Spektakulær, fordi man simpelthen bliver totalt blæst bagover, når man træder ind i udstillingslokalet, og konfronteres af de mange formidable, æstetisk smukke og tematisk mættede tryk, der kompositionsmæssigt ikke rigtig er overgået af andre senere kunstnere.

Udstillingen viser træsnit fra et helt utroligt tidsudsnit, strækkende sig fra år 1600 til et lille stykke ind i 1900-tallet, og alle billederne er fra museets egen samling.

Udstillingen er kurateret af lektor ved Københavns Universitet, Gunhild Ravn Borggreen, i samarbejde med lektor, Asato Ikeda, der er gæsteforsker i Danmark, men ellers residerer på Fordham University, New York.

Udstillingen stiller skarpt på ”mennesket”, hvilket er en stor trend i museumsverdenen. Man kan for eksempel se det på Moesgaard Museum, der pt viser en særudstilling om ”krigeren”, hvor selve krigen spiller andenviolin.

Det er mennesket, der er sat i centrum.

Ligeså med udstillingen ‘I krig og kærlighed’ på Designmuseum Danmark, hvilket først og fremmest betyder, at der ikke fokuseres på den enorme indflydelse, som disse træsnit har haft på Europæisk malerkunst og udvikling af kunsthåndværk.

Ej heller stiller udstillingen skarpt på, hvorledes nogle af de udstillede værker kom museet i hænde, selvom de udgør nogle af museets fineste og mest grundlæggende værker, der karakteriserede dets tilblivelseshistorie.

Men alt det har Designmuseum Danmark gjort mange gange tidligere, så det er ikke, som sådan, en kritik.

I stedet er der blevet plads til fortællinger om, hvorledes de afbilledede ”demimonder”, smukke kvinder i fine klæder, faktisk var prostituerede eller dansere, fra Edo (i dag Tokyo), i den del af byen, der var skabt til ren ”fornøjelse” for datidens samuraier, og andre rigmænd, der havde råd til at blive trakteret med disse nydelser.

Udstillingen fokuserer på, at disse kvinder var tvunget til prostitution, hvilket er en vinkel, der både er tidssvarende, men selvsagt også relevant, for at sætte disse skønne portrætter i det rette perspektiv.

Det er samtidig også blevet plads til at fortælle om, at homoseksualitet dengang var tilladt, med mænd vel at mærke, og at også de blev portrætteret som rene skønheder.

Skrøbelige skønheder

Når man går rundt og kigger på alle disse særdeles fascinerende billeder, så kommer man uvægerligt også til at undre sig over de ekstremt smukke detaljer samt de perspektiver, der synes anderledes, end datidens europæiske kunst.

At man i udstillingen også har fravalgt at tematisere dette, er nok mere kritisabelt, fordi det nu engang er kunst, og ikke bare billeder, der giver et forvrænget billede af datidens reelle forhold.

De gamle træsnit er særdeles skrøbelige, og derfor er udstillingslokalet også meget mørkt, hvilket man snildt kan leve med, selvom det er lidt irriterende, at lyssætning, kombineret med det glas, som man har anvendt til billederne, reflekterer lyset.

Alligevel er det storslået at kunne stå så tæt på disse skønheder, hvor det faktisk er meningen, at man skal kunne henfalde til en længerevarende betragtning, fordi japanerne nu engang arbejdede med en kompositionsstil, hvor de mange detaljer først langsomt fanger din opmærksomhed.

Udstillingens ”kærlighedsdel” er kurateret glimrende, og der skelnes mellem de reelt prostituerede, på danserne og på dem, der stod for te-ceremonierne, ligesom der er blevet plads til enkelte eksempler på ”shunga-stilen”, der var japanernes erotiske kunst, hvor det seksuelle var eksplicit.

Disse træsnit er blevet vist ved flere lejligheder, omend man som fan godt kunne tænke sig at se hele museets samling af disse helt igennem fantastiske tryk, der blandt andet består af værker af mestrene Kitagawa Utamaro og Utagawa Kuniyoshi.

