Hans roman ’Flugt’ var stilistisk original og rytmisk suveræn, men først og fremmest viste han, at menneskelige relationer er så dybe og ubrydelige, at man ikke bare sådan kan løsrive sig, selvom vi lever i en tid, hvor individualismens evangelium har vundet ‘værdikampen’.

Nu har Tiller skrevet en mindre stilistisk ‘kunstlet’ roman, men til gengæld har han skruet op for de menneskelige rødders forplantning op gennem generationer, så det ikke er til at komme udenom, at det såkaldte ‘klassesamfund’ endnu lever som et spøgelse, der ligger og lurer i sjælenes dybeste kringelkroge.

I ’Arbejderhjerte 1’ følger vi den midaldrende mand, Trond, der er vokset op i arbejderbyen Namsos i 1970’erne.

Hans familie har rødder i arbejderbevægelsen, og gennem tre generationer har hans forfædre på faderens side arbejdet på et savværk, der voksede sig store via den spirende industrialisering.

På mødrenes side er det religiøs dogmatik og moralisme, der har præget generationen, indtil moderen - helt i tråd med tiden - begynder at gøre oprør.

Velfærdsstaten forandrer alt

Tronds fader var aktiv kommunist, og han brændte for arbejderbevægelsens og fagforeningens opgør med udbytning, hvilket har givet ham en position i den plagede og fattige arbejderby, hvor befolkningen er delt mellem de mere heldige arbejdere, og så alle dem, der går under i druk og lediggang.

Det interessante er så, at Tronds forældre oplever fagforeningen og Socialdemokratiets oprettelse og gennemførelse af velfærdsstaten, hvilket forandrer alt.

Her smuldrer især deres værdier, selvom forbedring af livskvaliteten på det materielle plan samt opgøret med den religiøse dogmatisme bliver gennemført radikalt.

Men i 1980’erne, efter Murens og kommunismens fald, oplever han nogle euforiske år

Og det hele planter sig i Tronds liv, der er familiens mønsterbryder, og som får en uddannelse på universitetet og flytter fra regionen ind til en større by og middelklassens herligheder.

Men i 1980’erne, efter Murens og kommunismens fald, oplever han nogle euforiske år, hvor alle faderens paroler om ‘arbejderklasse’, ‘kommunisme’ og ‘solidaritet’ bliver til amerikaniseret kitsch.

Uden at Trond kan gennemskue det, rammer det faderen dybt, der nærmest forvitrer og mister sin identitet.

Men dette værdimæssige kollaps rammer senere Trond selv, der ikke kan falde i hak med de andre middelklasseborgere, og han begynder irrationelt at bryde sig selv ned.

Vågner til dåd

Det er denne krise, der spejler sig i hans forældres tidligere krise, som Carl Frode Tiller så mesterligt skildrer.

Under den postmoderne overflade, hvor det ser ud som om, at klassesamfundet er forsvundet, og alle mennesker ligner hinanden i stigende grad, ser det radikalt anderledes ud.

Det viser sig især i 2010’erne, hvor faderen pludselig vågner op til dåd, og får interesse for Tronds politiske arbejde for Socialdemokratiet.

Han klandrer partiet for at have svigtet arbejderne, og han peger på, at uligheden stiger, at historien kort sagt gentager sig.

Alle disse relationer er beskrevet med en finesse og dybde, som man ikke kan finde mange andre steder

Og i modsætning til Tronds forventninger om, at faderen vil reagere med hån, eftersom han som kommunist tidligere ikke havde meget tilovers for Socialdemokratiet, har han nu plantet sit håb om en mere fair og progressiv udvikling hos dem.  

Alle disse relationer er beskrevet med en finesse og dybde, som man ikke kan finde mange andre steder. Det er en subtil og tragisk fortælling, som undertegnede kan genkende meget af.

Det er slående, hvorledes Norges etablering af velfærdsstaten og klassesamfundets forsvinden som noget, der eksisterer i vores sprog og virkelighedsopfattelse, minder ekstremt meget om det, der skete samtidig i Danmark.

Det handler om hvorledes Trond, ligesom mange andre mønsterbrydere, befinder sig i et uholdbart krydsfelt, hvor han både svigter forholdet til faderen, som han i virkeligheden elsker dybt, og samtidig reagerer destruktivt, da han opdager, at hans nye middelklassevenner faktisk hader hans opvækst, og på den vis forhindrer ham i en forsoning med selvsamme.

Ikke nostalgisk

’Arbejderhjerte 1’ er bestemt ikke en nostalgisk roman, hvor fortiden forherliges. Tværtimod. Den peger derimod på en værdikrise i samtiden, der også er politisk, og som omhandler relationer, som de fleste i virkeligheden nok kan genkende.

Bogen indeholder ingen nemme svar, men den peger på problematikker, der ikke bare sådan forsvinder.

Men i modsætning til dem begge, er Carl Frode Tiller afvisende overfor individualismens selvfedme og virkelighedsopfattelse

At gøre en midaldrende mønsterbryder fra arbejderklassen til en antihelt, er slet ikke så særegent, for det samme har den franske provoforfatter Michel Houellebecq gjort et utal af gange, og ligeledes var det sådan den norske forfatterstjerne, Karl Ove Knausgaard gjorde i sin massive roman, ’Min Kamp’.

Men i modsætning til dem begge, er Carl Frode Tiller afvisende overfor individualismens selvfedme og virkelighedsopfattelse.

Man kan sige, at Carl Frode Tiller i ’Arbejderhjerte 1’ anvender selvsamme prosaiske stil, som Knausgaard, men samtidig gør han op med denne forfatters individualisme, som i ‘Min kamp’, bliver til alles.

Bør læses af alle socialdemokrater

’Arbejderhjerte 1’ er især vigtig og suveræn, fordi den blotter det kollektive, som individualismen nærmest hånligt afviser som noget, der er reelt, men som påvirker menneskers liv i et endnu eksisterende klassesamfund, der har mistet væsentlige værdier, om som nok også mangler en ny vision og et moralsk kompas, der kan sone og heale de konflikter, der under overfladen skaber et morads af mismod og irrationel ensomhed.

Sidst, men ikke mindst, udmærker romanen sig ved, kun drypvist at handle om reel politik

Bogen bør især læses af alle socialdemokrater, der mener sig i stand til at fastholde forbindelsen til arbejdere og deres værdier. Den peger på et kollaps, hvor nogle vigtige værdier i denne forsvindende klasse bliver glemt og latterliggjort til skade for mange flere, end det umiddelbart ser ud til på overfladen.

Og Carl Frode Tiller gør dette, så det gør ondt helt ind i hjertekulen, hvor så mange længes efter afklaring og løsninger på konflikter, der synes uoverskuelige.

Sidst, men ikke mindst, udmærker romanen sig ved, kun drypvist at handle om reel politik, om fagforeninger, skolevæsen, opdragelse og indvandring for eksempel.

Det handler meget mere om den enkeltes skæbne, ramt af personlige værdikriser, hvilket gør dramaet så meget mere intenst og virkeligt.

Carl Frode Tiller: ’Arbejderhjerte 1’. 351 sider. Udkommet 1. oktober 2024. Forlaget Gutkind.