Romanen ‘Flugt’, skrevet af den ekstremt positivt anmeldte forfatter, nordmanden Carl Frode Tiller, er en helt igennem original tekst. Dens stil er særegen, og den minder på mange måder om et stykke komponeret musik.

Det er slet ikke overraskende, fordi det er Carl Frode Tillers intention med romanen: At skrive et stykke lyrisk prosa, der følger den kontrapunktiske, mekaniske musik, sådan som ‘Den femte evangelist', Johannes Sebastian Bach, gjorde det, i sine stykker for klaver og i sine fugaer.

Romanen handler om moderen og musikeren, Elisabeth, der er i chok. Det er hendes mand, Sakarias, også. De har nemlig mistet deres 12-årige søn, Johannes, der er død i en trafikulykke.

Tragediens passager hinsides fornuften

Elisabeth kan huske steder, hvor hun aldrig har været. Hun kan erindre ting, som barnet kun har oplevet.

Hun kan se hele scenarier, fragmenter fra fortiden og nutiden, fra andre perspektiver end hendes eget. Hun oplever sekvenser i sønnen Johannes’ liv, som hun aldrig har været vidne til.

Elisabeth er i symbiose med sin afdøde søn, med familien, broderen, hendes ægtemand og moderen, der er på plejehjem. Det er en choktilstand, hvor hendes eget Jeg hele tiden fortrænges, for at give plads til de mange andre Jeg’er i hendes liv.

Til gengæld er disse poetiske indfald så rammende og præcise, at man som læser sidder og får kuldegysninger over skønheden i diktionen

Hun bliver slynget ud af sig selv gennem alkohol og musik. Når hun spiller passager af Bach, eller lytter til mesterindspilninger af ikonerne Glenn Gould og Andréas Schiff, så svæver hun væk fra sig selv, glider ind og ud af de andre, og opdager deres sindstilstande, deres kvababbelser i livet, deres kampe med sorg, ensomhed og identitet.

Tonerne i Bachs musik får hende til at tænke på dugdråberne på en kvist. Men romanens struktur er egentlig kun delvist kreeret af sådanne fine observationer.

Til gengæld er disse poetiske indfald så rammende og præcise, at man som læser sidder og får kuldegysninger over skønheden i diktionen.

Romanen fremstår dynamisk, nærmest mekanisk, ligesom Bachs musik. I begyndelsen er den vanskelig at komme ind i, fordi de mange Jeg’er umærkeligt glider over i hinanden.

Men ligesom med Bachs musik, der er lige dele matematik eller mekanik, og universel storhed, som var det selve verdens orden og skønhed, der træder frem gennem flerstemmigheden med de kontrapunktiske stød, hvor de forskellige stemmer når hinanden og bliver til En, der opleves romanens tekst som et konglomerat af begge dele.

Det er romanens egentlig eksplicitte samfundskritik: At selv de spirituelle institutioner ikke anerkender chokket ved et tab, der har karakter af symbiose

Det er, som sagt, den dybeste sorg, der forsøges skildret. Det er tragediens passager, som Carl Frode Tiller åbner sluserne for.  

Elisabets mand er opvokset i et strengt missionshjem, og han anerkender ikke den del, at vi alle er en del af samme krop. Den lokale præst vil heller ikke anerkende, at hun endnu kommunikerer med sin søn.

Det er romanens egentlig eksplicitte samfundskritik: At selv de spirituelle institutioner ikke anerkender chokket ved et tab, der har karakter af symbiose, og at man ikke bare sådan mister i traditionel forstand, fordi ens tilknytning fortsætter, ligesom er en del af ens eget kød.

Rørende og gribende

Det er vanskeligt at skrive mere præcist om denne roman. Der kan afsløres meget, og det ville egentlig ikke gøre noget mod læseglæden for den, der beslutter sig for at gå om bord i teksten.

For eksempel er den 12-årige nu døde dreng transkønnet, og jeg nævner det udelukkende, fordi denne del af romanen faktisk IKKE er irriterende WOKE.

Men derimod så fintfølt, så rørende og så gribende, at man bare bliver nødt til at bøje sig og anerkende, at det ikke bare er tidens mode, der her gør denne del relevant.

Tilgangen er modig, men det er forbløffende, hvor godt det egentlig fungerer

Det er en roman, der ikke rigtig kan sammenlignes med nogen andre tekster. Tilgangen er modig, men det er forbløffende, hvor godt det egentlig fungerer. Og den er netop musikalsk.

Det anerkender man efter endt læsning, hvor man tager sig selv i ligesom at gå i gang igen, begynde ved et af romanens mange spor, og så derfra glide ind i dette sære, mekaniske sprog, der indeholder muligheden for at lære at flyve på tragediens mærkværdige åbninger: 

Det religiøst bevægende, som selv en forbenet agnostiker som undertegnede ikke kan fornægte eksisterer som mulighed.
 

Carl Frode Tiller: ’Flugt’. På dansk ved Sara Koch. 223 sider. Forlaget Gutkind. 2023.