Fredag åbnede kunstmuseet Ordrupgaard deres nye udstilling, der blot består af et kunstværk. Det lyder jo, sådan umiddelbart, ikke af meget.

Men det skal man ikke lade sig narre af, fordi der her er tale om kunstneren og aktivisten Ai Weiweis installation ‘Water Lilies #1’ fra 2022. Det er hele 15 meter langt, og så består det af ikke mindre end 650.000 legoklodser.

Værket udstilles i forbindelse med museets fejring af 150-året for impressionismens fødsel. Det er anden del af deres serie om denne historiske begivenhed, som netop Ordrupgaard har en ekstra forpligtelse til at sætte fokus på, eftersom museets permanente samling er førende i netop den periode og stil.

Første udstilling handlede om impressionismens oversete kvinder, der fik fremragende anmeldelser i pressen, men med Ai Weiwei er vi rykket frem til nutiden, og det er i grunden interessant at anskue værket som en reflektion over datidens impressionistiske gennembrud.

Vi forstår nok ikke helt, hvor radikalt det var, dengang impressionisterne i protest lavede deres egen udstilling i Paris, så de på den måde kunne undgå den censur, der gjorde det umuligt for disse kunstnere at få deres værker med på de mere etablerede udstillinger.

Man hævdede, at deres værker var ufærdige, sjuskede og uklare.

Selv mente impressionisterne, at det var friluftsmaleriet, der var fremtiden, i modsætning til datidens idé om, at man som kunstner skulle stå i et atelier, og skildre især historiske begivenheder.

Ud i virkeligheden

Impressionisterne forsøgte at skildre lyset, og derfor måtte de ud i virkeligheden, hvor selve objektet ligesom blot var en reflektionsflade for lys og skygge.

De ville, kort sagt, forsøge at fange det spil af farver og nuancer, som nærmest opløser elementer i partikler eller brydninger af lys.

Det er netop den vilde og interessante idé, som Ai Weiwei har opdateret ved at anvende de mange legoklodser, der får hans gengivelse til at ligne en pixeleret udgave af Claude Monets berømte maleri, der i dag hænger på MoMa i New York.

Men helt så enkelt er det nu ikke

Det er jo sådan, at en computer ville fortolke sådan et maleri, der er blevet forstørret så kraftigt, at det fremstår som disse ensfarvede felter, der hver især bliver et samlet billede, hvis man kommer på afstand af det.

Denne effekt lykkes til fulde i Ai Weiweis installation, og umiddelbart kan man få den tanke, at han bare har kunnet overlade opgaven til computeren og hans mange, arbejdende assistenter.

Men helt så enkelt er det nu ikke.

Ligner science fiction

Ai Weiwei er ikke bare en kunstner, der dyrker det æstetisk smukke, men har altid flere elementer af noget personligt i sine værker.

Det er også tilfældet med ‘Water Lilies #1”, hvor han har inkorporeret et ’sort hul’, der mest af alt ligner noget fra en science fiction-film.

Det fremstår som en slags sugende intethed, der ligesom bryder den ellers endimensionelle overflade.

I denne udrensningsproces blev systemkritikere behandlet som slaver

‘Hullet’ refererer til Ai Weiwies egen opvækst, hvor hans fader, der var digter, blev arresteret og sendt i fangelejr under den kinesiske kulturrevolution.

I denne udrensningsproces blev systemkritikere behandlet som slaver, og drengen Ai WeiWei boede sammen med sin far i sådan en lejr, og havde der til huse i et hul under jorden.

På udstillingen kan man læse, at faderen her fortalte sin søn om impressionisterne, hvilket senere inspirerede Ai Weiwei, og igen blev aktuelt, da han selv blev anholdt i 2011 og indespærret på et ukendt sted i 81 dage, helt uden rettergang.

Som eksilkunstner er det selvfølgelig et grundtema for Ai Weiwei at fokusere på ytringsfriheden.

Overraskende overvældende

Udstillingen på Ordrupgaard er faktisk mere overvældende og interessant end hvad undertegnede havde forestillet sig.

Den er kurateret særdeles fremragende, således at man klart og tydeligt forstår værkets udtryk og dybereliggende betydning.

Det er i grunden enkelt, men de få plancher, plus en lille film med et interview med Ai Weiwei, lavet i anledning af udstillingen, er alt rigeligt til, at dette ene værk kan stå som en hel udstilling i sig selv.

Det er som at se på et samtidsværk, der virkelig vil en noget

Det interessante er, at selve værket er ret imponerende i sig selv, men at man hele tiden kan går rundt foran det, og her opdage nye facetter, få nye indtryk og ideer, der alt sammen giver mening i henhold til referencen til impressionisterne.

Det er som at se på et samtidsværk, der virkelig vil en noget, og som samtidig tager datidens modernistiske gennembrud alvorligt, så man i sidste ende forstår, hvor radikalt og hvor substantielt det i grunden var, dengang man pludselig opløste virkeligheden i atomer af lys og skygge.

 

Ai Weiwei: ’Water Lilies #1’. 31. maj 2024 - 19. januar 2025. Kunstmuseet Ordrupgaard.