“Jeg siger ‘neger’ om en neger”: Fem kontroverser, der nu kan hjemsøge Pernille Vermund

Pernille Vermund

“Jeg siger ‘neger’ om en neger”: Fem kontroverser, der nu kan hjemsøge Pernille Vermund

Pernille Vermund er blevet taget varmt imod i Liberal Alliance. Men tidligere har hun ofte været i vælten for skarpe holdninger, der står i klar modsætning til liberale principper såvel som den politiske mainstream.

Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance og Pernille Vermund, folketingsmedlem for Liberal Alliance og tidligere formand for Nye Borgerlige
Billedtekst

Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance og Pernille Vermund, folketingsmedlem for Liberal Alliance og tidligere formand for Nye Borgerlige

Foto: Folketinget/Steen Brogaard - fotografik: David Troels Garby-Holm

Da Pernille Vermund og Peter Seier Christensen i 2015 lancerede Nye Borgerlige, var det med det klare formål at skabe et parti med et tydeligt højreorienteret værdisæt - på alle politikområder.

“I bund og grund læner vi os meget op af den konservative politik, mens Liberal Alliance har fine aspekter i den økonomiske politik, og Dansk Folkeparti har det med værdipolitikken,” forklarede Vermund dengang til Berlingske Nyhedsbureau.

Nu kan hun tilsyneladende stille sig tilfreds med Liberal Alliances politik på både den økonomiske politik og værdipolitikken. I hvert fald ser hun nu efter eget udsagn Liberal Alliance som det eneste rigtige parti for hende.

“Liberal Alliance er det parti, som bedst viser vejen frem for et borgerligt-liberalt samfund, og Alex Vanopslagh har i mine øjne en helt fænomenal evne til at formulere en borgerlig dagsorden, der ikke bare handler om frihed, men også om at tage ansvar for mere end sig selv,” forklarer hun til Berlingske.

Det har vakt undren og kritik fra blandt andre Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der gennem mange år indtog en ledende rolle i partiet som repræsentant for den værdiliberale fløj af partiet.

“Jeg går op og lægger mig,” lyder hans koncise reaktion på Liberal Alliances nye rekruttering på det sociale medie X.

Jeg mener ikke, at man skal gøre alt for at bremse den globale temperaturstigning

Det kan næppe overraske, at Vermunds entré i Vanopslaghs rækker ikke mødes af udelt begejstring af liberale kræfter. Hendes efterhånden lange karriere i politik har nemlig i høj grad været præget af slagkraftige udtalelser, der har givet hende den opmærksomhed, der kan være afgørende for en leder af et nystiftet parti. Men også udtalelser, der ofte har placeret hende langt fra mainstreamen i dansk politik og fra det liberale udgangspunkt, hendes nye parti bekender sig til.

  1. Bedre sommervejr

Vermund vakte stor røre i andedammen, da hun sidste sommer ønskede sig bedre vejr.

“De fleste af os ville gerne have bedre sommervejr. Mange vil gerne have mere luft i økonomien. Alligevel fastholder et flertal, at temperaturen skal ned og skatten skal op. Det er da en mærkelig tid vi lever i,” skrev hun i et Instagram-opslag.

Da hun af journalister blev spurgt ind til opslaget, og hvad der egentlig var Nye Borgerliges holdning til klimaforandringer, var der ingen vaklen at finde i Vermunds stemme.

“Jeg mener ikke, at man skal gøre alt for at bremse den globale temperaturstigning,” slog hun fast over for DR.

Set i bakspejlet ville jeg da ønske, at jeg ikke havde sagt det dér

Nye Borgerlige og Liberal Alliance stemte som de eneste to partier imod klimaloven fra 2019. Liberal Alliance har dog siden tilsluttet sig målene i loven og fortryder nu åbent at have stemt imod.

  1. “Jeg siger ‘neger’ om en neger, og jeg siger ‘perker’ om perkere

I DR-dokumentaren ‘Vermund og kampen om højrefløjen’ indgår et klip, hvor Vermund bruger ordet ‘perker’ om en forbipasserende i en limousine.

