I 1906 udkom Knut Hamsuns lille novelle ‘Under høststjernen’. Meget passende udkommer den nu igen fredag på Norges nationaldag.

Det var samme år, hvor Johannes V. Jensen udgav sin berømte digtsamling ‘Digte 1906’. Heri er blandt andet det berømte digt, ‘Ved frokosten’, hvor han i et klart og næsten brovtende sprog hylder den danske nationalspise.

‘Digte 1906’ indeholder også digtet ‘Paa Memphis Station’, hvor digter-jeget befinder sig i en eksistentiel krise, og ikke rigtig aner hvad han skal gøre ved den rastløshed, som plager ham.

Set samlet er disse digte meget symptomatiske for den vitalistiske vending, der udfoldede sig i fuldt flor dengang i begyndelsen af det nye årtusinde.

Og netop Knut Hamsun og Johannes V. Jensen mindede ret meget om hinanden på flere områder. De havde begge rejst i Amerika, og de var begge meget vægelsindede, når det gjaldt storbyens kulturelle elite.

De var skeptiske overfor denne elites værdier, og derfor hyldede de udkantsområder, og de mennesker, der levede der.

Ro i udkanten

Mens Johannes V. Jensen fandt ro, derude i udkanten, sammen med andre, ligesindede kunstnere, var Knut Hamsun mere urolig, og gennem hele livet strejfede han rundt, og flyttede hid og did.

Da han debuterede med det geniale og selvbiografiske mesterværk, ‘Sult’ i 1890, blev han faktisk ikke hyldet fra den ene dag til den anden.

Datidens store kritiker, Georg Brandes, mente for eksempel, at romanen var sløj og for gentagende i sin form.

Efter at have vundet Nobels Litteraturpris i 1920, for romanen ‘Markens grøde’, blev han i stigende grad berømt i Tyskland

Men siden er dette værk blevet ophøjet til at være et af tidens bedste romaner, der så fint fangede det urolige, det desperate, det vanvittige, balancerende mellem det geniale og det gale, med storbyen som centrum.

Også Hamsuns noveller, ‘Pan’ og ‘Mysterier’ er i dag klassikere, som endnu læses med positive briller.

Og det på trods af, at Knut Hamsun faktisk faldt i unåde i tiden op til Anden Verdenskrig, og efterfølgende, fordi han hyldede Nazityskland.

Efter at have vundet Nobels Litteraturpris i 1920, for romanen ‘Markens grøde’, blev han i stigende grad berømt i Tyskland, og faktisk gav han i 1943 sin medalje væk til Tysklands propagandaminister, Joseph Goebbels.

Eftermælet

Men Thorkild Hansens berømte bog, ‘Processen mod Hamsun’ fra 1978, blev meget udslagsgivende for forfatterens renomme, med det til følge, at man nærmest helt frikendte ham for hans nazistiske begejstring.

Det er der imidlertid blevet lavet kraftigt om på, med Tore Rems bog, ‘Knut Hamsun: Rejsen til Hitler’, der udkom i 2014, hvor det bliver eksplicit, at Hamsuns respekt for nazismen ikke er til at overse.

At skandinaviske kunstnere dengang kunne lade sig forføre af nazismen, og omvendt, var slet ikke usædvanligt.

Den norske maler, Bruno Liljefors, var også anerkendt af Joseph Goebbels

Johannes V. Jensen var dog ikke naiv, og tog tidligt afstand fra nazismen, selvom også dele af hans forfatterskab kan læses som en bekræftelse af den nazistiske racelære (især i hovedværket ‘Den lange Rejse’).

Den norske maler, Bruno Liljefors, var også anerkendt af Joseph Goebbels, og faldt derfor i unåde efter krigen, men er i dag blevet genstand for ny interesse som maler.

Det er selvfølgelig en historisk forankring, man som læser bør medtage, når man i dag forholder sig til disse kunstnere.

Noget mere naturligt

Det er også tilfældet med Knut Hamsuns novelle ‘Under høststjernen’. Knut Hamsun benytter sig af sit fødenavn, Knut Pedersen, i novellen, der for øvrigt er første del af den serie, der i dag går under navnet ‘Vandretrilogi’.

Bogen handler om denne kunstneriske storbytype, der er led og ked af livet i den pulserende metropol.

