Det var af altovervejende betydning for kunstneren, eftersom han havde anmodet staten om at modtage hans værker og Gamle Samling, som en gave, som staten så skulle huse i et særskilt museum, tegnet af kunstneren selv.

Det skulle nemlig være ligesom en anden af Danmarks helt store kunstnere: Bertel Thorvaldsen, der efter mange års eksil blev modtaget som en landssøn, og som fik sit helt eget museum.

Da Hartvig Frisch dør i 1950, mister J.F. Willumsen sin faste støtte, og det ender med, at både stat og kommune takker nej til hans gave.

Det bliver i stedet Frederikssund, kunstnerens hjemby, der tager imod gaven, og i dag har J.F. Willumsen sit eget museum der, hvor man også kan se hans gigantværk, ’Det store Relief’, som blev doneret til museet af Statens Museum for Kunst.

Kunstnerhjem

At der overhovedet var tale om, at Willumsen skulle have sit eget museum, kom i to led. Først drømte han bare om, at hans villa i Hellerup, som han sammen med sin anden hustru, Edith Wessel, begyndte at opføre i 1906, skulle ende som et bevaret kunstnerhjem.

Helt på linje med det svenske kunstnerpar, Carl og Karin Larsson i Sundborn, eller fynbomalernes Johannes og Alheds Larsen kunstnerbolig i Kerteminde. Imidlertid kom der en skilsmisse i vejen, og Edith fik det fulde ejerskab over villaen.

Hans forsøg på et egentligt internationalt gennembrud i USA, som han flyttede til i 1900, mislykkedes ganske vist

At det ikke lykkedes for J.F. Willumsen at få et eftermæle, som han selv var tilfreds med, er blot et af de mange forlis, som han selv oplevede som nederlag.

Men læser man Henrik Wivels nye storbiografi om ham, så var Willumsen i grunden rigt anerkendt, først i Paris, siden i Tyskland.

Hans forsøg på et egentligt internationalt gennembrud i USA, som han flyttede til i 1900, mislykkedes ganske vist, men i Skandinavien fik han rigelig med anerkendelse og oprejsning.

En mystisk intuition

Problemet med tilfældet J.F. Willumsen er nok det, at han som kunstner gennem hele livet fornyede sig, eksperimenterede og udviklede sig.

Han var ikke en kunstner, der fandt sin ”helt egen stil”, og hans værker, hvoraf mange i dag må anerkendes som nogle af tidens hovedværker, stikker i mange retninger.

I modsætning til for eksempel hans samtidige, Vilhelm Hammershøi, var Willumsen hele tiden ude på at ramme sin samtids store genrebølger, men samtidig på jagt efter at genfortolke selvsamme.

Uden omsvøb må man bare konstatere, at Henrik Wivels tobindsværk er det mest omfattende og mest gennemarbejdede, der nogensinde er lavet om J.F. Willumsen

Dette førte til, at hans malerier på mange måder er ”tænkte”, programmatiske, men samtidig udført med noget ekstra, en mystisk intuition og med stor kunstnerisk virtuositet.

Henrik Wivel skriver, at der er tale om særlig art splittelse i Willumsens sind, der hele tiden kommer til udtryk i værkerne, og derfor er bogens titel, ’Jeg er en anden’, også velvalgt.

Uden omsvøb må man bare konstatere, at Henrik Wivels tobindsværk er det mest omfattende og mest gennemarbejdede, der nogensinde er lavet om J.F. Willumsen.

Det er et tiltrængt værk, fordi Willumsen er dansk kunsthistories store Ener, der formåede at skabe så mange betydelige værker, der overgår så meget andet i tiden.

Tag for eksempel hans værk, ’En Bjergbestigerske’, som han udførte i to udgaver (1904 og 1912) hvoraf det sidste i dag hænger på Statens Museum for Kunst.

Det er et mageløst værk, der bringer mindelser om Caspar David Friedrichs ’Vandreren over tågehavet’ (1818).

Willumsens værk er derimod af en kvinde (hans hustru Edith Wessel), der vender front mod beskueren, selvsikker og stærk. Det er på mange måder et feministisk værk, hvor Willumsen sætter den kreative og frie kvinde i front.

Hans store værk, ’Jotunheimen’, som han færdiggør i 1893, og som er udført i forskellige materialer, betragtes i dag som et af hans hovedværker

Før dette værks tilblivelse, boede han i Frankrig, og blev en central og anerkendt person blandt tidens symbolister, selvom han også i denne periode skildte sig stilmæssigt ud.

Hans store værk, ’Jotunheimen’, som han færdiggør i 1893, og som er udført i forskellige materialer, betragtes i dag som et af hans hovedværker.

I forbindelse med selvsamme værk skriver han i sine notesbøger, at mødet med bjergene indgyder ham en eksistentiel skræk, hvor alle faste punkter forsvinder, og naturens vælde bliver for overvældende.

