Annonce

På et område har Jacob Bundsgaard overgået de københavnske borgmestre

De københavnske boligpriser er omtrent fordoblet siden 2010. I samme periode har udviklingen været en helt anden under den nu afgåede Aarhus-borgmester
Foto: Pressefoto/KL
Borgmester Jacob Bundsgaard blev kommunalvalgets største stemmesluger.
Lidt over 13 år blev det til, før Jacob Bundsgaard (S), onsdag valgte at trække sig fra borgmesterposten i Aarhus.

Bundsgaard har givetvis mange både sejre og nederlag at tænke tilbage på, men på i hvert fald et område har han været langt mere succesfuld end de tre socialdemokrater, der har siddet på overborgmesterposten i København i omtrent samme periode.

Kigger man på boligudbuddet - og boligpriserne - har udviklingen nemlig været en helt anden  i landets næststørste kommune end i hovedstaden.

Boligpriser næsten fordoblet i København

Begge storbyer har oplevet en betydelig befolkningstilvækst siden 2010. Og i begge byer har det været et bredt delt politisk mål at øge udbuddet af boliger med henblik på at holde prisstigningerne i ro.

Det er en stigning på 129 procent på bare 14 år

Det mål har imidlertid ikke været i nærheden af at blive indfriet i København, som siden 2010 har haft Frank Jensen, Lars Weiss, Sophie Hæstorp Andersen og nu igen Lars Weiss på overborgmesterposten.

Ifølge Videncentret Bolius er kvadratmeterprisen på københavnske boliger steget fra knap 23.000 kroner ved indgangen af 2010 til nu 52.130 kroner. Det er en stigning på 129 procent på bare 14 år. Til sammenligning er det generelle prisniveau steget med 30 procent i samme periode.

Korrigeret for inflation er boligpriserne i København altså omtrent fordoblet, siden Frank Jensen blev overborgmester.

Helt anderledes ser det ud i smilets by. I Aarhus Kommune er kvadratmeterprisen steget fra knap 17.500 i 2010 til knap 27.500 i dag. Det er en stigning på 58 procent. Eller, korrigeret for inflation, 28 procent.

Bundsgaard, som overtog borgmesterposten fra den nuværende finansminister, Nicolai Wammen (S), i august 2011, har været borgmester i langt størstedelen af perioden fra 2010 til i dag.

Boligudbuddet

Den meget forskellige prisudvikling i de to kommuner afspejler, at den relative boligbestand er blevet forøget langt mere i Aarhus end i København siden 2010.

Ifølge Danmarks Statistik er boligbestanden godt nok vokset en smule mere i København end i Aarhus. 48.640 flere boliger er det blevet til i hovedstaden, mens udbuddet er vokset med 38.845 i Aarhus siden 2010.

Det skal dog ses i lyset af, at Københavns Kommune tæller næsten dobbelt så mange indbyggere som Aarhus Kommune.

Man får et klarere billede, når man kigger på den procentmæssige udvikling i de to byer.

Det kræver politisk mod at gøre noget ved boligmarkedet

I København svarer de nye boliger til en stigning på 16,4 procent. I Aarhus svarer boligtilvæksten til en sammenligneligt imponerende tilvækst på 25,2 procent.

Der kan være mange årsager til, at det aarhusianske boligmarked har haft en mere afdæmpet prisudvikling end sit københavnske modstykke. Men lytter man til eksperterne på området, kan den mere vellykkede forøgelse af udbuddet i Aarhus meget vel være en hovedårsag.

Eksempelvis slog statskundskabslektor med ekspertise i boligmarkedet Jens Ladefoged Mortensen fast i et nyligt interview i Netavisen Pio fast, at udbuddet er afgørende for at sætte en dæmper på priserne.

“Det kræver politisk mod at gøre noget ved boligmarkedet,” bemærkede Mortensen i den forbindelse.

Står den observation til troende, kan den nu afgåede Bundsgaard bryste sig af at have vist noget mere mod end sine københavnske pendanter. Til glæde for både lejere og førstegangskøbere i smilets by.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Boligpriser handler om efterspørgslen ikke om hvor mange boliger der bliver bygget, i København kan man ikke bygge sig til en mindre efterspørgsel.

"... har han været langt mere succesfuld end de tre socialdemokrater ..." >har han<

mon det alene skyldes Jacob Bundsgaard??? næppe!

og SHA, den politiske dværg som stod i spidsen for hovedstadens region hvor det ikke gik så godt med 1813; hvem forventer mirakler fra hendes hånd
.