Præsidenter, statsministre, ministre og kommentatorer leverer det samme budskab med en overbevisning i stemmen, som havde de fundet De Vises Sten: Europa skal stå sammen, og vi skal styrke det europæiske samarbejde.

Donald Trump ønsker, at Europa selv skal gøre mere for kontinentets forsvar og sikkerhed.

Det gentog han igen i samtaler med europæiske ledere torsdag, og statsminister Mette Frederiksen (S) forstår ham.

”Jeg er enig med Donald Trump, når han siger, at Europa skal kunne gøre mere selv. Det er jeg helt enig i,” sagde hun på et pressemøde under et møde blandt medlemmerne af Det Europæiske Politiske Fællesskab i Budapest torsdag.

Ja, selvfølgelig.

Sagen er bare, at daværende forbundskansler Angela Merkel udtrykte sig på nøjagtigt samme måde efter Donald Trumps valgsejr i 2016, og præsident John F. Kennedy var faktisk den første, der formulerede sig på samme måde i forhold til Europa for over 60 år siden.

Lysår fra mål

Det er lang tid siden.

Så lad os bare holde os til Angela Merkels udtalelse i 2016. Bevares: udgifterne til forsvar er steget, men vi er milevidt fra et niveau, hvor vi blot tilnærmelsesvis kan klare blot enkelte dele af vores forsvar uden amerikansk støtte.

Og flere steder er stigningen mere fiktiv end reel takket være omrokeringer af udgifter og regulært fifleri.

Da Angela Merkel formulerede sig i 2016, var den politiske situation i Europa stabil

Men det har ikke skortet på hundredvis af europæiske erklæringer om selv at tage ansvar, og snakken om europæisk enhed og fælles styrke bliver langt sværere at omsætte i politisk handling end for otte år siden.

Da Angela Merkel formulerede sig i 2016, var den politiske situation i Europa stabil: kontinentets mægtigste magter havde driftssikre regeringer.

Ganske vist scorede højrenationalistiske partier lejlighedsvist mange stemmer ved parlamentsvalg som i Frankrig, Italien, Holland og Sverige.

I Danmark havde Dansk Folkeparti sat sig på 21 procent af stemmerne året før. Men højrepartierne var ikke i regering bortset fra i Polen.

Orban står ikke alene

Det er de nu.

Torsdag modtog Ungarns regeringschef Victor Orban, som Donald Trump har udråbt som sit forbillede, de øvrige stats- og regeringschefer fra EU til mødet i Budapest.

Inden mødet gav lederen af Ungarns illiberale regering udtryk for sin begejstring over Donald Trumps ”historiske comeback”, og han vil hjælpe den kommende amerikanske præsident med at afslutte krigen i Ukraine.

Victor Orban står ikke alene. I EU-kredsen har han støtte fra Slovakiet og i mindre grad fra Tjekkiet i denne sag.

Det ser ikke bedre ud i unionens vestlige del

Hvad angår en anden af Donald Trumps hjertesager - illegal indvandring – har han allerede hældt EU’s møjsommeligt udarbejdede pagt om udlændingepolitik ned ad brættet.

Det har andre EU-regeringer også – dog uden at sige det højt.

Nationalisternes triumfer

Det ser ikke bedre ud i unionens vestlige del.

I dag er Italiens regeringschef en tidligere nyfascist og rabiat modstander af EU, der så sent som i sidste uge modtog Elon Musk som hædersgæst ved en fest for hendes parti.

I Holland er Gert Wilders nationalistiske – og Putin-venlige – parti ikke til at komme udenom efter dets valgsejr tidligere på året

Giorgia Meloni har modereret sig, men hendes regeringspartner fra partiet La Lega tordner fortsat mod EU – og ønsker stop for hjælp til Ukraine.

I Holland er Gert Wilders nationalistiske – og Putin-venlige – parti ikke til at komme udenom efter dets valgsejr tidligere på året.

I Østrig vil det højreekstreme Frihedsparti – sejrherre ved valget for få uger siden – påvirke landets politik de kommende år, selv om det ikke bliver regeringsparti.

På samme måde som Sverigedemokraterne har indflydelse.

EU-lokomotiver gået i stå

De store EU-lande er i dyb krise.

I Tyskland kastede den socialdemokratiske forbundskansler Olaf Scholz reelt håndklædet i ringen, da han onsdag opløste sin såkaldte ’trafiklys-koalition’ bestående af socialdemokrater, grønne og liberale.

De kristelige demokrater vil mærke den højreekstreme ånde i nakken fra partiet Alternative für Deutschland.