Han lider af tidens sygdom ”neurasteni”, en nervesygdom, som man dengang mente, at mange geniale kunstnere led af.

Vor helt beslutter sig derfor for at drage ud på landet, hvor han nægter at følge med i tidens aviser og debatter.

Men i novellen er alting ikke fryd og gammen

Han lyver om sin identitet, og forsøger at blive integreret med landbefolkningen og falde ind i den rytme, der hersker her.

Han arbejder med sin krop, og langsomt føler han, at han kommer tættere på noget egentligt, noget mere naturligt.

Det er en position, der er eksplicit rettet imod det moderne liv og alle dets værdier. Samtidig er det en hyldest til et mere simpelt liv, samt en tilknytning til jorden og naturen.

Men det er samtidig også overordentlig smukt skrevet, og det er ikke forblændet romantik. Jeg-personens rastløse tilværelse kræver, at han prøver at undslippe sit ”tankemylder” og grundfæste sig i noget mere harmonisk.

Og naturbeskrivelserne er virkelig smukke, og som læser bliver man overrasket over, hvor godt de rammer vor egen tid, hvor flere og flere flygter ud af byerne, for at finde ro i naturen.

Bølgedale

Men i novellen er alting ikke fryd og gammen. Det er bølgedale, der beskrives. Både Knut Hamsun og hans jeg-person i novellen, var passionerede mennesker, der var vilde med kvinder.

De er sanselige, og de bliver ofre for ustyrlige lidenskaber, der bryder grænser ned. Visse passager i novellen minder forbløffende meget om vor tids kritik af stalkere, der chikanerer kvinder, fordi de ikke kan besidde dem.

Men samtidig er disse sjælelige bølgedale også et billede på det moderne, splittede menneske, der både er frigjort i stigende grad, men samtidig lider under et massivt værditab.

Og det er nok også nøglen til at forstå, hvorfor så sensitive og højt begavede kunstnere, som Knut Hamsun, kunne ende med at tage så grueligt fejl.

Der er noget usædvanligt sensitivt over Hamsuns naturbeskrivelser

Selve novellen er virkelig en fornøjelse at læse. I modsætning til for eksempel bøgerne ‘Sult’, ‘Pan’ og ‘Mysterier’ er den meget mere afdæmpet, og jeg-personen er ikke helt så neurotisk og rasende, som i disse mesterværker.

Og det gør faktisk, at ‘Under høststjernen’ er båret af sin helt egen skønhed og smukke stil. Den er virkelig en stor nydelse at læse i.

Der er noget usædvanligt sensitivt over Hamsuns naturbeskrivelser, der er lige ved at kamme over, og blive til noget, der minder om sangen ‘Er du dus med himlens fugle’.

Men det er netop også det, der gør novellen mere munter og at man som læser nyder den enkelthed, som forfatter og jeg-fortæller oprigtigt søger, derude i udkanten af den store forfaldskultur i metropolerne.

Maskinstormeri

Det er både interessant og tankevækkende, at disse forskellige kunstnere, der senere faldt i unåde, i dag bliver set på med nye øjne, her især fordi de var så gode til at betragte den lokale natur og livet udenfor de internationalt orienterede metropoler.

Deres maskinstormeri og mishag over for den øgede industrialisering og fremmedgjorthed overfor naturen, er synspunkter, der i dag flugter med flere og flere mennesker.

Selv læste jeg Knut Hamsuns samlede værker som helt ung

Måske udviklingen derfra, og så til en hyldest til et fascistisk regime, i dag kunne give disse mennesker en form for øget bevidsthed om, at deres vægring mod det bestående også kan være farlig? 

Sidst men ikke mindst bør det nævnes, at den danske oversættelse virker forbløffende godt. Selv læste jeg Knut Hamsuns samlede værker som helt ung. Det var på norsk, men det er også let at gå til.

En gensyn med Hamsun, og nu på dansk, er virkelig en positiv oplevelse, som mange kunne drage fordel af at gå til.

 

Knut Hamsun: ’Under høststjernen. En vandrers fortælling’. På dansk ved Axel Sørensen og Arild Batzer. 177 sider. Batzer & Co. Roskildes Bogcafé. Bogen udkommer i dag.