For borgerlige er det vigtigste, at det kan betale sig at arve

Når borgerlige partier skal forsvare deres modstand mod at give en hjælpende hånd til samfundets svageste, bliver den samme undskyldning trukket op af hatten igen og igen.

Hvad enten det drejer sig om nedslidte på arbejdsmarkedet, ældre, flygtninge, enlige forældre og deres børn eller andet godtfolk i svære situationer, har højrefløjen tilsyneladende overbevist sig selv om, at enhver bekymring for deres tarv må vige for denne verdens eneste ubetingede gode: Arbejdsudbud.

Omvendt er det også arbejdsudbuddet, der henvises til, når man skal retfærdiggøre gaver til de allerede velhavende. “Topskatten giver danskerne mindre incitament til at tage et højproduktivt arbejde eller lægge nogle ekstra timer på jobbet, som ellers ville komme hele samfundet til gavn,” lyder rationalet for at afskaffe topskatten på Liberal Alliances hjemmeside eksempelvis.

Men som Det Økonomiske Råds forårsrapport nu bekræfter, kan man godt øge arbejdsudbuddet uden samtidig at øge uligheden.

Rapporten beskriver, hvordan arv og især stor arv mindsker incitamentet til at arbejde. Det er et fænomen, som økonomer længe har kendt til, men som noget nyt estimerer rapporten de specifikke effekter.

Formueuligheden er i høj grad drevet af boliger og stigende jordpriser

De, der arver for mere end 600.000 kroner, nedsætter deres arbejdsudbud så meget, at deres lønindkomst falder med hele tre procent i de første fem år efter modtagelse af arven. Og den sande effekt, skriver vismændene i rapporten, er højst sandsynligt endnu større, da det må forventes, at nogle arbejder mindre hele livet, hvis de regner med at modtage en stor arv senere.

Med andre ord bruger mange rigmandssønner altså deres vindende lod i sædcellelotteriet til at gå ned i tid og tage nogle ekstra ture til de varme lande hvert år.

Den store ulighed

Foruden et højere arbejdsudbud ville en højere arveafgift også have den fordel, at den ville udligne de kæmpemæssige formueuligheder, der er i Danmark. I den politiske debat om ulighed bliver formuer ofte overset til fordel for indkomstulighed - på trods af at formueuligheden på tværs af udviklede lande er langt større end uligheden i indkomster.

Formueuligheden er i høj grad drevet af boliger og stigende jordpriser. Boliger er for de fleste den største del af deres formue og tilsvarende den største del af den formue, som folk arver, når deres forældre går bort. Det er formentlig også en central grund til, at den gennemsnitlige arv i liebhaverkommunen Hørsholm er fem gange større end landsgennemsnittet.

Det burde være en no-brainer for de normalt så vækst- og arbejdsudbudsbegejstrede borgerlige partier

En anden måde at gøre indhug i den ulighed på kunne være at hæve grundskylden. Det ville, ikke ulig arveafgiften, øge boligejeres incitament til at arbejde, fordi de ikke længere ville kunne komme sovende til store summer ved bare at vente på, at deres grund stiger i værdi. Desuden ville en højere grundskyld tilskynde jordejere til at bruge deres jord mest økonomisk effektivt eller sælge den til en køber, der ville kunne bruge den bedre.

Af netop den årsag har økonomer i den ellers ganske liberale Internationale Valutafond sågar foreslået fuld grundskyld - dvs. fuld beskatning af jordværdi - som den samfundsøkonomisk optimale beskatning for udviklede lande.

Arbejdsudbud for dig, men ikke for mig

Vi står altså i en situation, hvor vi på helt simpel vis kan slå to fluer med et smæk. Hvis vi øger skatterne på arv og jord, vil vi både kunne sætte en stopper for den ulighed, der har fået lov at løbe løbsk de sidste mange årtier, og samtidig øge arbejdsudbuddet og den økonomiske vækst.

Det burde være en no-brainer for de normalt så vækst- og arbejdsudbudsbegejstrede borgerlige partier at tilslutte sig den dagsorden.

Jordejere bliver rige i søvne uden at arbejde, løbe nogen risiko eller spare op

Men hvor selv de mindste og mest tænkte gevinster på arbejdsudbuddet bestandigt bruges som påskud for nedskæringer i velfærd og sociale ydelser til almindelige mennesker og samfundets bund, giver det ingen anledning til eftertanke, når økonomer påpeger, at vi kan gøre økonomien stærkere ved at beskatte de mest velpolstrede borgere mere.

I Liberal Alliance kalder man eksempelvis arveafgiften “en umoralsk og ødelæggende skat”.

Og sidste gang vi havde en rent borgerlig regering, aftalte den - endda sammen med Socialdemokratiet og De Radikale (to partier, der burde vide bedre) - at indefryse boligskatterne.

En af liberalismens fædre, John Stuart Mill, skrev engang, at “jordejere bliver rige i søvne uden at arbejde, løbe nogen risiko eller spare op”.

Tager vi den observation til efterretning, må konklusionen være ligetil: For danske borgerlige og liberale i dag er det vigtigt, at det kan betale sig at arbejde - men endnu vigtigere, at det kan betale sig at eje og arve.

Og så ellers bare sove videre.