Annonce

Valdemar kom, så og sejrede - ny bog går bag om en af Danmarks store konger

Hvem var denne Valdemar, der senere fik tilnavnet Sejr, og hvori bestod hans storhed? Det har Lars Kjær forsøgt at beskrive i sit imponerende værk om ham
Foto: Gads Forlag
Lars Kjær har skrevet en yderst anbefalelsesværdig bog om Valdemar Sejr
Valdemar Sejr var en af de store konger i højmiddelalderens Danmark. I hans regeringstid gjaldt det, at Danmark var herre i hele Norden.

Hans imperium omfattede stort set alle lande omkring Østersøen, og mange af symbolerne fra den tid, lever såmænd endnu.

Dannebrog blev rigets flag, da han var konge. Det danske rigsvåben med de tre løver, der er gengivet i det danske pas, var oprindeligt hans. Ordene om at med lov skal man land bygge, er fra Jyske Lov, der blev til i hans tid, og som var skrevet på dansk.

Han blev levendegjort i B. S. Ingemanns historiske romaner, som ingen vist læser mere, men som har haft en enorm betydning for dannelsen af den danske identitet.  

Myten om Dannebrog, der faldt ned fra Himlen, dyrkes endnu blandt nogle af vores nationalt sindede landsmænd, og kongehuset fejrer hvert år Valdemarsdag.

I højskolesangbogen står folkevisen om hans dronning Dagmar, der døde ung. En statue af hende er et mål for turister og skolelever på Ribe slotsbanke.

Men hvem var denne Valdemar, der senere fik tilnavnet Sejr, og hvori bestod hans storhed? 

Valdemar i øjenhøjde

Det har Lars Kjær forsøgt at beskrive i sit imponerende værk om ham. Bogen bygger på middelalderforskningens aktuelle stade.

Der er hentet stof fra engelske, tyske og franske historikere, og kildehenvisningerne fylder halvtreds sider, men den akademiske tyngde gør ikke teksten svær at læse.

Lars Kjær har forsøgt at skildre Valdemar i øjenhøjde, så vi får portrætter af hans mor, hans far, hans søskende og kvinderne i hans liv.

Han var kendt for sin flid og sin lyst til at bevæge sig, men havde også store evner for forhandling

Valdemars barndom og ungdom skildres. Som kongesøn fik han en god opdragelse, der omfattede flere års ophold i Norge.

Vi ved, at han var fortrolig med de nordiske runer, men han mestrede også det latinske alfabet.

Han var kendt for sin flid og sin lyst til at bevæge sig, men havde også store evner for forhandling og formåede at knytte mennesker til sig, så de forblev trofaste overfor ham, selv i tider hvor han var svag.

Forskellige folkeslag

Lars Kjær beskriver Valdemars hære og hans hof som et møde mellem mange forskellige kulturer.

Her var stormænd, krigere, digtere og håndværkere fra alle verdenshjørner.

En stærk kongemagt gav fred og fremgang

Der var danskere, tyskere, nordmænd, svenskere, folk fra Rügen, Pommern og Mecklenburg samt engelske guldsmede og islandske skjalde.

Det var samarbejdet mellem de forskellige folkeslag, der gjorde Valdemars imperium stærkt.

En tid med fred og fremgang

Det skal tilføjes, at 1200-tallet på mange måder var en god tid.

En stærk kongemagt gav fred og fremgang. Befolkningstallet voksede. Ny jord blev inddraget til dyrkning og landsbyer anlagt.

Valdemar var også kendt som en hård og nådesløs kriger, når det gjaldt

Handelen voksede, byernes antal blev mangedoblet. Der var overskud til at bygge hundredvis af kirker, der står der endnu, men det var dog ikke fryd og festligt samvær det hele.

Valdemar var også kendt som en hård og nådesløs kriger, når det gjaldt, for sådan var tiden også. Enhver magthaver skulle altid se sig bagud, for forræderi, baghold og mord var en del af den politiske virkelighed.

Vældigt, vægtigt og vedkommende

Vi får det hele med i denne bog, hvor teksten suppleres med illustrationer, der på deres egen måde fortæller om de lange spor som Valdemarstiden har sat i vores fortælling om os selv.

Der er gengivelser af smukke vignetter fra håndskrevne manuskripter fra 1200-tallet, der er alterbilleder med historiske detaljer.

Den er velskrevet og smuk

Der er relieffer i træ og sten, der er tegninger fra 1800-tallet af Louis Moe og malerier af Agnes Slott Møller, og der er fotografier af den tids borge og fæstninger, således som de ser ud i dag.

De er ikke blot med til at gøre bogen smuk, men de gør også fortællingen om Valdemar Sejr nærværende for os.

Bogen er særdeles anbefalelsesværdig. Den er velskrevet og smuk. Et vældigt, vægtigt og vedkommende værk.

 

Lars Kjær: ’Valdemar Sejr. Imperiebyggeren’. 304 sider. Gads Forlag. 2024. Udkommer 18. oktober.

Forfatter og journalist. I en lang årrække ansat på Danmarks Radio.


Flere artikler om emnet