Annonce

Sundhed, liv og vitalisme i Norge. Tur til Oslo II

Freddy Hagen fortsætter sin nordiske odysse. Her i andet afsnit fra den norske hovedstad
Foto: Freddy Hagen
Vigelandsparken/Frognerparken i Oslo med Monolitten i midten.
Kristiania, som Oslo hed tidligere, har sin egen helt særlige historie omkring det moderne gennembrud.

Selvom København klart var Skandinaviens førende by i slutningen af det nittende århundrede, hvor for eksempel de fleste af nordens forfattere fik deres bøger udgivet, så̊ var de stærkeste kulturelle strømninger også̊ tydelige i de andre landes byer.

Og man kommer ikke udenom ‘Kristiania-Bohemen’, når man taler om det moderne gennembrud. Med forfatteren Hans Jæger i spidsen, satte denne gruppering brand i debatten med en lang række provokerende handlinger.

Hans Jægers roman, ‘Fra Kristiania-Bohêmen” (1886), blev beslaglagt allerede på udgivelsesdagen, og han blev idømt 60 dages fængsel.

I romanen, ligesom i hans og malervennen Christian Krohgs manifest, erklærede han, at de moderne kunstnere skulle skrive om sig selv, og ikke lægge fingre imellem, når det gjaldt om at eksponere deres mindre anstændige sider.

Det svarede omtrent til alt det, som Georg Brandes også̊ havde proklameret, og som han agiterede for gennem hele livet. Det er samtidig også̊ klart, at både Knut Hamsun og vennen Edvard Munch tog disse regler til sig.

'Grand Café'. Per Krohg, 1928. Per Krohg var søn af Christian og Oda Krohg. Foto: Freddy Hagen.

I 2015 kunne man selv i danske aviser læse om den skandaløse lukning af Grand Café, der ligger på Karl Johan Gade i Oslo.

Man mente, at Norge ville tabe en væsentlig kulturel institution, hvis cafeen blev lukket. Men ligesom de mange andre gange, hvor cafeen og hotellet har været lukningstruet, blev den reddet på målstregen.

Den blev opkøbt og restaureret på en sådan måde, at man forsøgte at genskabe meget af det, der har historisk værdi.

I cafeen kom blandt andre Henrik Ibsen, der fik sin egen æresplads

I år er det 150-års jubilæum for den berømte café, hvor den såkaldte Kristiania-Boheme kom og drak sig i hegnet, havde udenomsægteskabelige affærer og generelt manifesterede sig som oprørere og systemnedbrydere.

I cafeen kom blandt andre Henrik Ibsen, der fik sin egen æresplads, og Knut Hamsun, Edvard Munch, Christian Krohg og hans kone Oda var også blandt de prominente stamgæster.

Christian Krohgs portræt af billedkunstneren Gerhard Munthe fra 1885, stående i cafeen, oser af den åndsaristokratiske selvbevidsthed, som der herskede blandt bohemerne.

Christian Krohg: Portræt af Gerhard Munthe, 1885. Oslo Nationalmuseum.

Grand Café var også berømt for at være et sted, hvor kvinder kunne komme sammen med mændene. Men igen var den frie kærlighed noget, der blev praktiseret på godt og på ondt.

Christian Krohgs kunstnerkone, Oda Krohg, havde et intimt forhold til Hans Jæger, der på mange måder var dybt tragisk, og som fik de to mandlige venner til at bryde med hinanden.

I det hele taget var de norske kunstnere i høj grad involveret i datidens store sædelighedsfejder, hvor blandt andre dramatikeren Bjørnstjerne Bjørnson kom i infight med Georg Brandes.

Bogen blev konfiskeret og gjort forbudt med det samme

Bjørnsons drama, ’En Handske’ fra 1883, var et væsentligt indspark i debatten om det hykleri, som datiden så tydeligt bare levede med, og skuespillet handler om en kvinde, der bliver bedraget af sin mand, der har en affære med en anden kvinde. I foragt smider hun sin handske.

Tydeligere blev debatten, da Christian Krogh udgav romanen ’Albertine’ i 1886. Bogen blev konfiskeret og gjort forbudt med det samme, men Krogh kunne året efter fremvise et monumentalt maleri, der portrætterede romanfiguren Albertine, der står i politilægens venteværelse, for at blive undersøgt for smitsomme kønssygdomme.

Romanen, samt de malerier, som Christian Krohg malede med samme tematik, satte prostitution til debat. Albertine var en fattig syerske, der blev tvunget til prostitution, grundet fattigdom, og Krohgs harme, kombineret med Bjørnsons indignation, handlede mest af alt om, at det for mænd var socialt acceptabelt af have udenomsægteskabelige affærer.

Både i Danmark, Norge og Frankrig var der legal prostitution

Hvorimod kvinderne blev betragtet som væsener, der ingen reel seksuel behov havde, samtidig med, at man krævede, at de skulle være dydige og underlægge sig mandens dominans og autonomi.

Både i Danmark, Norge og Frankrig var der legal prostitution, og myndighederne sørgede for at kvinderne blev tjekket for kønssygdomme, samtidig med at tidens moral krævede, at man slet ikke talte om den slags.

