Annonce

Vermunds formodede afløser: “Jeg er moden”

Nye Borgerlige vælger ny formand allerede 7. februar. Stemmesluger har meldt sig som kandidat. Men opbakningen er ikke enstemmig.
Foto: Nye Borgerlige
Lars Boje Mathiesen (Løsgænger), medlem af Folketinget
Nye Borgerlige besluttede tirsdag, at partiet allerede 7. februar på en ekstraordinær generalforsamling vælger sin nye formand efter Pernille Vermund.

Samtidig melder NB-profilen Lars Boje Mathiesen ud, at han kandiderer til formandsposten.

Lars Boje mener, at han er den rette til at stå i spidsen for Nye Borgerlige:

Og så har jeg gennemslagskraft

“Det er jeg, fordi jeg har parlamentarisk erfaring, jeg er moden, og jeg har haft mange år i både det offentlige, private og været selvstændig erhvervsdrivende. Og så har jeg gennemslagskraft til at få vores politik ud til medierne,” siger han til Ritzau ifølge Berlingske.

Ifølge Lars Boje støtter både næstformand Peter Seier Christensen og det nyvalgte folketingsmedlem Kim Edberg Andersen ham som formand. Hvorimod det nyvalgte folketingsmedlem, den nationalkonservative Mikkel Bjørn, ikke står bag Lars Boje.

Kommentator: Formandsvalg kan ende med at taberfløj melder sig ud

Mikkel Bjørn oplyser, at han lige nu overvejer, om han stiller sig bag Lars Boje, eller om han eventuelt selv stiller op som formandskandidat.

“Jeg har ikke gjort min stilling op endnu. Jeg synes, at vi skylder baglandet og partiet at give det her den nødvendige tid til at overveje tingene grundigt,” siger han til Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

Netavisen Pios chefredaktør, vært på den politiske podcast Tingets Tilstand, Niels Jespersen, mener, at det er et problem for Nye Borgerlige, at opbakningen til Lars Boje ikke er enstemmig:

“At opbakningen til Boje ikke er enstemmig, udgør et problem for Nye Borgerlige, der risikerer endnu en afskalning,” vurderer Niels Jespersen og fortsætter:

“Nye Borgerlige indeholder trods sin lidenhed flere højrefløjsstrømninger. Boje står for en nærmest anarkistisk liberalisme, der minder om det gamle Fremskridtspartiet. Mikkel Bjørn er omvendt elitær nationalkonservativ. Hvis kampen står mellem de to, så kan taberfløjen meget vel ende med at melde sig ud.”

Det kan betyde, at Mikkel Bjørn gør sin kollega Mette Thiesen følgeska

“Det kan betyde, at Mikkel Bjørn gør sin kollega Mette Thiesen følgeskab og melder sig ud af Nye Borgerlige. Ligesom Thiesen vil Bjørn passe godt ind i Dansk Folkeparti og dermed blive endnu en appelsin i Morten Messerschmidts turban.”

Lars Boje er blandt andet finansordfører. Han blev valgt til Folketinget i 2019. Ved valget 1. november 2022 blev han genvalgt med 11.150 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds.

Pernille Vermund meddelte i sidste uge, at hun fratræder som formand. Hun har været formand for partiet siden det blev stiftet i 2015.

Deadline for at melde sig som formandskandidat er tirsdag.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Hvorimod det nyvalgte folketingsmedlem, den nationalkonservative Mikkel Bjørn, ikke står bag Lars Boje."

"Mikkel Bjørn oplyser, at han lige nu overvejer, om han stiller sig bag Lars Boje, eller om han eventuelt selv stiller op som formandskandidat."

En noget ambivalent artikel.

En brunskjorte forening.

Annonce