Nabokov, der er mest kendt for sin kontroversielle roman, ’Lolita’ (1955), var samtidig en inkarneret indsamler af sommerfugle.
Ad flere omgange mistede han sine samlinger på grund af ydre rystelser, der gjorde, at hans familie mistede sin formue og måtte flygte fra Rusland.
Det må have været et smerteligt tab.
Men det skab, hvor Nabokovs videnskabelige undersøgelser befinder sig, eksisterer altså endnu i dag.
Det består af mange hundrede kønsdele fra blå sommerfugle, som Nabokov sirligt har dissekeret med sin skalpel, i et forsøg på at finde frem til, om disse små dyr mon var genetisk forskellige, trods deres identiske udseende.
Nu er bogen, ’Den tranströmske insektsamling fra Runmarö’, skrevet af den svenske forfatter og entomolog, Fredrik Sjöberg, udkommet på dansk.
Historien om Nabokov er ikke at finde her, men jeg kom bare til at tænke på den, fordi Sjöberg på et tidspunkt fortæller en historie, der minder lidt om Nabokovs tilgang til emnet.
Det sker i forbindelse med, at Sjöberg får lejlighed til at besigtige og undersøge den svenske forfatter og Nobelprismodtager, Thomas Tranströms insektsamling fra Runmarö.
En sådan sentens er også det, der gør denne lille bog så læseværdig grundet Sjöbergs poetiske træfsikkerhed på en helt særlig facon
Det lykkedes relativt nemt for Sjöberg at artsbestemme samlingens eksemplarer, men et insekt volder ham problemer. Som han skriver:
“Det er typisk nok en repræsentant for familien som på svensk kaldes for ‘punktbiller’, en gruppe, hvis navn stammer fra dyrenes lighed, både i form og størrelse, med et punkt af samme type som afslutter denne sætning.”
En sådan sentens er også det, der gør denne lille bog så læseværdig grundet Sjöbergs poetiske træfsikkerhed på en helt særlig facon.
Og han fortæller videre, at hvis denne bille skal artsbestemmes nærmere, så vil det kræve, at man dissekerer den for at undersøge dens genitalier, hvilket de så ender med at helt at droppe.
’Den Tranströmske insektsamling fra Runmarö’ er nærmest kult, og det forstår man egentlig godt, fordi den er så forbandet godt skrevet.
Der er egentlig ikke noget særligt over Tranströms samling, men det fascinerende er jo, at forfattere som ham har været så passioneret omkring disse små væsener.
Indledningsvis citerer Sjöberg Charles Darwin, der engang skrev, at mennesker, der samler på insekter, synes at indikere, at de i fremtiden vil få succes.
Og det er hvad bogen i grunden handler om: hvad det vil sige at være passioneret som samler.
Også den berømte tyske forfatter Ernst Jünger var en inkarneret insektsamler
Hvad det betyder at give naturens væsener navne, og på den måde komme tættere på virkeligheden og dens mangfoldighed.
Om hvad det i grunden betyder, når man bliver overvældet over et særligt fund, og hvilken glæde, der er forbundet med det.
Det er en sjov og spændende hybrid, når forfattervirksomheden og fascinationen af naturen og samlervanviddet sådan går op i en højere enhed.
Også den berømte tyske forfatter Ernst Jünger var en inkarneret insektsamler, og han har samtidig fået et insekt opkaldt efter sig.
En dag må en forfatter skrive en bog om de mange forfattere, der har haft denne beskæftigelse at sysle med, samtidig med, at de skrev deres mere berømte værker, for sådan en bog findes desværre ikke.
Der findes mange bøger, der handler om for eksempel Nabokovs videnskabelige og litterære tilgang til sommerfuglene, men de sammenstilles ikke med andre forfattere med samme passion.
Det samme kan man sige om Ernst Jüngers insektsamling og passion, og den er i dag nærmest mytologisk og omspundet af meget fascination, men der findes knap så meget specifik litteratur, der reelt handler om det.
Det er noget mystisk og noget dragende over det
Jeg ved jo godt, at jeg ikke vil kunne få noget egentlig ud af at kikke på for eksempelvis Nabokovs skab med hundredvis af genitalier, som man ikke engang kan se med det blotte øje.
Men det er selve forestillingen, der alligevel gør det interessant, ligesom det altid har fascineret mig, at man har disse på nåle hængte insekter, der ligger i æsker bag en rude af glas.
Det er noget mystisk og noget dragende over det. At de sådan er samlet ind, undersøgt, beskuet og klassificeret.
Under alle omstændigheder: Er man fan af insekter og poesi, så er denne lille bog uomgængelig og en stor oplevelse at læse.
Fredrik Sjöberg: ’Den Tranströmske insektsamling fra Runmarö’. 52 sider. Forlaget Atlanten, 2024.
Kommentarer
Jeg har set et par insektsamlinger, og det var da lidt interessant. Men jeg kunne ikke drømme om at sætte en nål igennem dem og putte dem i en samling. På den anden side vil jeg jo gerne vide hvad de hedder. I dag synes jeg man skal nøjes med fotoer.
Jeg har haft et spektakulært besøg af en garver (Prionus corioarius), en svalehale og en tau (det græske bogstav kan tydeligt læses på den hvilende vinge, men insektet hedder vist noget helt andet). Store oplevelser.
Tak for et godt svar! Og ja, i dag er der så mange rødlistede insekter, at det er en skam at konservere dem. Samtidig er vores kamera i vores mobiltelefoner blevet så gode, at det fungerer udemærket med det.
Det er for øvrigt også sådan jeg selv ‘samler’.
Mvh
Den sidstnævnte var en spinder ved navn Sømplet (Aglia tau). Spændende syn.