Og ja, det lyder jo unægtelig lige så gakket, som det i grunden også var. Ideen blev også undfanget på en hippiefarm i Mexico, der gik under navnet, Synergia Ranch, ledet af utopisterne John P. Allan og Marie Harding.
Her kom rigmanden Ed Bass på besøg, og han finansierede det projekt, der senere blev døbt Biosphere 2.
Det drejer sig om en gigantisk arkitektonisk gestalt, bestående af en række drivhuslignende kupler, hvorunder forskellige økosystemer blev sat i værk, heriblandt en ørken, en regnskov og et koralrev.
Kort sagt skulle Biosphere 2 fungere som et moderne økologisk bæredygtigt system
Det hele blev gasdrevet, og den eneste egentlig forsøgsmæssige detalje, der er værd videnskabeligt at tage højde for, er ideen om, at det skulle fungere som et ‘lukket system’, i den forstand, at det skulle producere sit egent oxygen og være selvforsynende, selvgenererende og selvnedbrydende.
Kort sagt skulle Biosphere 2 fungere som et moderne økologisk bæredygtigt system, omtrent ligesom de eldrevne biler, hvor vi heller ikke bruger specielt meget tid på at spekulere over, at de er skabt via fossil udvinding.
‘Det biosfæriske menneske’ består hovedsageligt af Mark Nelsons originale dagbøger, som han skrev i de to år, hvor han boede i dette system, men indledningsvist får vi også præsenteret redaktør Jacob Lillemoses akademisk-kunstneriske projekt, der ligger i forlængelse af tanker og ideer som disse.
Projektet var som sagt en fuser, men det er nu ikke helt så overraskende
Han har også truffet Mark Nelson flere gange, der også har besøgt Danmark.
Projektet var som sagt en fuser, men det er nu ikke helt så overraskende, eftersom videnskabelige forsøg i en sådan skala netop forventes at indeholde problematikker, som man kan lære af efterfølgende.
Derfor er nok også, mest af alt, selve ideen, og visualiseringen af denne, der er så tiltrækkende og interessant.
Jeg husker i hvert fald selv dengang, i 1991, hvor man i nyhederne på TV hørte om disse personer, der nu flyttede ind i dette sære biologiske univers.
Men faktisk minder det hele i grunden om en science fiction-film, der kom omtrent samtidig med, at disse hippier fik ideen.
’Silent Running’, instrueret af Douglas Thumbull, fik premiere i 1972, og den handler om en dystopisk fremtid, hvor hele jordens biologiske system er brudt sammen.
Og nu forsøger man at redde skoven og dele af biodiversiteten ved at sende en flåde af rumskibe ud rummet, med henblik på senere at kunne vende tilbage til jorden og her rekonstruere naturen og biosfæren.
Det er præcis samme kulisse og idé, der her foldes ud. Det interessante er selvfølgelig, foruden at det handler om biodiversitetskrise og klimakatastrofe, at denne betændte situation også skaber splid mellem beboerne.
Vores helt forsvarer selvfølgelig ‘skoven’ imod menneskehedens dumhed og selvdestruktive, kortsigtede hunger efter hurtig profit
I ’Silent Running’ handler det om, at jordboerne vil kalde rumskibene tilbage, udslette det biologiske og bruge rumfartøjerne til at forøge handelstransport.
Og vores helt forsvarer selvfølgelig ‘skoven’ imod menneskehedens dumhed og selvdestruktive, kortsigtede hunger efter hurtig profit.
Det samme gør sig i grunden gældende med Mark Nelsons dagbogsskrifter. Det er hans fornemmelse af at leve derinde, og senere de interne magtkampe mellem de otte personer, der er interessant at læse om, selvom det aldrig udvikler sig til en udgave af ’Fluerne Herre’.
Bogen - og projektet - er utopisme, men det gør den naturligvis ikke mindre læseværdig. Og selvfølgelig bliver der eksperimenteret med lukkede økosystemer overalt i dag, selvom udgiverne af denne bog synes at glemme det, blot fordi Biosphere 2 er gået i vasken og ikke siden er blevet reproduceret i 1:1.
Det vidunderlige ved utopier og futuristiske ideer er jo, at de på en måde forsøger at modgå en massiv, misantropisk dystopi, som vi alle vel, ind imellem, kan rammes af, når vi konfronteres med fremtidsudsigter, der ikke ser gode ud for klimaet og miljøet.
Folket bag forlaget mener, at der mangler visioner i vor tid
Det biosfæriske menneske er udgivet af forlaget A Mock Book, der har gjort det til deres mission at udgive litteratur, der sætter fokus på vores forhold til naturen.
Folket bag forlaget mener, at der mangler visioner i vor tid, og samtidig med, at de udgiver hel ny litteratur, er rigtig mange af deres fineste udgivelser og oversættelser af forfattere og visionære miljøforkæmpere, der skrev i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne.
Dette er bestemt værd at holde øje med, for det var i disse årtier, hvor man for alvor, videnskabeligt og kulturelt, fik øjnene op for miljøsvineri, bagsiden af forbrugerisme og en skæv udvikling, der ikke holder i al evighed.
Mark Nelson: ’Det biosfæriske menneske’. Udvalg, redaktion og oversættelse af Jacob Lillemose. Illustreret med fotos i s/h. 192 sider. En del af GAIA-serien. A Mock Book, 2024.
Kommentarer
Utopisk ?
Den nu afdøde og en af verdens førende teoretiske fysikere Stephen Hawking var ude og advare om, at hvis ikke vi fandt en anden planet i vores solsystem inden for hundrede år, hvor vi som mennesker kunne bosætte og videreføre os -
Så ville mennesket som art uddø pga klimaforandringer på kloden -
Det lyder godt nok som lidt af en mission impossible , for hvem skal videreføre arten og hvem skal fravælges - Vor tids version af Noahs ark ?
Man kan diskutere hvor relevant ovennævnte artikel er for læserne her på netavisen Pio, den er vist mere for klimaaktivister med holdninger som rødgardisterne under Maos kulturrevolution.
Hvis man vil "redde" kloden vil det første mål være nedlukning af våbenindustrien, afskaffelse af militæret samt at begrænse befolkningstilvæksten så der i år 2100 vil være samme antal mennesker på jorden som i 1950, nemmelig ca. 2,5 milliarder og ikke som nu mere end 8 milliarder som er en tredobling siden1950.