Sædelighedsfejden mellem blandt andre Bjørnson og Brandes handlede om, hvorvidt denne dobbeltmoral skulle løses ved, at mændene stoppede med at have sex med mange kvinder, eller om kvindens emancipation grundlæggende skulle føre til, at hun ikke blev udstødt og fordømt, hvis hun gjorde det samme som mændene.

Christian Krohg: I politilægens venteværelse, 1887. Oslo Nationalmuseum.

Set i bakspejlet havde både Bjørnson (Og Dansk Kvindesamfund, der forsvarede ham) og Brandes ret, selvom de var så uenige i dette spørgsmål.

Et godt eksempel på problematikken er Henrik Ibsen, der nok skrev om modige kvinder, der kunne modstå mændene, men som selv havde et barn udenfor ægteskab, som han ikke ville fortælle om i offentligheden.

At kvinder, der faldt i unåde, også̊ kunne ende på samfundets bund, var ikke rigtig en problematik, som Brandes og hans tilhængere gik op i.

I sidste ende betød det i hvert fald, at samspillet mellem kønnene, og synet på den nøgne krop, blev radikalt forandret i slutningen af det nittende århundrede

Men det er samtidig af altovervejende betydning, at kvinder fik en anden status, og at deres seksualitet blev anerkendt på lige fod med mændenes.

Og mange af datidens kunstnere praktiserede allerede den form for ligestilling, ligesom mange kvinder, trods officiel udelukkelse, blev etablerede kunstnere, der kunne leve af deres arbejde.

I sidste ende betød det i hvert fald, at samspillet mellem kønnene, og synet på den nøgne krop, blev radikalt forandret i slutningen af det nittende århundrede, hvilket kom til at få kolossal betydning for kunsten og kulturen.

Exit Oslo 

Theodor Kittelsen: 'Langt, langt borte saa han noget lyse og glitre', 1900. Oslo Nationalmuseum.

Billedkunstneren og illustratoren, Theodor Kittelsen, er en af Norges mest populære kunstnere, der samtidig ofte glemmes, når de ‘rigtige’ kunsthistorikere skal remse Norges betydeligste kunstnere op.

Dette er ikke så̊ overraskende eller særligt, som sådan, for det er ikke noget nyt, at det folkelige og det elitære ikke altid er identiske størrelser.

Kittelsen favner bredt, og han er nok især kendt for sine trolde og sære skovvæsener, men nyder i dag også̊ stor respekt for sine landskabsmalerier og mytologisk ladede og hedensk inspirerede tegninger.

At hans popularitet spænder vidt, er der ingen tvivl om, eftersom mange Black Metal-musikere har brugt hans værker som covers til deres albums, samtidig med, at Kittelsen også̊ er en kunstner, der appellerer til børnefamilier.

Men det er som om, at Norges romantiske malere gav naturen et vældigere udtryk, og mennesket en mindre rolle i deres landskabsmalerier

Maleriet ’Langt, langt borte saa han noget glimte og glitre’ fra 1900, kan læses som en slags kommentar til den svensk-tyske kunstner Caspar David Friedrichs berømte maleri, ’Vandreren over tågehavet’ fra 1818, der på mange måder er indbegrebet af det nittende århundredes romantik.

Friedrichs maleri er så sublimt, fordi det så præcist viser, hvad romantikerne mente med at naturen var besjælet.

Den rygvendte vandrer ser ud over den uendelige horisont, men det er samtidig skildret sådan, at menneske og natur nærmest er ligeligt fordelt, dvs. at de fylder lige meget.

Men det er som om, at Norges romantiske malere gav naturen et vældigere udtryk, og mennesket en mindre rolle i deres landskabsmalerier.

Friedrichs vandrefigur er allerede nået til tops, og skal ikke længere, mens Kittelsens lille vandrer skuer ud over et landskab, som han først skal til at træde ind i.

Det samme gør sig gældende hos den sære og interessante norske maler, Peder Balke. I maleriet, Fra Nordkapp, udført i slutningen af 1840’erne, vises mennesket som et mikroskopisk subjekt i den vældige natur, der måske endda har en ende - et sted, hvor mennesket ikke længere kan komme videre.

Noget lignende gør sig gældende hos J.C. Dahl og Th. Fearnley, hvor menneskets betydning synes at udgøre en forsvindende lille del.

Peder Balke: 'Fra Nordkapp'. Slutningen af 1840’erne. Oslo Nationalmuseum.

På mange måder gentager dette perspektiv sig, da den norske nationalhelt, Fridtjof Nansen, for første gang krydsede indlandsisen på Grønland i 1888, og senere, da han gennem tre år forsøgte at nå̊ Nordpolen med skibet Frem, begyndende i 1893.

Hans kamp for at blive pioner på ‘den nordiske frontier’, gjorde ham til en af Norges betydeligste stjerner i deres formative år, hvor kunstnerne arbejdede for at etablere en særlig norsk identitet, i forbindelse med løsrivelsen fra Sverige.

