Caspar David Friedrich bliver i disse år ophøjet, som var han et af sine egne malerier. Det er ikke specielt overraskende, om vi vil stå ved det eller ej.

Hans popularitet, og mangel på samme, har gentagne gange været som med bølgerne på rørte vande. Selv dengang, hvor han levede, steg og faldt hans popularitet drastigt, som de stejle tinder på hans mange afbildninger af gotiske kirker og himmelstræbende kors.

Om vi vil stå̊ ved det eller ej, så kan man ikke lade være med at forbinde Caspar David Friedrich med tysk nationalisme, hvilket han i hvert fald selv godt kunne skrive under på.

Og når man i år så̊ har fejret hans 250-års fødselsdag så̊ intenst i Tyskland, med hele tre udstillinger, i henholdsvis Hamborg, Berlin og Dresden, så̊ handler det også̊ om tyskernes egne skiftende og divergente forhold til deres nationale identitet.

Kort sagt, så̊ spejler interessen for Friedrich nationens forhandling med sig selv om den iboende identitet.

Caspar David Friedrich (1774-1840) bliver pt beskrevet som Tysklands største romantiske maler.

Alt dette, og mere til, kan man blandt andet læse om i den tyske kunsthistoriker og forfatter, Florian Illies’ bog ‘Stilhedens fortryllelse’

Sådan så̊ nationalsocialisterne også̊ på sagen, men i hans egen levetid måtte han leve med at blive miskrediteret af selveste Johann Wolfgang von Goethe, der nærmest virkede som den onde gatekeeper, der sørgede for at han ikke helt kunne slå̊ igennem.

Alt dette, og mere til, kan man blandt andet læse om i den tyske kunsthistoriker og forfatter, Florian Illies’ bog ‘Stilhedens fortryllelse’, der nu foreligger på dansk. Og når sådan en stor satsning foregår i Tyskland, så̊ spredes interessen til resten af den kunsthungrende verden, hvilket også̊ har givet anledning til at endnu en bog om Caspar David Friedrich, skrevet af den danske forfatter, kunsthistoriker og litterat Lilian Munk Rösing, også̊ er udkommet i år.

Fundet efter mange år

Florian Illies’ greb er interessant, fordi han tager udgangspunkt i de mange maleriers skæbne og virkningshistorie, hvilket overraskende nok er ret så dramatisk. Caspar David Friedrichs uheld som ikke helt så̊ anerkendt kunstner gjorde, at hans malerier er blevet opkøbt af mange forskellige, umage kunstinteresserede, hvorefter de ofte har skiftet hænder eller simpelthen er blevet glemt af den store offentlighed.

Mange af hans betydelige værker er gået til i brande, og selv nogle af hans mest berømte malerier, herunder hans nok mest kendte og ikoniske maleri, ‘Vandreren over tågehavet’, blev først fundet frem i 1939, da nazisterne ville gøre ham til nationalt klenodie, og det var først i 1970 at værket blev opkøbt af et museum.

Det er næsten ikke til at tro.

Men faktum er, at Caspar David Friedrich blev beundret af datidens avantgarde, dvs. andre unge kunstnere, men desværre også̊ blev totalt glemt, allerede ved sin død, hvor de genremæssige vinde vendte, og romantikkens søgen efter det uendelige i naturen ikke længere var på mode.

Senere, i 1906, bliver han genopdaget, og her bliver han ophøjet til at være den tyske romantiks største maler. Men igen forsvinder interessen, og andre mere optimistiske og farverige malere kommer i stedet i vælten.

Det minder jo en hel del om den danske maler, Vilhelm Hammershøi, der i slutningen af det nittende århundrede nærmest tog teten op fra Friedrich, og begyndte at male rygvendte kvinder, der stirrer ud gennem et vindue, der får hele værket til at fremstå̊ som tyst, stille og kontemplerende, fordi vi som beskuere ikke kan lade være med at stirre på ryggen og forestille os, at vi selv ser på noget, som vi falder i staver over.

Også̊ Hammershøis popularitet, og mangel på samme, har bølget frem og tilbage, op gennem historien.

Genbrugt igen og igen

Lighederne er slående mellem Friedrich og Hammershøi, ligesom det er slående, at for eksempel Walt Disney kopierede Friedrich, dengang ’Bambi’ skulle filmatiseres. I det hele taget er Caspar David Friedrichs stemningsmalerier, der fremstår som fortryllede verdener, hvor gotiske kirker tårner op i horisonten og landskabet synes befolket af fortidens, nu døde mennesker, en slags ikonografi, der er blevet genbrugt igen og igen.

Men den underlige fornemmelse af fravær, af melankoli, af stilhed og alt muligt andet, der ikke sådan kan defineres med ord, er nok den største gåde hos både Friedrich og Hammershøi.

Derfor virker det også̊ indlysende, at den tyske mesterdigter, Rainer Maria Rilke, både fandt Friedrichs og Hammershøis værker interessante. Han karakteriserede dem begge som malere, der kunne skildre det tyste, det, der er overordentlig vanskeligt at sætte ord på, hvilket selvfølgelig var en udfordring for Rilke selv.

Han skriver direkte, at Friedrich var en maler, der skildrede gåder og stillede spørgsmål, i stedet for at finde svar på noget som helst

Faktisk havde han intentioner om at skrive en bog Hammershøis malerier, men indrømmede samtidig, at opgaven var næsten umulig, og han måtte nøjes med at få skrevet et enkelt digt om Friedrichs malerier, der på en fin måde fangede noget af det, der er på spil.

Florian Illies’ tilgang til historien om Caspar David Friedrich, der nærmest er ekstremt fokuseret på maleriernes virkningshistorie, fungerer faktisk glimrende, fordi han lykkes med at flette historier sammen, som man så kan reflektere over, uden at malerierne bliver overfortolket.

Det er en særlig pointe for Illies, fordi han mener, at det særlige ved Friedrichs malerier også̊ er, at de ikke sådan kan udtømmes for mening.

Han skriver direkte, at Friedrich var en maler, der skildrede gåder og stillede spørgsmål, i stedet for at finde svar på noget som helst.

Underholdning

‘Stilhedens fortryllelse’ er også underholdning, fordi den udmaler menneskeskæbner så markant, og samtidig skildrer bizarre historier om malerierne, der har været udsat for tyveri og meget andet, der ofte indeholder anekdoter, der siger noget om dem, der har haft dem i deres besiddelse.

Caspar David Friedrichs forhold til den norske maler Johan Christian Clausen Dahl, fylder selvfølgelig også̊ en hel del. De var nære venner, og Dahl boede i en lang periode i samme boligkompleks som Friedrich i Dresden.

Faktisk er det interessant at se på de modstillinger, der var mellem Friedrich og Dahl, og her nok især fordi de begge respekterede hinanden.

Dahl var en fremragende, nærmest naturalistisk maler, der især revolutionerede maleriet ved at kunne gengive skyer realistisk. Det fascinerede Friedrich, der ikke selv kunne male skyerne på samme måde, fordi elementet var for flygtigt, og derfor stred imod hans tilgang til maleriet.

Caspar David Friedrich var inderligt religiøs

Friedrich var, sjovt nok, en montagens maler, der tegnede uendeligt mange naturtro skitser af træer, sten, bjerge, blade og jordbunde, havets overflade, isformationer og skibe.

Han gemte disse mange tegninger, og så tog han dem frem, når han malede et af sine værker, for at iscenesætte disse detaljer i en anden kontekst, hvor bjerge blev flyttet og træer indsat, for at få det hele til at passe matematisk korrekt. For Friedrich var også̊ nøjagtighedens maler, når det gælder kompositionen.

Religiøs med revolutionært potentiale

Caspar David Friedrich var inderligt religiøs, og han dyrkede naturen som en forlængelse, eller en katalysator for noget, der er større, hvilket for Friedrich var lige dele national identitet, i form af bronzealderens vidnesbyrd om forfædre, der byggede gravhøje, og kristentro, der tårnede sig op i horisonten, i form af kors eller gotiske katedraler.

Alt sammen med et revolutionært potentiale, fordi Napoleon samtidig bekrigede det Tyskland, som Friedrich drømte om skulle samles og opnå̊ suverænitet.

Det religiøse potentiale, der fylder en ganske stor del af Friedrichs samlede, bevarede værker, fylder underligt nok ikke særligt meget i Florian Illies’ bog.

Måske i erkendelse af, at det måske mere irriterer os i dag, når den kristne symbolik får lov til at dominere værkerne. I hvert fald er det de af Friedrichs værker, der ikke har så tydelig en symbolik, der er mest populære i dag.

Der er mange gode citater, der stammer fra andre store kunstnere og digtere

En billedhistorisk og biografisk tilgang til Caspar David Friedrich er et godt valg, fordi Florian Illies har kunnet trække på så mange interessante kilder, der sætter de mange værker i et særligt lys.

Der er mange gode citater, der stammer fra andre store kunstnere og digtere, og dem hæfter man sig særligt ved, fordi det nu engang er sådan med det gådefulde: det er så vanskeligt at sætte ord på.

Florian Illies’ analyse af Caspar David Friedrichs ‘Ishavet (det bristede håb)’ og ‘Munken ved havet’ er særligt interessante. Ishavet, som i dag har opnået en særlig berømmelse, er især interessant, fordi det dengang blev betragtet som forfejlet og totalt ligegyldigt.

I dag bliver maleriet betragtet som helt særligt, fordi det minder os om naturens overvældende og knusende kræfter, ligesom det helt traditionelt ‘friedrich’sk viser mennesket som den lille. Florian Illies kæder dette maleri sammen med Caspar David Friedrichs personlige historie, hvor han som helt lille blev reddet fra druknedøden, en isvinter, hvor hans broder måtte lade livet i denne aktion.

‘Munken ved havet’ er sådan et maleri, der på så mange måder minder om både ‘Vandreren over tågehavet’ og ‘Ishavet (det bristede håb)’.

Det hører til blandt dem, selvom det nok er det mindst berømte i dag. Igen ser man mennesket som en lille del af verdensaltet, og hvis man betragter de tre malerier sammen, så er vandreren på toppen af verden, hvor han skuer ud over det hele, som om han har adgang til Guds eget blik på skaberværket.

Munken er derimod udsat i selve verdensaltet, der truer med at opsluge ham, gøre ham for lille til at kunne udholde eksistensen. I Ishavet er det slut med håbet, for her er skibet allerede forlist, og mennesket knust under naturens og årstidens nådesløse hjul.

Det er jo denne eksistentielle kamp, der på så mange måder er moderne for sin tid, og som skildrer melankolien, ensomheden og det gådefulde, der ikke kan sættes ord på. Det var derfor, at Goethe ikke kunne anerkende Friedrich, fordi han aldrig kunne sætte naturen på formel, bemestre den og fremstille menneskets projekt optimistisk.

Det samme kan man sige om Vilhelm Hammershøi: vi elsker dem, når vi dyrker de eksistentielle gåder, og forsøger at udgrunde sjælens beslægtethed med naturen, alene og uden lyd på.

Men når vi bliver trætte af alt det, så synes vi, at disse malere er for triste, for farvefattige (selvom deres malerier vidner om noget andet), for pessimistiske og for indadvendte.

Vi bliver, kort sagt, opmærksomme på vores eksistens’ forbindelse med naturen

For det er som med bølgerne og det kuperede landskab: det går op og ned. Ind imellem ophøjes disse malere til det største, ligesom nu, og andre gange glemmes de og henstilles i mørke depoter, fordi ingen gider at forholde sig til dem.

Men trods bølgegang og dramatiske historier, så̊ gælder det for både Caspar David Friedrich og Vilhelm Hammershøi, at de på en sær og enestående måde kunne tæmme det hele, og ligesom lade tiden fryse fast, i et moment, hvor alle lyde forstummer, og hvor vi som beskuere falder i staver, glider ind i motiverne, ind i det uendelige, der sært virker som var vi batterier, der bliver ladet op.

Når vi falder i staver

Det var sådan, at den danske psykolog og naturfilosof, Ludvig Feilberg, skrev om denne erfaring, i slutningen af det nittende århundrede, samtidig med, at Hammershøi forsøgte at genfortolke Friedrichs maleri af sin rygvendte kone: Når vi sådan falder i staver, mens vi kigger på det uendelige, så forsøger vi i virkeligheden at begribe det, som vi ser, hvilket aldrig kan lade sig gøre.

Vi kommer aldrig til at forstå̊ det, men denne stirren tager samtidig vores ånd med på en rejse, hvor vi udvides og lades op, bliver styrket i troen på et eller andet.

Vi bliver, kort sagt, opmærksomme på vores eksistens’ forbindelse med naturen.

Det er en god idé at købe en bog med Caspar David Friedrichs malerier, som man kan have ved sin side, mens man læser Florian Illies’ gode bog om ham.

Det giver mening at kigge på billederne, samtidig med at man læser om deres virkningshistorie. På den måde svinger det, og man bliver både underholdt, intellekt stimuleret og klogere.

 

Florian Illies: ’Stilhedens fortryllelse. Caspar David Friedrichs rejse gennem tiderne’. På dansk ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 227 sider. Forlaget Gutkind, 2024.