Vermund fortryder det hele - DF-formand ved at kaste op: “Jeg håber, hun grundigt kigger i spejlet”
Vermund fortryder det hele - DF-formand ved at kaste op: “Jeg håber, hun grundigt kigger i spejlet”
”Jeg er træt af at tale om udlændingepolitik på en unuanceret måde,” siger den tidligere formand for Nye Borgerlige

Pernille Vermund (LA) og Morten Messerschmidt (DF), formand
Nye Borgerliges tidligere formand og medstifter, Pernille Vermund, der i dag er menigt medlem af Liberal Alliances folketingsgruppe, fortryder stort set alt det hun som formand for Nye Borgerlige gennem ni år udtalte om udlændinge og flygtninge.
I hvert fald siger hun i et interview med Berlingske, at hun er træt af at tale om udlændingepolitik på en unuanceret måde:
Jeg er træt af at tale om udlændingepolitik på en unuanceret måde
“Jeg er træt af at tale om udlændingepolitik på en unuanceret måde. Det var noget, jeg allerede kunne mærke for to år siden. Noget af det, jeg ikke gjorde godt nok, var at få nuancerne med,” siger Pernille Vermund.
Hun uddyber, at det ikke bare var medierne, der skarpvinklede alt omkring udlændinge og flygtninge, det var også hende selv.
DF-formand: Hun mente det slet ikke
Pernille Vermunds melding får på det nærmeste Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, til at kaste op:
“Det var på mange måder forfriskende og nødvendigt, da Vermund i 2016 meldte sig på banen. Der var ikke meget, hun sagde, jeg ikke var enig i:”
“Kriminelle skulle ud - uanset internationale konventioner. Folketinget skulle bestemme – ikke EU. Og Danmark skulle ikke være et indvandrerland,” skriver Morten Messerschmidt på det sociale medie X og spørger så, om det hele bare var et smart trick:
Hun fortryder, hvad hun dengang mente
“Men i dag må vi forstå, at Pernille Vermund slet ikke mente det. Hun fortryder, hvad hun dengang mente, siger hun til Berlingske. Det var måske bare en leg? Et smart trick for at blive valgt til Folketinget, som det aldrig lykkedes hende, da hun var medlem af de konservative.”
Vermunds kampagne mod levebrødspolitikere
Messerschmidt føjer til, at der er en grund til, at befolkningen i et vist omfang mister tilliden til folkevalgte:
“Mange danskere mister i denne tid tilliden til vores politikere. Til demokratiet. Med politikere som Pernille Vermund er det ikke svært at forstå. For hvordan kan man opretholde tilliden til os folkevalgte, hvis de ikke mener noget for anden skyld end deres egen karriere? Allermest ironisk er det, at Vermund selv har ført kampagne imod levebrødspolitikere. Jeg håber, hun kigger grundigt i spejlet.”
Netavisen Pio har spurgt Pernille Vermund om hendes rolle i udlændingedebatten i hendes lange tid som formand for Nye Borgerlige bare var en leg. Vermund er dog ikke vendt tilbage inden for den fastsatte tidsfrist.
Forfremmet til erhvervsordfører
Vermund var formand for Nye Borgerlige fra partiets stiftelse i 2015 til udgangen af 2023. Kun afbrudt af godt en måned i februar-marts 2023, hvor Lars Boje Mathiesen var formand for Nye Borgerlige, indtil han på dramatisk vis blev ekskluderet af Nye Borgerlige på grund af grådighed.
10. januar i år forlod Pernille Vermund Nye Borgerlige. Hun og partifællen Kim Edberg Andersen lukkede samtidig Nye Borgerliges folketingsgruppe ned. 17. januar meldte Vermund sig under fanerne hos Liberal Alliance.
Pernille Vermund har hidtil været ældreordfører for Liberal Alliance. På partiets sommergruppemøde tidligere på måneden blev Vermund yderligere erhvervsordfører.
Tilføj kommentar