Annonce

Stilladskrig: 3F tager skarpt afstand fra optøjer

Væltet stillads, ophedet konflikt og voldelige sammenstød. Vilde scener udfolder sig ved byggeplads på Nørrebro i København.
En byggeplads på hjørnet ved Lundtoftegade og Tikøbgade på Nørrebro er blevet genstand for en ophedet konflikt.

Fredag morgen måtte politiet trække stavene over for en række af de 200 demonstrerende stilladsarbejdere, da politiet rykkede ud til en faglig aktion ved byggepladsen.

Det bekræftede vagtchefen for Københavns Politi over for A4 Nu.

placeholder

Stilladsarbejderne: Det er ulovligt

Stilladsarbejdernes Landsklub, der hører under Byggegruppen i fagforeningen 3F, mistænker et stillads for at være blevet opsat på ulovlig vis.

”Jeg tror, de er gået på gaden, fordi de er frustrerede over, at der ikke sker noget. Der er også meget, der tyder på, at dem, der har sat stilladset op, slet ikke er uddannet til det. Det er livsfarligt at arbejde på det stillads. Folk er sure over, at selvom det er anmeldt, så sker der ikke noget,” fortalte Thomas Strømsholt, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub, til A4 Nu.

Det er livsfarligt at arbejde på det stillads

Arbejdspladsen er blevet anmeldt til Arbejdstilsynet, som har været forbi for at se på arbejdsforholdene – dog uden at have fundet anledning til at sætte en stopper for arbejdet på pladsen, skriver mediet.

Rasmus Kreutzmann, der er faglig sekretær i 3F BJMF (Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening), oplyser til A4 Nu, at man har en sag kørende mod arbejdspladsen, der bl.a. handler om underbetaling af litauere.

Fredag aften blev et større stillads ødelagt og væltet, hvorefter en gruppe på omkring ti personer blev set løbe fra stedet. Om det havde forbindelse til den faglige konflikt tidligere på dagen, kunne Københavns Politi ikke sige noget om, skriver Ekstra Bladet.

Tæsk, væltet stillads og smadret Porsche

Søndag var der igen optøjer ved stilladset. En større gruppe gik amok, og flere personer var i infight.

”En gruppe mænd er trængt ind, og så har de givet nogle andre tæsk. Det kan være koblet op på den faglige konflikt, der i øjeblikket skulle være i gang dernede,” lød meldingen fra Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Mandag havde et medlem af Facebook-gruppen ”STILLADS DANMARK” indkaldt til stormøde ved stilladset på Nørrebro.

Vi finder os ikke i det pis mere

opslaget i Facebook-gruppen skriver opslagets forfatter, at ”vi finder os ikke i det pis mere”, ligesom der også står, at der er mødepligt for alle, og at folk, der arbejder, vil blive hentet.

placeholder

Mandag morgen var op mod 300-400 stilladsarbejdere så mødt op for at markere deres utilfredshed med det – ifølge dem – ulovligt opsatte stillads på Nørrebro. Flere stilladsarbejdere stormede byggepladsen og væltede et kæmpe stillads, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge TV 2 blev en hvid Porsche smadret med genstande, der mindede om baseballbat, hvorefter bilen blev vendt på hovedet. Der blev ligeledes affyret kanonslag.

placeholder

3F: Vold og ulovligheder er uacceptabelt

Formanden for 3F Byggegruppen tager afstand fra de tumultariske scener, som mandag udspillede sig ved byggepladsen på Nørrebro.

”Hvis der er tale om overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, så tager vi skarpt afstand fra dette og opfordrer folk til omgående at vende tilbage til deres arbejde. Vi har også gjort vores afdelinger opmærksomme på dette,” siger Claus von Elling, formand for 3F’s byggegruppe, i en pressemeddelelse.

Ifølge Berlingske var det en faglig sekretær fra Dansk El-Forbund og en stilladsarbejder, der søndag blev slået ned, da de ville dokumentere de ulovlige arbejdsforhold på byggepladsen.

Derfor var flere hundrede stilladsarbejdere mandag morgen samlet ved byggepladsen, hvor det ifølge et Twitter-opslag fra Københavns Politi udviklede sig til ”voldelige sammenstød, omfattende hærværk og vold”.

Vold og ulovligheder er naturligvis uacceptable i enhver form

I pressemeddelelsen fra 3F understreger Claus von Elling, at man endnu ikke ved, hvem der står bag de voldsomme handlinger, herunder nedrivningen af et seks-etagers stillads, men han tager afstand fra de tumultariske scener.

”Vold og ulovligheder er naturligvis uacceptable i enhver form. Det gælder både på den ene og den anden side,” siger han.

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet