I løbet af sit korte liv har partiet nærmest kun oplevet stormende succes og knusende nederlag. Lige nu står partiet på sit hidtidige højdepunkt, og det kunne mærkes i salen.

LA’erne lægger ikke under for janteloven. Her må man gerne tale højt og længe om sin egen succes.

Men den klare og også fortjente hyldest af egne fortræffeligheder står i vejen for erkendelsen af, at LA står i en svær strategisk situation.

Der er kun plads til selvbevidstheden i statsministeriet

For selv om meningsmålingerne er fantastiske, så har det lange udsigter med at placere LA der, hvor partiets selvbevidsthed hører hjemme. Nemlig i Statsministeriet.

For tag ikke fejl. Det er falsk beskedenhed, når Alex Vanopslagh forsværger sig æren som blå bloks statsministerkandidat.

Det er blodsporet fra Søren Pape Poulsen, der skræmmer.

I LA's ledelse er man pinligt bevidst om, hvor yderliggående partiets politik egentlig er for de mange moderate borgerlige vælgere

Da den konservative formand stillede sig frem og tog konsekvensen af sine egne ambitioner, fik han et ordentlig gok med den røde socialdemokratiske hammer.

Alex Vanopslagh gjorde fra talerstolen et stort nummer ud af, hvor lidt han frygtede den “socialdemokratiske skræmmekampagne”.

Det passer selvfølgelig ikke.

Får LA til at fremstå som et fundamentalistisk parti

I LA's ledelse er man pinligt bevidst om, hvor yderliggående partiets politik egentlig er for de mange moderate borgerlige vælgere, der i meningsmålingerne gør LA til Danmarks suverænt største borgerlige parti.

Det er derfor man med varierende succes forsøger at lægge de ultimative positioner om topskat og kvindelig værnepligt i graven. De positioner får partiet til at fremstå fundamentalistisk.

Var det ikke fordi skurkerollen i det liberale eventyr var reserveret til Mette Frederiksen, så ville Løkke være hovedmodstanderen

Problemet er bare, at selve partiets DNA er et opgør med Venstres opportunisme, hvor man hele tiden tilpassede politikken til de afgørende midtervælgeres smag.

Hvis LA også begynder at sælge ud af ideologien for at komme til magten, hvad er så egentligt alternativet til Venstre?

Kun en mand kan slå Mette Frederiksen

Er der en forhenværende Venstre-mand der for LA’erne fremstår som selve inkarnationen af principløs og skamløs magtgerrighed, så er det Lars Løkke Rasmussen.

Var det ikke fordi skurkerollen i det liberale eventyr var reserveret til Mette Frederiksen, så ville Løkke være hovedmodstanderen.  

Hvis der kan dannes et flertal uden om Socialdemokratiet, så vil Løkke kræve kronen

Sagen er bare den, at den i forvejen ikke særligt nemme vej til et borgerligt flertal uden om Mette Frederiksen kun kan lade sig gøre sammen med minimum Moderaterne.

Og chancen for at Lars Løkke skulle pege på opkomlingen Alex Vanopslagh er lig nul. Hvis der kan dannes et flertal uden om Socialdemokratiet, så vil Løkke kræve kronen.

Det er pest eller kolera for LA’erne, men de er endnu ikke parate til at vælge den trods alt mindre dødelige kolera i form af Løkke.

Borgerlig faneflugt

I virkeligheden deler Løkke og Vanopslagh skæbnefællesskab. Den første bliver ikke statsminister uden den sidstes stemmer. Og den sidste kommer ikke i regering uden den første.

Men den erkendelse er ikke til stede i nogle af partierne. Hos Moderaterne er man synligt irriterede over LA’s succes og friløberi, mens LA’erne anklager Moderaterne for borgerlig faneflugt.

Som SVM-regeringen viser, så kan et valg hurtigt vende om på mange ting, men så længe hverken Moderaterne eller LA’erne vil vide af hinanden, er en borgerlig regering et umuligt projekt.