Selvom det opsigtsvækkende ordvalg vakte megen furore, stod Vermund fast på, at der intet upassende var ved hendes brug af ordet.

“Man må bruge det sprog, man bruger, og jeg siger ‘neger’ om en neger, og jeg siger ‘perker’ om perkere,” forklarede hun over for P3.

To år senere var hun dog kommet på andre tanker.

“Set i bakspejlet ville jeg da ønske, at jeg ikke havde sagt det dér,” erkendte hun da over for Ekstra Bladet.

  1. Hjemmehjælpere uden tørklæde

Et af de mest opsigtsvækkende skænderier internt i blå blok under sidste valgkamp omhandlede hjemmehjælpere og deres beklædning på jobbet.

Det opstod, da alle seks borgerlige partiledere erklærede sig enige i, at frit valg for ældre også skulle indebære, at ældre skulle kunne fravælge hjemmehjælpere med tørklæde.

Kort efter trak både Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape Poulsen og Alex Vanopslagh dog i land og erklærede, at de ikke støttede, at ældre skulle kunne fravælge hjemmehjælpere på baggrund af tørklæder.

Kriminelle udlændinge skal udvises - konsekvent og efter første dom

Vermund holdt anderledes stædigt fast i sin oprindelige holdning.

På Nye Borgerliges hjemmeside skrev hun: “Lidt ærgerligt, at formændene for de tre af seks partier i den borgerlige opposition ikke kan være mere tydelige i mælet og blot sige det selvfølgelige og indlysende. At man helt suverænt selv bestemmer, hvem der skal lukkes ind i ens hjem.”

Det første ordførerskab, Vermund er blevet tildelt i Liberal Alliances folketingsgruppe, er på ældreområdet. Det kan derfor blive særligt spændende at følge med i, om denne gamle stridsøkse igen vil se dagens lys inden næste valg.

  1. Udlændinge skal udvises for cykeltyveri

“Kriminelle udlændinge skal udvises - konsekvent og efter første dom.”

Det forslag løb som et refræn gennem Vermund og Nye Borgerliges første valgkamp op til valget i 2019. Længe stod det dog uklart, om partiet virkelig mente, at udvisning var en passende straf for selv kriminalitet i den helt milde ende af spektret.

Det blev imidlertid opklaret, da Radio24ysv i 2018 spurgte Vermund, om hun ønskede nogen udvist for at stjæle en cykel, var hendes svar et simpelt ja.

Adspurgt om dette også skulle gælde for folk, der risikerer forfølgelse i deres hjemland - som eksempelvis homoseksuelle aktivister fra Uganda - var Vermund dog ikke helt så konsekvent. Hun mente, at man i så fald skulle bo i udrejsecenter, indtil ens hjemland igen er sikkert.

Pitzner, som sidste år blev fængslet i Dubai, har nemlig kun sig selv at takke for sin ulykke, hvis man spørger Vermund

“Hvis man skal være lidt streng: Hvis jeg var personligt forfulgt i mit hjemland, så ville jeg virkelig være varsom med at begå kriminalitet i det land, der gav mig beskyttelse,” tilføjede hun i samme åndedrag.

  1. Elvira Pitzner ligger som hun har redt

Senest fik Vermund ørerne i maskinen, da hun, som tidligere beskrevet, gav sit besyv med om reality-stjernen Elvira Pitzner.

Pitzner, som sidste år blev fængslet i Dubai, har nemlig kun sig selv at takke for sin ulykke, hvis man spørger Vermund.

“Elvira Pitzner har levet af at promovere sit glamourøse liv i Dubai. Nu betaler hun prisen. Den barske sandhed om livet som kvinde under islamiske regler udstilles på ægte reality-manér. Lad det tjene til skræk og advarsel,” lød det fra den daværende partileder på det sociale medie X.

Den udmelding faldt ikke i god jord hos Elvira Pitzners familie.

“Jeg synes ærligt talt, at Pernille Vermunds udtalelse bærer præg af blot at være et politisk træk og et mediestunt uden nogen som helst forståelse af sagen,” replicerede Katerina Pitzner, mor til Elvira, på Instagram.

Christian Curdt-Christiansen

Statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.