Da den danske kulturkritiker, Georg Brandes, i 1899 forsvarede skandinavisk litteratur, og erklærede, at visse dele af denne overgik andre, ellers førende kulturelle lande, henviste han blandt andet til den massive succes, som malere, kunsthåndværkere og litterater gennem et årti havde oplevet i hele den vestlige verden.

I det lille essay, der grundlæggende handlede om at Sønderjylland skulle tilbage på danske hænder, påpegede Georg Brandes også, at den tyske filosof, Friedrich Nietzsche, havde haft indflydelse på især svensk og norsk kultur, men næppe på dansk.

Det var Georg Brandes selv, der tilbage i 1888 havde introduceret hele verden til denne bizarre og senere så banebrydende filosof, der havde erklæret Gud for død, og som lagde vægt på, at det store menneske, Eneren eller geniet, grundlæggende var den, der overskred sin samtid, og lagde afstand til tidens moralistiske kvababbelser.

Georg Brandes kaldte denne filosofiske grundtanke for ‘Aristokratisk radikalisme’, og hvis man gerne vil have en visuel oplevelse af, hvad denne idé handler om, så bør man rejse til Stockholm, og der besøge Thielska Galleriet.

Det fremstår nærmest som at mausoleum for denne bevægelse, der fik så stor indflydelse på skandinavisk kunst i slutningen af det nittende århundrede.

Ernest Thiel var en svensk bankmand, der sammen med sin familie fik samlet datidens intelligentsia og kreative sjæle, og gennem årene skabte de en gigantisk kunstsamling med en lang række meget betydelige værker.

Og i modsætning til for eksempel Den Hirschsprungske Samling, Ordrupgaard Museet og Nivaagaard Samlingen i (Stor-) København, som alle i dag er anseelige museer, skabt af rigmænd og mæcener, der skænkede deres samlinger til den danske stat, gik Ernest Thiel bankerot i 1922, og måtte derfor sælge sin samling og hus, der blev opkøbt af den svenske stat.

Harmonisk og solid

Det bemærkelsesværdige ved denne kunstskat er, hvor harmonisk og solid den i grunden er. Tager man for eksempel på Statens Museum for Kunst, eller på de kunstmuseer, som jeg lige har nævnt, så er det slående, hvor lidt skandinavisk kunst, foruden de danske værker, der egentlig er blevet opkøbt af dem.

Det vidner om, at danskerne altid har haft blikket rettet mod Europa, og knapt så meget mod Skandinavien og Norden, når det gjaldt kunst.

Ernest Thiel og familien havde derimod blikket skarpt rettet mod især den skandinaviske udgave af det, som man siden har kaldt for symbolismen, en kunstnerisk retning, der begynder i 1890’erne, og som tager sit afsæt i det naturalistiske maleri, men mætter det med stemning.

Alle var de stærkt præget af naturalismens hang til nøjagtigheder, men samtidig blev de fuldkommen besatte af lyset

Det er faktisk et af de forhold, som kunsthistorikerne først i dag er begyndt at have mere fokus på: 

I Norden tog man den europæiske naturalisme til sig, stærkt inspireret af naturvidenskaben og Darwin, og man rejste til Paris for at lære af tidens mestre, der prædikede, at man skulle male sine værker ude i naturen for at tilegne sig et mere realistisk perspektiv.

Dette, foruden et fokus på socialrealistiske tendenser, der også prægede europæisk kunst, blev senere også et afsæt for mange skandinaviske kunstnere, der simpelthen sprang impressionismen over, som ellers havde taget hele Vesten med storm.

Vi ser det hos malere som P.S. Krøyer, J.F. Willumsen, Ejnar Nielsen, Bruno Liljefors og til dels også Anders Zorn.

Alle var de stærkt præget af naturalismens hang til nøjagtigheder, men samtidig blev de fuldkommen besatte af lyset.

Naturalismen, impressionismen og symbolismen

Man kan, groft sagt, sige at de nordiske kunstnere blandede disse to til tre genrer - naturalismen, impressionismen og symbolismen - og skabte noget særligt, der ikke bare var en kopi af den franske modebølge.