Mødet med bjergene bliver et tema, som han vender tilbage til, igen og igen. Hans grundangst kommer til udtryk i flere værker, ligesom fornemmelsen af manglende fast fikspunkt og en fornemmelse for levitation, bliver faste tematikker i hans værker.

Måske var det hans monument over den kulturradikale kriger, Viggo Hørup, der i dag står i Kongens Have i København, der var med til, at Hartvig Frisch støttede ham.

Viggo Hørup var med til at stifte Politiken, og han var en central del af datidens opposition til styret under Estrup.

Henrik Wivel er i den grad en vidende skribent

Under alle omstændigheder var Willumsen selv en oprører, der hurtigt opgav kunstakademiet, og siden de officielle og censurerede udstillinger, for i stedet at være med til at stifte Den Frie Udstilling i 1891. Senere tegnede og udsmykkede han deres permanente bygning.

Willumsens maleri, ’Badende Børn’ (1910), der forestiller legende børn, gennemstrømmet af lys, og styrtende sig ud i bølgerne i Skagen, er et uovertruffent værk, men igen også et manifest.

Willumsen var blevet ”vitalist”, og hans udtryk for selvsamme blev ikonisk.

Stor elsker af Villumsen

Henrik Wivel er i den grad en vidende skribent, og som læser beriges man af hans store vid, men også af hans underholdende og meget oplysende tilgang til stoffet.

Men han er også en meget stor elsker af Willumsen, så her findes ingen kritik af kunstneren, ej heller den sædvanlige kritik af Gamle Samling, som Willumsen udbyggede gennem det meste af livet.

Wivel begår også en klassisk brøler, som han ikke er ene om

Heri er blandt andet et tidligt værk El Greco, der er uvurderligt, men Willumsen blev også kritiseret for at have for lidt forstand på at vurdere de indkøbte værker, hvilket gjorde samlingen i sin helhed tvivlsom.

Dette synes ikke at være problematisk for Wivel.

Wivel begår også en klassisk brøler, som han ikke er ene om.

Ligesom mange andre, vil han gerne have Willumsen til at være en del af det moderne gennembrud, og derfor også en del af kredsen omkring Georg Brandes.

Brandes hadede Huysmans, samtidig med at det er sandsynligt, at Willumsen både læste ham og lod sig inspirere af ham

Men Georg Brandes brød sig bestemt ikke om symbolismen, hvilket Wivel behændigt går hen over.

Han skriver blandt andet, at Brandes nok var enig med den franske symbolist, kritiker og forfatter, Joris-Karl Huysmans, hvilket er notorisk falsk.

Brandes hadede Huysmans, samtidig med at det er sandsynligt, at Willumsen både læste ham og lod sig inspirere af ham.

Fejlslutning skæmmer ikke

Det er Georg Brandes’ introduktion til den tyske filosof, Friedrich Nietzsche, i København 1888, der gør, at Wivel og Co. så gerne vil have datidens kunstnere og forfattere til at passe ind i Brandes’ program.

Selv udtaler Willumsen, at han aldrig har læst Nietzsche, men Wivel skriver direkte, at det må være løgn.

Willumsen legede med splittelsen, og også med kønnet

Under alle omstændigheder var Georg Brandes tilhænger af Enhedstanken, og han mente at enhver form for splittelse i en kunstner var et udtryk for forvirring og femininitet, hvilket ifølge Brandes var et problem.

Willumsen legede med splittelsen, og også med kønnet. Han var præcis det modsatte af en fast forankret enhed, hvor ‘”det rationelle” var enerådigt.

Intuitionen var for ham lige så væsentlig. Selvom Wivel begår denne fejlslutning, der også betyder, at han mener, at symbolisten Johannes Jørgensen havde Georg Brandes som mentor, som om der slet ikke var tale om et fatalt brud, da Jørgensen introducerede symbolismen i Danmark, som Willumsen også blev en del af, så skæmmer det ikke bogen synderligt, fordi den samtidig indeholder så megen fakta.

Og især fordi Wivel endelig, og som noget nyt, fokuserer meget på Willumsens senværker, der også er interessante.

Alt i alt er Wivels bog vellykket og må betragtes som den mest centrale bog om denne brogede og vigtige kunstner, der hverken fik sin egen kunstnerbolig eller blev den næste æresborger ala Bertel Thorvaldsen med eget museum/mausolæum i København.

Til gengæld er hans museum i Frederikssund, der pt er under restaurering og ombygning, det museum, der i dag huser hans mange værker, inklusiv Gamle Samling, ligesom han er stedt til hvile der.

Og mon ikke det også, i sig selv, er ærefuldt nok? 

Henrik Wivel: ’J.F. Willumsen: Jeg er en anden’. I to bind. 277 og 261 sider. Rigt illustreret med fotos i farver. I kassette. Forlaget Strandberg, 2024.