Under pagodernes brede tage i Japan tegner der sig et sælsomt og århundredgammelt skyggespil, der måske bærer et æstetisk og nationalt budskab.

Det er i hvert fald sådan, at den japanske forfatter, Junichiro Tanizaki (1886-1965) opfattede det, da han i 1933 publicerede det lille essay ‘Til skyggernes pris’, der nu foreligger på dansk.

‘Til skyggernes pris’ er på mange måder et fascinerende skrift om æstetik og opmærksomhed. Ifølge Junichiro Tanizaki var Japans udvikling stærkt påvirket af amerikansk kulturindustri og vestlig teknologi.

Ikke som sådan en overraskelse, landets udvikling taget i betragtning, eftersom dets modernisering kom sent og stærkt accelererende, på grund af dets tidligere hermetiske lukkethed.

En lignende kulturkritik findes også i andre lande, og til andre tider.

Det, der i Junichiro Tanizakis øjne fremstod som et slående kulturelt brud, var især brugen af elektrisk lys.

Dengang blev byerne i stigende grad oplyst, og selvom man nok forsøgte at tilpasse disse installationer den japanske, traditionelle arkitektur og levevis, lykkedes det i grunden aldrig.

Måske det er mest tydeligt i dag, hvor man ser ledninger hængende ned langs bygningerne og skinnende sanitære løsninger overalt i Solens rige.

Skyggernes æstetik

Det interessante ved Junichiro Tanizakis reflektioner omkring skyggernes æstetik, er hans sensitive forståelse af skønheden i alt det, der synes at indoptage lyset i mørket.

Han påpeger, at traditionel japansk arkitekturs brug af blandt andet papirvægge fungerer som lysfangere, der dæmper lyset og samler skyggerne i en mat, dyb koncentration af meditativ karakter.

Denne mathed sporede Junichiro Tanizaki også i japanske lakarbejder, i traditionel keramik, i tin- og sølvtøj, der skattes for dets patinerede egenskaber, fordi japanerne ikke pudser det, ligesom vesterlændinge ynder at gøre det.

Ifølge Junichiro Tanizaki er glæden ved de matte skygger iboende den japanske æstetik på en sådan måde, at det optræder alle steder i samfundet.

Junichiro Tanizaki tilhørte en ny litterær tradition, der forsøgte at tage et opgør med tidens naturalistiske modernitet

Skyggerne er for eksempel essentielle i de klassiske, japanske toiletter og i deres offentlige parker, hvor japanerne sætter pris på træernes og buskenes kondensering af lyset.

Når Junichiro Tanizaki beskriver hvorledes det elektriske lys bryder med den japanske skønhed, og hvordan alt det, der skinner, ødelægger dybe æstetiske værdier, så handler det også om fraværet af materialisme, om ødelæggelsen af solnedgange og forstyrrelse af ro og behagelige klimatiske løsninger.

Han taler om hvorledes de elektriske lamper konkurrerer med de elektriske faner, der snurrer i restauranternes lofter, fordi der bliver for varmt. Og han skriver om hvorledes vesterlændinges ”hvidhed” brutalt udsletter skyggerigets mystik og mytologi.

Junichiro Tanizaki tilhørte en ny litterær tradition, der forsøgte at tage et opgør med tidens naturalistiske modernitet, og han hyldede det diffuse, det mystiske og alt det, der ikke kan siges klart.

Han pointerede, at antydningens kunst var en måde, hvorpå man kunne bevare den japanske æstetik, der døde gennem den teknologiske revolution.

Lyden af stearinlys

‘Til skyggernes pris’ er overordentlig smukt skrevet. Junichiro Tanizakis brug af sanser og hans veludviklede og sarte sensitivitet er fascinerende og oplysende. Og han var ikke alene om at gå i den æstetiske retning i denne periode.

Også den tyske forfatter, Ernst Jünger, beskæftigede sig med synæstetiske erfaringer som en særlig værdi, da han i 1929 publicerede ‘Det eventyrlige hjerte’, som han senere, i 1938, genudgav i en redigeret og bearbejdet udgave.

For det er forestillingen om synæstetiske erfaringer, der er på spil i essayet ‘Til skyggernes pris’. Konstant forsøger Junichiro Tanizaki at sætte ord på det, der i grunden ikke kan udsiges, for eksempel at et stearinlys’ skær har en bestemt og meget særlig lyd.

Også Hammershøis æstetik opstod på et tidspunkt, hvor det elektriske lys og modernitetens mange installationer syntes at ødelægge noget værdifuldt

Disse sammenblandinger er sanserne er overordentlig interessante og æstetisk mættede beskrivelse, som man virkelig nyder at forsøge at forstå, når man læser ‘Til skyggernes pris’.

Det er værdier, der optræder gennem opfattelsen af alt det skønne i tilgangen til lys og genstande. For eksempel skriver Junichiro Tanizaki om japanske møbler, der er dekoreret med guld.

De fremstår som grimme og imposante, ifølge ham, når de udsættes for direkte lys, men i de skyggefulde, traditionelle værelser, hvor lyset er dæmpet, fremstår guldet som en dyb solnedgang.

Selvom Junichiro Tanizaki taler om en særlig japansk æstetik, der var truet af vestlig teknologi og lysopfattelse, var han ikke alene om at opdage disse flygtige værdier.

Tag for eksempel den danske maler, Vilhelm Hammershøis mange portrætter af tomme værelser, hvor lyset spiller en central rolle, fordi skyggespillet på væggene, dørkarmene og de matte messingbeslag nærmest hensætter beskueren i en meditativ mættethed.

