Når man skifter en post som næstformand i HK/Privat ud med en plads i Europa-Parlamentet, så er der mange omvæltninger. En af de største har været, at jeg nu deler min arbejdsdag med kollegaer, som ved utroligt lidt om vores danske model.

Fra min plads i EU-parlamentet har jeg sat mig for at udbrede kendskabet til vores danske model

Det er måske ikke så mærkeligt, for den er jo ret unik i europæisk sammenhæng. Men når man er vokset op med, at politikerne holder fingrene fra danskernes løn- og arbejdsvilkår, så lønmodtagerne og arbejdsgiverne i stedet kan forhandle sig frem til enighed, så kan man godt glemme, at det ikke er sådan alle steder.

Så fra min plads i EU-parlamentet har jeg sat mig for at udbrede kendskabet til vores danske model. Det gør jeg bl.a. ved at fortælle dette til alle med interesse i arbejdsmarkedsforhold:

1. Vi har ikke en lovbestemt mindsteløn

Herhjemme fastsætter vi ikke lønninger ved lov. Indimellem kan man støde på den misforståelse, at danskerne er garanteret en bestemt mindsteløn, men det passer ikke. Byggearbejderens og kontorassistentens løn fastsættes i overenskomster, som lønmodtagere og arbejdsgivere forhandler på plads. Det giver en gensidig fleksibilitet ift. løndannelsen og vores arbejdsvilkår, og der kan tages forbehold for branchespecifikke og lokale vilkår på en måde, som en lovbestemt mindsteløn aldrig ville kunne.

2. Vi samarbejder på tværs af interesser

I Danmark ser lønmodtagere og arbejdsgiver ikke hinanden som fjender. For trods interessekonflikter har vi også et fælles ønske om at skabe vækst og trivsel på arbejdspladsen. Vækst betyder nemlig flere kollegaer, og trivsel betyder mere effektive medarbejdere. Derfor samarbejder lønmodtager- og arbejdsgiversiden på mange fronter. Det samarbejde ses også i andet end overenskomstforhandlingerne. På helt lokalt niveau og på små arbejdspladser ser vi eksempelvis at ledelsen og de tillidsvalgte arbejder tæt sammen om lokale forhold såsom arbejdsmiljø og medarbejderinddragelse.

3. Vores model giver konkurrencefordele

Mange lande burde se til Danmark for inspiration til udviklingen af deres arbejdsmarked. Vores danske model har nemlig igennem tiden sikret os både velstand, lighed - og stærke konkurrencefordele. Med en kombination af fleksibilitet og sikkerhed har vi sikret, at høje lønninger og et fornuftigt dagpengesystem går hånd i hånd med arbejdsgivernes mulighed for at hyre og fyre i takt med udsving i konjunkturerne. Vores aftalesystem har også gennem tiden sikret et stabilt og roligt arbejdsmarked på grund af et lavt konfliktniveau, og de frivillige aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere skaber en robusthed i løn- og arbejdsvilkår, som værner mod omskifteligheden i det politiske system.

Senest er vi blevet mødt med beskyldninger om manglende solidaritet

Af disse (og mange andre!) årsager er vi danskere meget bekymrede for EU-tiltag, som kan sætte vores model under pres. Denne bekymring mødes dog ofte med hovedrysten. Senest er vi blevet mødt med beskyldninger om manglende solidaritet med dårligt stillede europæere, da vi sagde fra over for EU-kommissionens planer om at indføre lovbestemte mindstelønninger.

Men jeg er sikker på, at flere af mine kollegaer ville have lettere ved at forstå vores forbehold, hvis de kendte bedre til vores model. Så når jeg siger, at jeg kæmper for vores danske model i Bruxelles, så handler det ikke kun om at sige fra over for lovgivning, som kan trække tæppet væk under den. Det handler i lige så høj grad om at få mine nye kollegaer til at forstå - og forhåbentligt blive inspireret af - vores danske model.