Faktisk er mange af Norges største kunstnere personligheder, der vendte sig bort fra den mere civiliserede del af kulturen, der foregik i metropolerne, for at vandre ud i naturen.

Men i slutningen af det nittende århundrede sker der imidlertid noget radikalt andet

Det er måske også̊ forklaringen på, at Knut Hamsun ikke er så̊ hyldet i nutidens Oslo, selvom hans hovedværk, ’Sult’, jo foregik der. Også̊ Hamsun havde et stærkt ambivalent forhold til byen, og han har skrevet adskillige romaner, der handler om hans vandreår og liv ude i naturen.

En af hans bedre værker, der for eksempel ikke helt har fået den status, som den burde, er ’Under Høststjernen’ fra 1906, der er første del af hans vandretrilogi.

Lyset bryder frem

Som i malerierne af Kittelsen og Balke, kredsede mange af det nittende århundrede nordiske kunstnere sig om skumringsbilleder og lyset, der er ved at bryde frem.

Men i slutningen af det nittende århundrede sker der imidlertid noget radikalt andet.

Tag for eksempel den norsk-danske maler, P.S. Krøyer, der malede et af sine hovedværker, Sommerdag ved Skagens Sønderstrand i 1884.

Han var en af de mange nordiske kunstnere, der faktisk kunne klare sig fremragende i den europæiske, kulturelle hovedstad, Paris.

Her kunne de svenske malere, Carl Larsson og Anders Zorn, også̊ slå̊ igennem, ligesom den finske maler, Albert Edelfelt, også̊ fik stor succes.

Rent subjektivt, vil jeg hævde, at J.F. Willumsen var den eneste af disse malere, der rent faktisk formåede at skabe betydelige værker fra hele verden

Det underlige og interessante er, at de nok kunne klare sig som internationale malere, men at deres eftermæle i altovervejende grad er blevet som malere, der har betydning som nationale kunstnere, der formåede at skildre noget særligt, der var unikt og lokalt.

Mange kender angiveligt ikke til Zorns og Larssons malerier fra parisertiden, ligesom Krøyers ellers fremragende billeder derfra, langt fra er lige så̊ kendte, som hans værker fra Skagen.

Rent subjektivt, vil jeg hævde, at J.F. Willumsen var den eneste af disse malere, der rent faktisk formåede at skabe betydelige værker fra hele verden, i denne særlige periode, og som kun kan ligestilles med fauvisten, den franske kunstner, Paul Gauguin, der for øvrigt var gift med en dansk kvinde, og som fik stor succes med sine portrætter af kvinder på Tahiti.

P.S. Krøyer: 'Sommerdag ved Skagens Sønderstrand', 1884. Den Hirschsprungske Samling.

Et rigtig eksempel på hvor vigtigt det i grunden var, at malerne under det moderne gennembrud kendte deres motiver meget intimt, er impressionisten over dem alle, den franske kunstner, Claude Monet, der besøgte Norge i 1895.

Her malede han adskillige motiver af bjerget Kolsås, helt i stil med de japanske kunstnere, Utagawa Hiroshige og Katsushika Hokusai, der også̊ portrætterede det samme bjerg, igen og igen.

Problemet er bare, at disse malerier af Claude Monet faktisk ikke er specielt indtagende. Det er som om, at den fortryllende effekt, som hans åkandebilleder og motiver fra hans hjemstavn, har noget andet - og mere - at byde på.

Claude Monet: 'Mount Kolsås', 1895. Oslo Nationalmuseum.

Tilbage til Krøyers maleri af de badende børn. Det var et motiv, som han senere vendte tilbage til, og i dag vil de fleste nok forbinde hans værker med det helt specielt lys, som Skagen er berømmet for.

Det er hverken naturalisme eller impressionisme, men et eller andet derimellem, ligesom jeg påpegede, i mit essay i denne serie, om det moderne gennembrud, set gennem byen Stockholm.

De nordiske malere begyndte i slutningen af det nittende århundrede i stigende grad at fokusere direkte på lyset

De skandinaviske kunstnere praktiserede ikke i udpræget grad impressionismen.

De nordiske malere begyndte i slutningen af det nittende århundrede i stigende grad at fokusere direkte på lyset. Et eksempel er den danske maler, Valdemar Schønheyder Møller, men også̊ den svenske maler, Per Ekström, der begge vendte sig direkte mod solen og forsøgte at male hvad de så̊.

Her var det slut med de skumringsprægede og mørke motiver, hvor lyset er ved at bryde frem.

Per Ekström: 'Sol og Snö. Stockholmsmotiv', 1891. Gøteborg Kunstmuseum.

Krøyer, Schønheyder og Ekström var på mange måder foran deres tid. I kølvandet på, men nærmest også̊ simultant, var sport og sundhed kommet mere og mere i vælten.

På Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888, fik sporten også̊ en fremtrædende plads. Og det kom til at få stor betydning for den kulturelle udvikling, der samtidig blevet afspejlet i datidens kunst.

 

Tredje afsnit om Oslo følger i næste uge.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet