Arbejderbevægelsen taber debatten med lukningen af Cevea

Torsdag skrev vi om snart lukkede Cevea, der i 16 år har fungeret som venstrefløjens tænketank og modsvar til liberalistmøllen CEPOS og arbejdsgivernes store interesseorganisationer.

Samme dag satte Donald Trump navn på USA’s kommende indenrigsminister. Det bliver Doug Burgum, der ud over at være en af USA’s rigeste politikere med en personlig formue på mindst 1.1 milliarder dollar, er kendt som en notorisk fagforeningsfjende.

Trods al snak om den lille mand, bliver Trump-administrationen en katastrofe for den amerikanske arbejderbevægelse.

Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Ikke så meget, men så alligevel en del.

Valget af Trump i USA er et resultat af blandt andet den magt oligarker, som verdens rigeste mand Elon Musk, har over den offentlige debat.

Men samtidig også en konsekvens af galopperende ulighed, politisk polarisering, hvor ekstreme stemmer dominerer og en venstrefløj, der ikke har været i stand til at formulere politik, der appellerer til den amerikanske arbejderklasse.

Fagbevægelsen har taget ansvar for samfundsudviklingen

Når Danmark står i en bedre situation, skyldes det ikke mindst, at en stærk fagbevægelse sikrer, at reallønnen indhenter inflationen (så mangler vi bare at få pensionisterne med).

Men også at debatten herhjemme er en anden. Selv om gemytterne ofte kogte over under Corona-krisen, så har vi tradition for, at gode kræfter fra alle fløje sætter sig sammen og løser problemerne.

Intet af det er kommet af sig selv

Det ser vi eksempelvis ved trepartstraditionen der er så succesfuld, at den har dannet skole for miljø- og klimaforhandlingerne.

Eller arbejdsmarkedspensionerne hvor arbejdsgivere og fagforeninger tager fælles ansvar for lønmodtagernes pension og erhvervslivets behov for investeringer.

Intet af det er kommet af sig selv. Æren tilkommer i høj grad en fagbevægelse, der i stedet for at tænke kortsigtet og rage mest muligt til sig, tog ansvar for samfundsudviklingen.

…Men nu trækker den sig

Og så er vi tilbage til lukningen af Cevea. Der er ingen tvivl om, at tænketanken aldrig fik samme gennemslagskraft i offentligheden som CEPOS.

Det var finansieringen heller aldrig til.

Information og Politiken brugte heller aldrig Cevea som kilde lige så ofte, som Børsen og Berlingske citerer CEPOS.

Men Cevea spillede alligevel en vigtig rolle som videns- og holdningsfabrik for det progressive Danmark. Og som et sted hvor kvikke unge mennesker fra centrum-venstre kunne mødes og danne netværk.

Man kan håbe af fagbevægelsen tager opgaverne “hjem”

Hvor fagforeninger og venstrefløjspartier har kunnet rekruttere kandidater og ansatte, og hvor tillidsrepræsentanter fik politisk forståelse.

Et bibliotek for gennemarbejdede politiske forslag, der hævede sig over venstrefløjens hang til ønsketænkning.

Naivt at tro fagbevægelsen kan fastholde sin indflydelse

Man kan håbe af fagbevægelsen tager opgaverne “hjem”, men der er desværre en risiko for at lukningen af Cevea er led i en generelt tendens til at trække sig fra kampen om opinionen.

I en tid med faldende medlemstal er det forståeligt og sådan set også prisværdigt at koncentrere sig om kerneopgaven - overenskomsterne.

Det er tydeligt, at arbejdsgiverne prioriterer at præge samfundsudviklingen

Men det er naivt at tro, at fagbevægelsen kan fastholde sin indflydelse, hvis den i stigende grad ignorerer alt det der sker uden for forhandlingslokalet.

Det er værd at bemærke, at modparten i form af Dansk Industri, DI, går i en anden retning. Her rekrutterer man chefredaktører, departementschefer, ja endda socialdemokratiske embedsmænd.

Det er tydeligt, at arbejdsgiverne prioriterer at præge samfundsudviklingen.

Tomrummet udfyldes af venstreradikale aktivister og højreorienterede oligarker

Når de progressive pragmatiske stemmer som Cevea forsvinder fra samfundsdebatten, så efterlader det et tomrum.

For svage til at slås med arbejdsgiverne, men stærke nok til at aktionere mod staten

Internt i arbejderbevægelsen vil det i stigende grad blive udfyldt af venstreradikale aktivister, der efter fransk forbillede vil omdanne fagforeningerne til små sekteriske kamporganisationer.

For svage til at slås med arbejdsgiverne, men stærke nok til at aktionere mod staten.

Og i resten af samfundet? Ja, her er der frit slag for de oligarker og pengeinteresser, der bragte Trump til magten.