Stilladsarbejdernes formand: ”Jeg har givet gutterne en kæmpe skideballe”

”Det var ikke 3F, der stod bag. Det var ikke Stilladsarbejdernes Landsklub, der stod bag”, understreger talsmanden om optøjerne på Ydre Nørrebro mandag
”Det er eddermame ikke i orden at vælte et stillads ned over nogle containere og smide en Porsche rundt. Det er ikke sådan, vi gør. Det har vi aldrig nogensinde gjort før. Jeg har aldrig oplevet den slags før.”

Det er ikke sådan, vi gør

Sådan siger formanden for Stilladsarbejdernes Landsklub, Thomas Strømsholt, til Netavisen Pio.

Mandag gik det vildt for sig på hjørnet af Lundtoftegade og Tikøbgade på Ydre Nørrebro i København i forbindelse med en konflikt mellem organiserede stilladsarbejdere og et litauisk firma, der benytter uorganiserede stilladsarbejdere fra Polen og Litauen, og bygherren Dansk Boligbyg.

På TV har mange set, hvordan organiserede stilladsarbejdere i vrede river et seks-etagers højt stillads ned i et hug midt i et boligkvarter og begår hærværk mod en Porsche.

Ærgrer sig over forløbet

”Jeg har givet gutterne, der var til stede, en kæmpe skideballe,” siger Strømsholt, der ærgrer sig rigtig meget over forløbet:

På trods af situationen får jeg dysset gemytterne ned

”Vi havde billeder af folk, der bryder lovgivningen, vi havde billeder af stilladset, der var opsat forkert, 3F BJMF (Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, red.) var klar med en fagretslig sag, så vi kunne knalde dem på overenskomstbrud. Vi havde alt klar, og så kommer den her begivenhed søndag aften, hvor den litauiske fupdirektør tæver en tillidsmand, og en anden tillidsmand også får tæsk. På trods af situationen får jeg dysset gemytterne ned," fortæller stilladsarbejdernes formand.

Thomas Strømsholt fortæller, at der søndag aften blev lagt en nøje plan for, hvad der skulle ske i løbet af mandagen, hvis kollegerne begyndte at samles. En plan, der ikke inkluderede hærværk:

"Men så dukker der alt mulige rygter op, og jeg bliver nervøs for, om det kan eksplodere mandag. Jeg kontakter alt, hvad der kan krybe og gå af tillidsfolk og talspersoner og fortæller dem, at dagsordenen mandag skal være: Nu er vi her, vi viser synlighed, vi kræver at Arbejdstilsynet kommer. Når tilsynet kommer, bliver det guidet gennem det livsfarlige stillads. Så er sejren i hus, og vi opløser hurtigst muligt demonstrationen. Vi lover hinanden, at det er det vi gør,” fortæller Thomas Strømsholt og fortsætter:

Planen var bestemt ikke at pille stilladset ned. Tværtimod

”Planen var bestemt ikke at pille stilladset ned. Tværtimod. Men mandag sker der bare det, at der på den anden side af hegnet står litauere med rør i hånden og kaster ting ind over hegnet mod de forsamlede stilladsarbejdere. Og så sker der desværre det, at det eksploderer,” siger Strømsholt, der ikke selv var til stede i området, da situationen gik ud af kontrol.

Må ikke ske igen

Han understreger, at hverken fagforbundet 3F eller Stilladsarbejdernes Landsklub står bag optøjerne:

For himmelens skyld: Sæt mig lige i en dårlig situation

”For himmelens skyld: Sæt mig lige i en dårlig situation. Det var ikke 3F, der stod bag. Det var ikke Stilladsarbejdernes Landsklub, der stod bag.”

Hvad så nu? Kan du love, at jeres faglige kamp for ordnede forhold sker uden anvendelse af hærværk?

”Jeg kan love hvem som helst, at vi vil sætte massivt ind på, at noget lignende aldrig nogensinde sker igen. For det var simpelthen at gå for langt,” fastslår Strømsholt.

Københavns Politi oplyser, at overfaldet på de to tillidsfolk – en fra Dansk El-Forbund og en fra stilladsarbejderne – nu efterforskes.

Opdateret kl. 9.30 5.12.: Polakker ændret til litauere.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce