De fleste kender ham fra TV. Martin Bigum har gennem mange år deltaget i programmet ’Kunstquiz’ på det hedengangne DR K, hvor han ekvilibristisk har jongleret med sin omfattende viden om kunsthistorien.

Hans karakteristiske stil, med en hårmanke, der minder om politikeren Henrik Dahls, hans butterfly og britiske tweed samt hans hvide kittel, ofte stænket til med malerklatter, har givet ham et stærkt image.

Andre husker ham især fra begyndelsen af halvfemserne, hvor han skabte sin maskot, ART, en kutteklædt tegneseriefigur.

De dengang så stærkt udbredte postkort, Go-card, som man gratis kunne tage for sig af på alle landets cafeer, havde ofte et af Bigums mange malerier af denne ikoniske figur som motiv.

ART-figuren blev Martin Bigums egentlige folkelige gennembrud, begyndende i 1992, men også tidligere havde han slået igennem på den etablerede kunstnerscene, hvor han debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1990, for øvrigt sammen med en anden debutant, Olafur Eliasson, der i dag er en af verdens førende, internationale kunstnere.

I 1997 skrev han, at Martin Bigums kunst var selvcentreret

Alligevel er Martin Bigum kontroversiel, for hans dengang så tegneserieprægede univers provokere mange på de kunstneriske parnasser, der mente at et sådan udtryk var tandløst og uden et egentligt æstetisk, konceptuelt indhold.

Symptomatisk for denne holdning var kunstteoretiker, Mikkel Bolt, der i dag er professor.

I 1997 skrev han, at Martin Bigums kunst var selvcentreret, bekræftende sin samtid, uden evne til at kritisere den. Det var, kort sagt, kapitalismen, der korrumperede Bigums ”kunst”, der nok snarere var ”en vare”.

Til alle tider har tidens æstetiske og kunstneriske udtryk løbet som parallelle linjer, hvor massive værdikampe har skabt brydninger mellem forskellige, divergerende holdninger.

I halvfemserne, efter Murens fald i 1989, og kort efter hele Østblokkens kollaps og den kolde krigs afslutning, blæser der nye vinde ind gennem kunstinstitutionernes store vinduespartier.

De nye kunstnere følte, at de politiske idealismer mistede deres betydning som æstetiske udtryk, og en mere ironisk og politisk værdifri æstetik så dagens lys.

MAD var politisk satire

Det er her, at Martin Bigum har sin nok mest betydelige rolle. Han er født i 1966, og han voksede op på Vestegnen. Han tilhører en generation, der for en stor dels vedkommende blev stærkt præget af sentressernes og halvfjerdsernes pædagogik, der var anti-amerikansk.

Samtidig så Bigums, og min egen, generation de mange amerikanske actionfilm, og i stadigt stigende grad tog vi dens kulturindustri til os.

For os var tingene ikke så sort/hvid, for i disse kulturelle fænomener var der også oprørspotentiale, kultur- og magtkritik.

Martin Bigum har selv fortalt hvor stort et indtryk det gjorde på ham, dengang man i Brøndby Strand byggede de store ”skyskrabere” af beton.

Som femtenårig, i 1979, bliver han knyttet til den danske udgave af det amerikanske satiremagasin, MAD, og her udviklede han sin tegneseriestil.

MAD var politisk satire, men samtidig et massekulturelt fænomen, der havde stærkt fokus på ytringsfriheden. Det var opstået som en protest i den amerikanske selvcensur, der i stigende grad gjorde den amerikanske tegneserieproduktion mere tandløs.

Datidens mere officielle uddannelses- og kunstinstitutioner vedblev at være præget af halvfjerdsernes kulturkritik.

MAD var et udtryk for, at tegneserien som udtryksform kunne anvendes satirisk og formidles til et mere voksent publikum.

Og gennem firserne blev tegneserierne, eller den grafiske roman, videreudviklet og de blev i stigende grad et æstetisk produkt, der også kunne forstås som andet end tom underholdning til helt unge mennesker.

Men, som sagt, datidens mere officielle uddannelses- og kunstinstitutioner vedblev at være præget af halvfjerdsernes kulturkritik.

Det er præcis derfor, at Martin Bigums ART-figur på en og samme tid kunne opnå en ekstremt stærk grad af popularitet, samtidig med, at store dele af det kunstneriske etablissement vægrede sig mod at anerkende det som kunst.

Willumsen og Bigum

Når man besøger Willumsen Museums igangværende særudstilling, hvor de har inviteret Martin Bigum til at indgå i dialog/korrespondance med Willumsens kunstneriske udvikling og udtryk, bliver man overrasket over, hvor godt de egentlig falder i hak med hinanden, trods hundrede års adskillelse.

Også J. F. Willumsen var udsat for datidens kunstkritik og havde svært ved at slå igennem. I 1891 var han med til at stifte Den Frie Udstilling, en protestudstilling, der blev til på grund af Charlottenborgs strenge og på mange måder anakronistiske optagelseskrav.

