En amerikansk Mette Frederiksen havde slået Donald Trump

Donald Trump

En amerikansk Mette Frederiksen havde slået Donald Trump

Hverken De Radikales rettighedsliberalisme eller venstrefløjens identitetspolitik kan tage luften ud af højrepopulismen

Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio
Billedtekst

Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio

Foto: Frej Rosenstjerne

Her er mit bud: Var Donald Trump blevet mødt af en amerikansk Mette Frederiksen: En klassisk socialdemokrat med hård værdipolitik og blød velfærdspolitik og med appeal til arbejdervælgerne i provinsen, så havde hun vundet stort.

Mit bevis? At den socialdemokratiske valgsejr i 2019 slog bunden ud af Dansk Folkeparti.

På trods af Inger Støjbergs traktordemonstrationer, borgerforslag om rigsretssager, Løkkes intriger og al balladen med Nye Borgerlige, så har højrefløjen siden været en skygge af sig selv.

Og selvom uligheden vokser i Danmark, så har vi stadig en stærk fagbevægelse, der sikrer, at reallønnen indhenter inflationen.

En legitim folkelig protest

USA og Danmark er vidt forskellige samfund. Det står mildest talt klart, når kun fire procent af danske vælgere håbede på en Trumpsejr.

Men der er også ligheder. På samme måde som Dansk Folkeparti var herhjemme, er Trump en legitim folkelig protest mod en elite, der har opgivet at kontrollere grænserne og de riges egoisme.

Over alt i vesten kræver vælgerne tre simple ting: Styr på grænserne, styr på kriminaliteten og en stat, der omfordeler fra rig til fattig.

Kun ved at sikre fremgang for flertallet, kan støtten til retssamfundet opretholdes

Vil man som progressiv vinde valg, er der ingen vej uden om den sandhed.

Få styr på grænsen og integrationen. Styrk industrien og velfærdssamfundet i bredden. Grøn omstilling og vækst går hånd i hånd. Det er opskriften på sejr.

En amerikansk udgave af De Radikale

Når Demokraterne tabte stort, så var det fordi de med USA-kender Mads Fugledes (DD) ord har opgivet partiets arbejderklasserødder for i stedet at ende som en kæmpe amerikansk udgave af Det Radikale Venstre.

Den progressive rettighedsliberalisme, hvor man holder sig for næsen over pøblen, er aristokratisk og forkælet. Kun ved at sikre fremgang for flertallet, kan støtten til retssamfundet opretholdes.

Identitetspolitikken har kun appeal til unge hvide universitetsstuderende

Og i stedet for at opbygge fællesskab ved at fokusere på alt det progressive i USA's historie, vælter venstrefløjen statuer og opløser samfundet i en masse små indbyrdes stridende stammer.

Identitetspolitikken har kun appeal til unge hvide universitetsstuderende. Selv om Harris fik flest stemmer, så stemte et overraskende stort antal sorte og latinoer på Trump.

En katastrofe for Europa

Som den første dømte forbryder i USA’s historie er Donald Trump ikke alene blevet præsident.

Han har sandsynligvis også flertal i begge af kongressens kamre og total kontrol over Reagan og Lincolns gamle parti.

Det er slemt nok for USA, men for os i Europa er det intet mindre end en katastrofe. Værst står de heltemodige ukrainere.

Det er kort sagt nemt at forfalde til fortvivlelse, men det må ikke ske

I det mindste kan de nu se frem til en hurtig afgørelse, frem for den langsomme kvælningsdød et impotent NATO har påført dem.

Den verdensorden, vi tager for givet, vakler, og det er kort sagt nemt at forfalde til fortvivlelse, men det må ikke ske.

Tiden er ikke til angst og hændervriden. I stedet må alle gode kræfter stå sammen om at styre Danmark sikkert gennem stormen.

Niels Jespersen

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Manden, der har lagt navn til tidlig pension

Evaluering af S-valgresultat i København