Det er måske derfor, at Thielska Galleriet rummer adskillige værker, der er lige dele symbolisme og naturdyrkelse med rig detaljerigdom.

Men hele tiden drejer de forskellige værker, og selve huset, som Ernest Thiel fik opført som privatbolig, sig om Friedrich Nietzsche.

Han fik bygget et lille tårnværelse, hvor man i dag kan se Nietzsches dødsmaske, som et relikvie, der minder om noget, man kan finde i gamle kirker.

Særligt, og bemærkelsesværdigt for Thielska-samlingen er også, at både Munch og Willumsen var Enere i den Nietzscheanske ånd

Centralt hænger den norske kunstner Edvard Munchs portræt af Friedrich Nietzsche, som han for øvrigt malede flere gange.

I selvsamme rum kan man også se værker af J.F. Willumsen, blandt andet hans fuldkommen spektakulære og betagende bjergbillede, fra en af hans mange rejser til Norge.

Og netop dette maleri illustrerer meget godt, at malerne og mæcenerne kendte hinanden og besøgte hinanden i hele Skandinavien, og at de interesserede for hele Skandinavien som et sted, der var særegent.

Særligt, og bemærkelsesværdigt for Thielska-samlingen er også, at både Munch og Willumsen var Enere i den Nietzscheanske ånd, og det er gængs opfattelse, at Munch nærmest var opfinderen af ekspressionismen, men samtidig usammenlignelig med alle andre kunstnere.

Det er også interessant, at Ernest Thiel også indkøbte to malerier af den danske maler, Vilhelm Hammershøi, samtidig med, at han indkøbte adskillige værker af den svenske maler, Carl Larsson.

Det interessante ved det er, at de begge var tidens førende interiørmalere, at de elskede lyset, og at de gjorde op med datidens indretningsstil, der var præget af det som man kalder for ‘klunkestilen’, der bestod af ophobning, kvaster og pyntegenstande overalt.

I dag er Carl Larssons akvareller og malerier af sit hjem i Dalarna nærmest en prototype på svensk og dansk sommerhusstil.

De lyse farver, de bløde pasteller og almuefarver præger mange sommerhuse i Skandinavien i dag, og selvom hans indretning af hjemmet nok indgik i den svenske skønvirkebevægelse, der trak på bondestilen og tidligere tider, så er det lyset, luften og det åbne rum, der nok mest inspirerer i dag.

Vilhelm Hammershøi var også interesseret i hjemmet, i lyset og i det særlige ved den skandinaviske bygge- og håndværkstradition og natur.

I dag er hans interiørmalerier verdensberømte, og de sælges for astronomiske summer, når de en sjælden gang kommer på auktion.

Ernest Thiel indkøbte to af Hammershøis malerier i 1905. Det ene, et portræt af fem fremtrædende mænd, er i dag kendt som et helt særligt værk af mesteren, og det nærmest oser af den aristokratiske radikalisme, som Georg Brandes talte om.

Det er også helt særligt, fordi formatet for det første er så kæmpestort, og fordi det er det eneste rigtige gruppeportræt, som Hammershøi malede.

Alene det at få lejlighed til at betragte det, var for undertegnede hele rejsen og besøget værd, og det passer faktisk aldeles glimrende ind i hele den imponerende samling.

Som jeg bemærkede, så gled naturalismen og symbolismen nærmest sammen i den nordiske kunst, i slutningen af det nittende århundrede, og det forklarer måske, hvorledes værker af Vilhelm Hammershøi og for eksempel Bruno Liljefors og Oskar Bergman kunne interessere en mand som Ernest Thiel.

De to svenske naturmalere, Bruno Liljefors og Oskar Bergman, var begge stærkt inspireret af japansk æstetik, men samtidig var de enegængere, der drog ud i den svenske vildmark, for at portrættere skærgårdens vidunderlige klippeformationer, søer og lange, parallelle træer, birk og gran, der er så karakteristisk for den svenske natur.  