Også Hammershøis æstetik opstod på et tidspunkt, hvor det elektriske lys og modernitetens mange installationer syntes at ødelægge noget værdifuldt.

Traditionelle værdier

På mange måder er ‘Til skyggernes pris’ en blandet oplevelse. Essayet er forbløffende inspirerende, og det er så smukt og intenst skrevet.

Alligevel indeholder den også passager, der får en til at stritte imod. For eksempel hylder Junichiro Tanizaki tidligere tiders feudalsamfund og mandsdominerede kvindeopfattelse.

Det er en tendens, som man også ser tydeligt i den japanske forfatter, Yukio Mishimas (1925-1970) litteratur og æstetiske opfattelse.

Han hyldede også de traditionelle, japanske værdier, men endte i ekstremisme.

I et håbløst opråb til oprør, endte Yukio Mishima med at begå harakiri (seppuku) foran en japansk hærenhed, fordi de ikke ville deltage i hans oprør mod det, som han mente var den amerikanske kulturindustris ødelæggelse af den japanske livsførelse.

Skyggerne forsvinder med modernitetens brug af store vinduer og fraværet af hjørner og frie, rene flader, der ikke skinner

Alligevel var både Junichiro Tanizaki og Yukio Mishima fascinerende forfattere, der dyrkede det skønne på en helt særlig måde, der synes at have en dyb og erkendelsesmæssig kvalitet, der virker tiltrængt i dag.

Det samme kan siges om Vilhelm Hammershøis malerier, der i dag er så eftertragtede og dyre.

Skyggerne forsvinder med modernitetens brug af store vinduer og fraværet af hjørner og frie, rene flader, der ikke skinner.

Det virker som om, at moderniteten ikke vil tillade det dunkle, det uklare og det uskarpe. For selvom det ser ud som om, at vi i stigende grad sætter pris på, at vores rum ikke sådan bliver overfyldte med materielle genstande, så er det grelle lys fra tv-skærmene og mobiltelefonerne, og fra gadernes stærkt oplyste og skingre lysreklamer, fjender af skyggernes magiske spil.

Junichiro Tanizaki skrev direkte, at den moderne teknologi var kommet for at blive, og at man umuligt kunne rulle den tilbage, men efterspurgte samtidig en tilgang til kunsten og kunsthåndværket, der måske kunne forhindre ødelæggelsen af alt det fine og stillestående, der forefindes i de hvilende skygger.

Sommerhusets æstetik

Måske vi netop forsøger at bevare noget af alt dette i vores sommerhuse, her i Danmark, så langt væk fra Japan, der helst ikke skal være alt for moderne, og hvor alting ikke behøver at fremstå så sanitært skinnende? 

Et sted, hvor vi sætter pris på træ og andre naturlige materialer og overflader med patina, og hvor vi priser os lykkelige over, at træer og buske kaster skygger og giver køligere opholdssteder.

Det er som om, at vi endnu erindrer en tid, hvor vi faktisk var tættere på skyggerne, som vi satte pris på.

Og det er samtidig som om, at vi i stigende grad har fået fokus på, at vores omgivelser gør noget ved vores mentale helbred, der ikke afhjælpes via en sanitær, nøgtern og effektiv tilgang.

Her rammer Junichiro Tanizakis essay noget, der kan resonere med vor egen tid

Det rene, skinnede fernis, der har været så eftertragtet gennem så mange årtier, hvor byernes glaspaladser ikke ældes med en særlig interessant ynde, bliver i stigende grad mødt af mishag og modstand.

Her rammer Junichiro Tanizakis essay noget, der kan resonere med vor egen tid. ‘Til skyggernes pris’ er oversat af den allestedsnærværende Mette Holm, og bogen er udgivet af Forlaget Korridor.

Og ligesom forlagets mange andre udgivelser, der mestendels består af asiatisk litteratur, er denne bog også særdeles smuk.

Bogens guldsnit og smukke foromslag er ikke til at overse. Der er virkelig gjort noget ud af udstyret, og mærker ligefrem også, at der er tænkt over detaljerne.

Det solide og det sirlige

Xylograf Frederik Hendriksen (1847-1938) fik stor indflydelse på dansk æstetik i slutningen af det nittende århundrede. I 1884, da Dagbladet Politiken udkom første gang, kunne man læse hans artikel, ‘Om vore Bøgers udstyrelse’ på forsiden.

Her beskrev han hvorledes de maskinproducerede ”pragtbind”, der dengang var så moderne, på så mange måder fremstod som ”imitationer”, der var helt igennem grimme.

Det samme sagde han om selve bøgernes tryk af træsnit og opsætning. Det hele var bare så grimt, fordi man indbildte sig, at man med maskiner kunne kopiere de traditionelle håndværk, uden at noget gik tabt.

De har en helt særlig tilgang til æstetik

Forlaget Korridor udgiver ikke bøger, der skal fremstå som specielt dyre og ”fine”. De har en helt særlig tilgang til æstetik, der på en nærmest uanseelig måde betoner det solide og det sirlige, med deres farvede snit og syede rygge.

De gør ikke et prangende udtryk, og forsøger ikke at ligne noget, de ikke er. Måske de netop derfor er så forbandet lækre og smukke? 

Jeg tror det.

 

Junichiro Tanizaki: ’Til skyggernes pris’. Oversat af Mette Holm. Med et efterord af Alex Hummel Lee. Indeholder også Tanizakis debuthistorie ‘Tatoveringen’. 105 sider. Forlaget Korridor, 2024.