Ekspert går i rette med Berlingske: Skaber myter om tilbagetrækning

Berlingske

Ekspert går i rette med Berlingske: Skaber myter om tilbagetrækning

“Vi mener, at artiklen er fuldstændig rimelig,” lyder forsvaret fra Berlingskes chefredaktør

Berlingske Medias facade
Billedtekst

Berlingske Medias facade

Foto: Berlingske Media A/S

Rekordmange danskere bliver taget ud af arbejdsmarkedet.

Det kunne man læse i Berlingske onsdag.

En opgørelse, som SMVdanmark har foretaget for avisen, viser nemlig, at antallet af danskere på ydelser til personer med nedsat erhvervsevne er steget med mere end 100.000 siden 2014.

Konklusionen, man kan udlede fra de tal, er ifølge SMVdanmark-seniorøkonom Thomas Gress ligetil.

“Der hersker en fortælling om, at det er meget svært at komme på ydelser, som er målrettet personer, der er midlertidigt eller permanent sygdomsramte. Hvordan kan det være rigtigt, hvis andelen af befolkningen på disse ydelser vokser? Det kan kun være, hvis befolkningens helbredstilstand generelt er faldende. Det ser vi bare ikke,” udtaler han til Berlingske.

andelen af 65-66-årige, der er på enten folkepension eller anden overførselsindkomst, er lavere end på noget andet tidspunkt siden 1985.

Men spørger man senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Kristoffer Glavind, er det en sandhed med modifikationer.

“Det sande billede er præcis det modsatte. Tværtimod er en rekordlille andel af befolkningen på overførsler,” skriver han på det sociale medie X.

Snævert fokus

Glavind påpeger, at SMVdanmarks tal udelukkende kigger på ydelser til folk med nedsat arbejdsevne. Dermed udelader de både folkepension, arnepension og kontanthjælp. Og det giver ikke et fyldestgørende billede af virkeligheden, mener Glavind.

Navnlig opfanger tallene i Berlingske-artiklen ikke, at andelen af 65-66-årige, der er på enten folkepension eller anden overførselsindkomst, er lavere end på noget andet tidspunkt siden 1985.

Det skyldes, at folkepensionsalderen er steget til 67, og at der derfor ikke længere er nogen 65-66-årige på folkepension.

Eftersom 65-66-årige ikke længere kan modtage folkepension, er der flere i denne aldersgruppe end tidligere, som er på eksempelvis seniorpension eller førtidspension. Den stigning tælles med i SMVdanmarks beregning, mens det endnu større fald i antallet af 65-66-årige på folkepension udelades.

Det alene kan forklare 80.000 af den stigning på 105.000 på overførselsindkomst, som man kan læse om i Berlingske.

Glavind peger ligeledes på, at SMVdanmarks beregning inkluderer fleksjob, men ikke kontanthjælp.

Tallene i Berlingskes artikel er altså misvisende. De dræber ikke myter, de skaber dem

Dermed tælles stigningen på godt 40.000 i antallet af fleksjobbere siden 2014 med i deres opgørelse, mens faldet på 80.000 i antallet af kontanthjælpsmodtagere ignoreres.

Endelig, gør Glavind opmærksom på, er der i Berlingskes artikel overvejende lagt vægt på den absolutte stigning i antallet af danskere på ydelser til personer med nedsat arbejdsevne. Det er problematisk, mener han, fordi antallet af danskere mellem 16 og 64 er steget med 160.000 siden 2014, og at det derfor er forventeligt, at antallet på disse ydelser også vil stige.

Samlet set er andelen af 16-64-årige danskere på offentlig forsørgelse på sit laveste siden 1970’erne, pointerer han.

“Tallene i Berlingskes artikel er altså misvisende. De dræber ikke myter, de skaber dem,” konkluderer Glavind.

Berlingske: Fuldstændig rimelig

Den kritik giver Berlingske imidlertid ikke meget for.

“Vi mener, at artiklen er fuldstændig rimelig,” skriver Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, i et mailsvar til Netavisen Pio.

Jensen mener ikke, at det i den økonomiske højkonjunktur, som Danmark befinder sig i, er misvisende også at være opmærksom på antallet - og ikke kun andelen - på diverse offentlige ydelser.

Det er et samfundsproblem, vi som medier netop eksisterer for at sætte fokus på

“Det er helt fair under et historisk opsving med mangel på arbejdskraft og rekordtilstrømning af arbejdskraft fra udlandet at se på antallet. For både antal og andel burde falde under et så stærkt opsving.”

Desuden, tilføjer han, er andelen også nævnt i artiklen:

“I øvrigt har artiklen jo netop en andel med. Nemlig andelen der er trukket ud af arbejdsmarkedet på forskellige sygeordninger: I 2014 var det 9,4 procent af danskerne, der var på ordningerne.I dag er det steget til 11,8 procent.”

Jensen mener heller ikke, at det er et problem at udelade det store fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere fra analysen.

“Det er rigtigt, at antallet på kontanthjælp er faldet, men som artiklen beskriver, så er forskellen på kontanthjælp og de andre ordninger netop, at sygeordninger trækker folk helt eller delvist ud af arbejdsmarkedet, mens man på kontanthjælp er på 'kanten af arbejdsmarkedet',” skriver han og fortsætter:

“Som artiklen også beskriver, betyder det ‘normalt, at endnu flere af dem på kanten af arbejdsmarkedet kommer i job. Sådan har det også været denne gang, men det gælder ikke dem, der også er præget af sygdom’.”

Af disse årsager mener Jensen, at ydelser til mennesker med nedsat arbejdsevne fortsat er en vigtig problematik.

“Det er et samfundsproblem, vi som medier netop eksisterer for at sætte fokus på.”

Christian Curdt-Christiansen

Statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet.

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.