Noget andet gør sig gældende med værker, der er af lidt yngre dato. Disse har enten aldrig været vist, eller i hvert fald meget sjældent, og disse tematiserer på udstillingen ”krigene” og ”krigeren”.

Det er værker fra sidste det af det nittende århundrede og frem til og med de to krige i Meiji-perioden, hvor Japan ekspanderede og vandt over Kina og Korea, i årene 1895-1905.

Disse værker viser klare vestlige træk, fordi Japan på daværende tidspunkt rent kunstnerisk havde ladet sig inspirere af denne indflydelse.

Men hold da op, hvor er disse træsnit dog imponerende

Det samme var gået den anden vej tilbage i årene efter 1866, hvor Japan blev mere tilgængelig, og deres kunst og kunsthåndværk ændrede radikalt på vestens opfattelse af det dekorative.

I værkerne, der tematiserer krigene, bliver de japanske soldater portrætterede heroisk, og man ser tydeligt glidningen fra de smukke portrætter af samuraierne, frem til den moderne soldat, der er iklædt mere vestlige uniformer.

Her ser man spektakulære søslag, og helt i tråd med vestlig tradition i batalje- og marinemalerier, er det en glorificeret fremstilling af krigen, der skulle fungere som propaganda.

Men hold da op, hvor er disse træsnit dog imponerende, med de fineste kompositioner, stærke farver og formmæssigt elegante konturer! De er, kort sagt, ekstremt lækre at se på.  

I Japan betragtede man ikke disse træsnit som egentlig kunst. Men det skal nok tages lidt med et gran salt, for man anerkendte samtidig dem, der kreerede dem.

Det er nok mere formen i udbredelsen, der gør, at man ikke rigtig kan sammenligne det med vor egen kunstopfattelse dengang.

Træsnittenes reproduktion, hvor de fleste blev trykt i mere end tusind eksemplarer, gjorde ikke selve værket unikt.

Der var derfor tale om brugskunst, men det var samtidig en opfattelse, der også inspirerede de modernistiske kunstnere i Europa, der lod sig forføre af den japonisme, der blev skelsættende for deres kunst.

De begyndte at se den kunstneriske betydning i godt udførte plakater og tryk i magasiner og aviser, og de begyndte selv at blive mere opmærksomme på skitsens mere levende udtryk og selvstændige værdi.

Alle burde se udstillingen

I dag er de japanske træsnit fra denne lange periode, her især Edo-perioden, helt uvurderlige, hvilket også gør, at vi er så heldige, at Designmuseum Danmark har så mange af dem.

Der er et eller andet på spil i disse træsnit, der på en måde gør dem tidssvarende. De er på en måde moderne endnu den dag i dag.

Det er, kort sagt, det kunstneriske udtryk, der også på denne udstilling er så helt ekstremt vederkvægende og betagende.

Historierne om det, der skete i kulisserne, virkelighedens grufulde sider, er selvsagt en vigtig del af forståelsen af disse idealiserede kunstværker.

Den ser undertegnede frem til at læse og nyde i fulde drag

Det er derfor relevant, at denne udstilling tematiserer propagandaen i de japanske skønheder.

Det ændrer imidlertid intet ved, at alle burde se denne udstilling, fordi disse træsnit er så unikke, så smukke og interessante i sig selv.

Den 6. juni udkommer Gunhild Ravn Borggreens bog, ‘Begærets billeder. Visuel kultur i japanske træsnit’, der udspringer af denne udstilling.

Den udkommer på Strandberg Publishing, der er mestre til at lave smukke kunstbøger. Den ser undertegnede frem til at læse og nyde i fulde drag.

’I Krig og Kærlighed’. Japanske træsnit fra Designmuseum Danmarks Samling. København. Kurateret af Gunhild Ravn Borggreen og Asato Ikeda. 26. april 2024 - 5. januar 2025.