Tidligere var både arbejdstager og arbejdsgiver organiseret i samme forening, nemlig Danske Fysioterapeuter.
Men den går ikke længere, mener formanden for den nyoprettede Fysioterapeuternes Fagforening, som peger på, at der er brug for rene linjer om, hvem man repræsenterer.
Ifølge den nyslåede formand for Fysioterapeuternes Fagforening, Signe Lærke Børsting, er førsteprioriteten for den nye fagforening at få overenskomstdækket flere fysioterapeuter.
“Helt grundlæggende er der ikke overenskomst for privatpraktiserende fysioterapeuter på klinikker i dag. Og det er noget, vi har kæmpet for i lang tid i Danske Fysioterapeuter, men den konstellation, vi har haft, hvor arbejdsgiver og arbejdstager er organiseret i samme forening, har gjort det umuligt,” udtaler Signe Lærke Børsting til Netavisen Pio.
Skal man forstå baggrunden for den noget utraditionelle konstellation, hvor arbejdsgiver og arbejdstager er organiseret i samme forening, skal man kaste et blik tilbage på historien.
Børsting forklarer, at de fleste fysioterapeuter tidligere ikke arbejdede som lønmodtagere i særlig udbredt grad.
“Men i og med at der er begyndt at komme flere større kæder, er man i stor stil begyndt at ansætte fysioterapeuter,” udtaler hun.
Derfor lavede man i Danske Fysioterapeuter den såkaldte ‘interne model’, hvor organisationen har haft en arbejdsgiver - og arbejdstagersektion.
Det var et forsøg på at blæse og have mel i munden
“Det var et forsøg på at blæse og have mel i munden, fordi man var bange for at miste medlemmer. Og det har ikke fungeret overhovedet. Vi har set, at efter indførslen af den interne model i 2017 er lønudviklingen blevet ved med at falde. Medlemstallet har heller aldrig faldet hurtigere,” siger Signe Lærke Børsting.
“Og stemmeprocenten ved seneste valg om Basiskontrakten var nede i 29 procent blandt lønmodtagerne. Det svarer til stemmeprocenten i et U-land,” tilføjer hun med henvisning til Basiskontrakten, som er Danske Fysioterapeuters kontrakt for privatansatte, der ikke er dækket af en overenskomst.
Nu hvor der er to separate foreninger på arbejdsgiver- og arbejdstagersider, kommer det så til at betyde, at I vil gå hårdere til værks over for arbejdsgivere?
“Vi ved, at der er rigtig mange ordentlige arbejdsgivere, som vil tilbyde ordnede forhold. Og så er der selvfølgelig nogle, vi lige skal snakke os på plads med. Og hvis de ikke vil samarbejde, så kommer vi til at gå hårdere til dem. De har ikke været vant til et pres”, siger Signe Lærke Børsting og fortsætter:
“Det er også årsagen til, at vi i samarbejde med Serviceforbundet er kommet ind i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Nu har vi mulighederne, ressourcerne og de juridiske kompetencer til at gå ind i faglige sager og yde de praktiserende fysioterapeuter en tryghed, de ikke har set de sidste 10 år.”
Signe Lærke Bøsting oplyser, at Fysioterapeuternes Fagforening blev stiftet den 10. november, og den 11. november blev fagforeningen meldt ind i Serviceforbundet og dermed Fagbevægelsens Hovedorganisation
Så det, du siger, er, at de arbejdsgivere, som ikke har rent mel i posen, vil komme til at opleve en hårdere tilgang?
“Ja, det kommer de til. Og det tænker jeg allerede, at de godt ved nu. Klinikejerne har været vant til, at man blev rådet til at melde sig syg og finde et nyt arbejde. Fysioterapeuternes Fagforening vil arbejde på den klassiske måde, og det indebærer blandt andet, at man også udvikler det sted, man er i dag”, siger Signe Lærke Børsting.
Ifølge A4 Overenskomst har Danske Fysioterapeuter været plaget af arbejdsmiljøproblemer. Det har betydet, at den administrative ledelse har været sygemeldt i organisation, samt at Arbejdstilsynet har set tegn på alvorlige problemer med arbejdsmiljøet.
Adspurgt om, hvorvidt disse problemet har spillet en rolle i oprettelsen af Fysioterapeuternes Fagforening, svarer Signe Lærke Børsting:
“Sådan som jeg ser det, er de problemer, der har været med arbejdsmiljøet i Danske Fysioterapeuter, direkte afledt af de politisk modstridende interesser, der er i foreningen. Det er klart, at når man både har arbejdsgiver og arbejdstager i samme forening, stikker det voldsomt i forskellige retninger,” siger Signe Lærke Børsting.
Hun tilføjer, at det må have været “forfærdeligt at være i, som ansat i sekretariatet hos Danske Fysioterapeuter”.
I fremtiden vil der være klare linjer i Fysioterapeuternes Fagforening på det punkt, understreger formanden.
“Vi har i Fysioterapeuternes Fagforening én interesse, og det er at arbejde for de arbejdstagende fysioterapeuters vilkår. Vi er til for vores medlemmer, som er vores kernemålgruppe. Det er udelukkende dem, vi skal arbejde for. Medlemmet over foreningen,” slår Signe Lærke Børsting fast.