Tyskerne skal derfor til valg måske allerede i januar, og sejrherren bliver det kristelig demokratiske parti, hvis leder Friedrich Merz ikke er nogen overbevist europæer.

Og de kristelige demokrater vil mærke den højreekstreme ånde i nakken fra partiet Alternative für Deutschland.

I det andet såkaldte EU-lokomotiv, Frankrig, kan Marine Le Pens parti Rassemblement National vælte den siddende og meget svage højreregering i det øjeblik, venstrefløjsalliancen slutter sig til et mistillidsvotum.

Ukraine bliver ofret

Facit er ildevarslende: flere EU-regeringers ledere har stærke sympatier for Donald Trump, og de venter på selv det mindste påskud til at bringe krigen i Ukraine til ophør – også på bekostning af Ukraine.

Det ved Trump, det ved Putin og det samme ved ukrainerne.

For det andet er regeringerne i de ledende EU-lande svage.

Hverken Tyskland eller Frankrig kan bruge flere penge på forsvar

Præsident Emmanuel Macron kæmper for at holde embedsperioden ud, og Frankrig står overfor en gæld, der med 112 procent af bruttonationalproduktet gør det økonomiske manøvrerum mere end snævert.

Det ser ikke bedre ud i Tyskland, hvor bilindustrien lukker store virksomheder – ligesom i Frankrig – og hvor industrien kæmper mod konkurrencen fra Kina og snart de amerikanske toldmure.

Hverken Tyskland eller Frankrig kan bruge flere penge på forsvar.

Flere midler til forsvar?

Faktum er, at en række europæiske ledere vil have mere end rigeligt med at håndtere komplicerede indenrigspolitiske udfordringer – hvortil kommer de økonomiske.

Men Emmanuel Macron har svaret: ved ankomsten til Budapest torsdag talte han igen om nødvendigheden af fælles europæiske milliardlån, der blandt andet skal finansiere en europæisk våbenindustri for at mindske afhængigheden af USA.

Men erfaringerne med den europæiske genopretningspakke fra 2020 på 750 milliarder kroner er ikke gode

Hvorfor ikke? 

Men erfaringerne med den europæiske genopretningspakke fra 2020 på 750 milliarder kroner er ikke gode.

Det tog lang tid at forhandle den på plads – og i dag er knap halvdelen af pengene i omløb til konkrete projekter.

Batterier og kunstig intelligens

Dertil kommer, at det i bedste fald vil tage årevis at få en europæisk våbenproduktion op at stå – og det er ikke svært at forestille sig voldsomme interne slagsmål mellem landene om fordelingen af pengene og placeringen af de nye arbejdspladser.

Og ser vi på situationen i dag har det ikke været muligt for europæerne at koordinere fabrikationen af noget så fundamentalt som batterier til el-biler – og vi taler slet ikke om en koordineret europæisk indsats på et område som kunstig intelligens, hvor Europa allerede halter dramatisk efter USA og Kina.

Europæiske slagsmål forude

I virkelighedens verden skal europæerne allerede i begyndelsen af 2025 forholde sig til USA’s nye handelspolitik, som er meget enkel at forklare: for Donald Trump er ethvert land, der har overskud på dets handel med USA, en modstander.

Det er EU, der forhandler toldsatser med USA.

Men siden onsdag morgen har flere europæiske ledere bebudet individuelle kontakter og forhandlinger med USA, og andre vil som statsminister Mette Frederiksen læne sig kraftigt op ad USA, som hun har formuleret det.

Samtidig bliver konkurrencen mellem amerikanerne om amerikanernes gunst hård

Det vil hun ikke være alene om, og den type adfærd vil kun blive mødt med foragt af den amerikanske præsident.

Samtidig bliver konkurrencen mellem amerikanerne om amerikanernes gunst hård. Samtidig bliver europæerne nødsaget til at kompensere for tab på det amerikanske marked ved at erobre nye.

Og det er tvivlsomt, om den megen snak om europæisk solidaritet kan holde til disse nye prøvelser?

Slut med NATO?

Men Europa kommer til at stå mere og mere alene. Donald Trump giver ikke meget for alliancer som NATO, der blev indgået i en geopolitisk virkelighed, der intet har at gøre med den nuværende.

Så det er rigtigt, at Europa skal lære at stå på egne ben

Om måske nærmer vi os det tidspunkt, hvor et NATO med et stadig mindre amerikansk engagement ender med at blive opløst, som den franske præsident Charles de Gaulle forudså for over 60 år siden?

Der er vi ikke endnu. Så det er rigtigt, at Europa skal lære at stå på egne ben.

Men indtil nu er det blevet ved snakken, og det bliver ikke nemmere at forvandle snak til handling.