alle mænd, der har været portrætteret i de oprindelige malerier, som hun tager udgangspunkt i.
Umiddelbart er fjollet idé, men ved nærmere eftertanke forstår man det egentlig godt, fordi de oprindelige rokokomalerier i grunden blot brugte kvinderne som objekter for det mandlige bliks lyst.
Flora, derimod, interesserer sig mere for den overdrevne lyst, i det vulgære skæringspunkt, hvor man knapt kan skelne mellem om det er vammelt eller pirrende og liderligt.
Resultatet er mere en kropslig end ren visuel erfaring, hvor man fra afstand aner det figurative, men bagefter bare forfalder til at svælge i de mange farver og svulmende former.
Det er festligt, det er lækkert og det er forfriskende. Det kunne også̊ virke uden de politiske undertoner, som der tekstmæssigt følger med, og det giver i grunden ikke megen mening.
Det er heller ikke usædvanligt i den helt moderne kunst. Det er vedhæng, og det er oftest uforståeligt, afkoblet.
Men for kunstnerens arbejdsmetode giver det ekstra lag god mening. Som udgangspunkt arbejdet hun fra hovedet af og ned. Der opstår en idé, en inspiration, som hun så skitserer op. Det kan være selve kompositionen og senere de enkelte partier, figurerne og det samlede udtryk.
Flora Yukhnovich forklarer, at den våde maling virker klam på hende, når hun begynder om morgenen.
At det er beskidt og ubehageligt arbejde, men at det ændrer sig, efterhånden som hun bliver opslugt af det, og kroppen begynder at reagere positivt og opstemt.
Hos Flora Yukhnovich glider begærsobjekterne, i form af de overmodne frugter og kvindelige kropsdele, ind og ud af skovpartiernes tykke buskadser
Som ung kunstner, der tilhører den ubestemmelige og tilsyneladende retningsløse millennium-generation, giver det i grunden god mening, at hun også̊ undersøger reklamers indvirkning på sanserne på en anden måde end den kapitalismekritiske generation, der tidligere har demonteret kunstscenen med koncepter, der skulle fungere som øjenåbnere, der kunne få løgnen til at briste.
Hos Flora Yukhnovich glider begærsobjekterne, i form af de overmodne frugter og kvindelige kropsdele, ind og ud af skovpartiernes tykke buskadser.
Og hun er heller ikke bleg for at anvende elementer, der kan være ‘cringe’, for at bruge et ungdommeligt udtryk for det pinlige, det overfladiske, der ellers nok ikke helt falder i hak med ideen om, at kunst på museer skal være finere end så̊ meget andet.
At lige Ordrupgaard har valgt at vise hendes billeder, og endda i forbindelse med museets fejring af 150-året for impressionismens fødsel, er ikke helt hen i vejret.
Museets stifter, Wilhelm Hansen, var stor beundrer af rokokoen, og han stod bag en mindeværdig udstilling af disse værker i København i 1935.
Selv samlede Wilhelm Hansen på impressionistiske malerier, hvilket gør Ordrupgaard til at skat for væsentlige værker af denne franske kunstretning.
Der er noget stofligt over malingens klatter, der sætter sig i kroppen
I impressionisterne var også̊ inspireret af rokokoens malere, deres lyse farver, kompositioner og afbildninger af de bare kvinder.
Men det er en fed oplevelse at se udstillingen. Flora Yukhnovichs malerier skal opleves direkte, for den blanke overflade og farvernes intensitet på lærrederne, samt deres store format, kan ikke helt gengives i kopi.
Der er noget stofligt over malingens klatter, der sætter sig i kroppen, enten som fedt på sidebenene, eller som et let kildren mellem benene. Og det er nok også̊ meningen med det hele.
Flora Yukhnovich: 'Into The Woods'. 18. september - 19. januar. Ordrupgaard Kunstmuseum.