Ærtekonge tager det tunge skyts i brug mod fagforening: Slæber 3F i retten
Ærtekonge tager det tunge skyts i brug mod fagforening: Slæber 3F i retten
Store supermarkedskæder siger fra over for arbejdsgiveren, som beskylder 3F for at varsle ulovlig sympatikonflikt

Ejeren af en af Europas største producenter af ærter, Peter Skov Johansen, er kommet i karambolage med 3F.
3F har iværksat sympatikonflikter mod to af de virksomheder, som Peter Skov Johansen ejer.
Han vil nu tage sagen til Arbejdsretten ifølge Fagbladet 3F.
Konflikten mellem Peter Skov Johansen og 3F bunder i, at 3F mener, de ansatte, som plukker ærter, bliver underbetalt.
Det er ikke lykkedes for 3F og Peter Skov Johansens firmaer at blive enige om en overenskomst, og nu har fagforeningen altså varslet sympatikonflikt.
Slut med at sælge ærter i store kæder
Peter Skov Johansen ejer koncernen Greenpeas, hvorunder firmaet Greenmark ApS hører.
Greenmark ApS har rejst sag i Arbejdsretten mod 3F, fordi virksomheden mener, at 3F har varslet ulovlige sympatikonflikter mod to af Peter Skov Johansens virksomheder.
Både Coop Danmark og Salling Group har meddelt, at de ikke længere vil købe ærter fra koncernen Greenpeas.
Dermed er det slut for “ærtekongen” med at sælge ærter i store supermarkedskæder som for eksempel Netto, Kvickly, SuperBrugsen, 365 Discount og Føtex.
Vi mener, at konflikten er usagligt begrundet
“Vi mener, at konflikten er usagligt begrundet. Vi opfordrer stadig 3F til at komme tilbage til forhandlingsbordet, så vi kan indgå en aftale, der er gældende for alle og kan håndhæves ens af 3F i hele branchen,” skriver Peter Skov Johansen i en mail til Fagbladet 3F.
3F er ikke bekymret
Forhandlingerne om en overenskomst har stået på siden begyndelsen af 2024, men det er ikke lykkedes at blive enige om en aftale. Derfor har 3F iværksat sympatikonflikten.
Formanden for 3F Østfyn, Tonny Fejerskov, er ikke bekymret for sagen ved Arbejdsretten.
I Fagbladet 3F kalder han det "forventet", at virksomheden vil gå rettens vej i et forsøg på at forhale konflikten, inden ærtesæsonen slutter i midten af september.
3F-formanden er sikker på, at fagforeningen har fulgt reglerne.
Tilføj kommentar