Oskar Bergman var ukendt for mig, inden jeg rejste til Stockholm, og det var en vidunderlig oplevelse at stifte bekendtskab med hans små, sirlige billeder.

Bruno Liljefors er også afsindig spændende, og det var igen en stor oplevelse, at se flere af hans værker, da Nivaagaard udstillede ham tidligere i år.  

Stockholm er klart et besøg værd. Foruden det helt unikke og specielle Thielska Museum, er et besøg på Prins Eugen Waldemarsudde - endnu en kunstner og mæcen, der har skænket sin anseelige kunstsamling til staten - også en stor oplevelse.

Derudover er et besøg på Stockholms nationalmuseum uomgængeligt.

Det særlige ved flere af de svenske og norske kunstmuseer er, at de har valgt at blande deres malerisamlinger med deres kunstindustrielle museer, i modsætning til i København, hvor disse er forblevet adskilt.

Sammenblandingen betyder især, at det er oplysende og inspirerende at kigge på kunst fra slutningen af det nittende århundrede, fordi datidens kunstnere netop begyndte at arbejde på flere felter, der indbefattede tegning, keramik og bogbinderi, samt kreation af møbler og lignende.

Det er for eksempel interessant og slående, at man på Stockholms Nationalmuseum kan se imponerende værker af den danske kunstner, Thorvald Bindesbøll, der arbejdede med så mange forskellige materialer, og ofte sammen med andre af tidens førende håndværkere.

Gemt for offentligheden

Derfor er det herligt at se bogbindet til ’Den poetiske Edda’, som Bindesbøll designede, stillet ved siden af en af hans karakteristiske keramiske værker, med de smukke mønstre.

Jeg nævner dette, fordi jeg i grunden ærgrer mig over, at vi i Danmark ikke længere synes at interessere os for vores kulturskatte, for eksempel i form af smukke bogbind.

Dansk Designmuseum ejer for eksempel en lang række berømte bogbind, der vandt internationale priser, blandt andet på verdensudstillingen i Paris år 1900.

De er i dag gemt væk for offentligheden, langt nede i deres magasiner, samtidig med, at man flere steder i Sverige og Norge kan se lignende, danske værker på display.

Stockholm er helt sikkert et besøg værd, hvis man som jeg interesserer sig for den skandinaviske kulturhistorie. Og jeg har dog kun berørt meget overfladisk, hvad man kan se og opleve i Stockholm.

Tænk blot på deres skib Vasa, der kan overvælde alle, når man besøger museet, hvor det er placeret.

Finland glimrer dog ved sit fravær i Stockholm

Det interessante i denne sammenhæng er dog, at man i Sverige i slutningen af det nittende århundrede, i høj grad havde fokus på, hvad der skete i de andre skandinaviske lande, som man havde udvekslinger med.

Et forhold, der underligt nok ikke var så fremtrædende i Danmark.

Denne sammenblanding af norsk, svensk og dansk kunst, fra samme blomstrende, kulturelle periode, giver et indtryk af, at der er noget særligt på spil, der er anderledes, og som alligevel minder om hinanden.

Et land er fraværende

Finland glimrer dog ved sit fravær i Stockholm.

Det er på mange måder overraskende, som jeg senere vil vise, selvom man gerne skelner mellem Skandinavien, hvor Finland ikke hører med, og så Norden, hvori Finland indgår.

Ikke al svensk kunst er aristokratisk

Men, som sagt, Stockholm er et af de mange steder i Norden, hvor man bliver nødt til at rejse hen, hvis man altså interesserer sig for den kunst, der i det nittende århundrede blev betragtet som noget af det ypperste og mest originale i hele verden.

Ikke al svensk kunst er aristokratisk, dog. Og selvom Stockholm er rig på betydelige, skandinaviske malerier fra det nittende århundrede, er det på kunstmuseet i Gøteborg, at den største samling af nordisk kunst befinder sig.

Det vender jeg tilbage til senere, når rejsen går dertil...