I denne gruppe indgik Vilhelm Hammershøi også. Det slående er selvfølgelig at, disse malere i dag fremstår som datidens bedste malere, unikke og fremmelige, selvom de mere etablerede dengang ikke kunne forstå og acceptere dem.

Når man går rundt på udstillingen på Willumsens Museum og betragter de mange malerier af henholdsvis Willumsen og Bigum, så er der mange ligheder, der slår en.

For det første er deres malerier kendetegnet ved, at de bruger mere ekspressive og stærke farver. Også kompositionerne og symbolikken er meget identiske. Begge kunstnere er også distinkte ved deres meget eksplicitte referencer til kunsthistorien.

Mens Martin Bigums ART-figur vandrede rundt i kunsthistorien med sin le, og nærmest fortalte historien om tidens konstante skiften, kan man skimte samme tendens hos Willumsen.

Gennem nullerne arbejdede han mere abstrakt

Og i år, hvor Tyskland fejrer 150-året for den romantiske maler, Caspar David Friedrich, der for øvrigt også have svært ved at slå igennem som kunstner i sin samtid, er det spøjst at se både Willumsens og Bigums refererende/kommenterende malerier til netop hans kunstneriske univers.

Det er Caspar David Friedrichs maleri, 'Vandreren over tågehavet' fra 1818, som de begge refererer til. Willumsen valgte at male en kvinde, der vender sig mod beskueren, i modsætning til Friedrichs rygvendte mand, med det uendelige bjerglandskab bag sig, og Bigum lader sin ART-figur lægge døende i en bunke sne, nærmest gået til at al den uendelighed i horisonten.

I slutningen af halvfemserne valgte Martin Bigum at slå sin ART-figur ihjel. Det havde været et brand, der havde skabt en kunstneridentitet for ham, men hans særegne stil slår også igennem i hans senere værker, der endnu er figurative, med stærke, ekspressive farver.

Gennem nullerne arbejdede han mere abstrakt, med geometriske figurer, der synes at svæve i et kosmisk og dynamisk rum. Penselstrøgene var blevet grovere og mere synlige, og malerierne fremstår også mere processuelle og skitseprægede, end hans tidligere værker.

Både Willumsen og Bigum har brandet sig selv, så deres persona er blevet en integreret del af deres værker.

I dag har Martin Bigum atter skiftet stil, i hvert fald for en periode. Mange af hans nye værker hænger på udstillingen, og ligesom med mange af Willumsens værker, stråler de underligt illuminerende.

Farverne er mindre stærke, mere pastel, men alligevel virker lyset som om, at det kommer inde fra selve lærredet, og penselstrøgene er igen næsten forsvundet.

Sidst, men ikke mindst, er det slående, at både Willumsen og Bigum har brandet sig selv, så deres persona er blevet en integreret del af deres værker.

Derfor er det måske stærkeste værk på udstillingen, Martin Bigums selvportræt, i form af en voksfigur af ham selv, iklædt sin ART-figurs klæder og med en le hængende over skulderen.

Værket står lige foran Willumsens megalomaniske mausoleum over sig selv. Det er vældigt, monumentalt og på samme tid spraglet og provokerende. Denne sammenstilling siger faktisk meget om de to kunstneres ligheder.   

Martin Bigum har på en underlig måde både slået igennem hos store dele af befolkningen, og derfor er det heller ikke underligt, at han flere gange er blevet portrætteret på TV, og har haft flere udstillinger på etablerede museer.

Samtidig er han endnu kontroversiel, og nogle kunstkritikere, ligesom professor Mikkel Bolt, mener endnu, at hans kunst er for populistisk, for varepræget og for lidt kritisk.

Men selv tegneseriekunsten kan være kritisk og alvorlig. Også Willumsen var meget glad for karikaturen, og han skrev også selv, at denne satiriske udtryksform aldrig skulle tages for blot og bar flad underholdning, fordi den samtidig var alvorlig.

Det samme mener Martin Bigum. Og ligesom de fleste andre fra hans generation, er han præget af den amerikanske kulturindustri, der netop ikke er entydig, ukritisk og blot et kapitalistisk produkt.

Det ironiske er naturligvis, at de marxistiske kritikpunkter, og dem der endnu abonnerer på dem, til dels sidder på Parnasset i dag.

Martin Bigum kom fra Vestegnen og delvist autodidakt, for han blev ikke optaget på akademiet. Han udtrykte sig gennem et medie, der var mere folkeligt, og langt fra elitært.

Derfor er det i grunden ironisk, at det er den kapitalkritik, der kommer fra nutidens ‘gatekeepers’ på de etablerede uddannelsesinstitutioner, der gør det vanskeligt for en Vestegnsknægt at blive anerkendt fuldt ud.

 

'Som et møl mod flammen - fra skitse til værk. Martin Bigum & J.F. Willumsen.' Willumsen Museum 10. Februar - 28. Juli, 2024. Randers Kunstmuseum 10. August - 10. November, 2024.