Fri os fra den rasende borgerlighed
Fri os fra den rasende borgerlighed
Det er ikke bogholderånden, der gør borgerligheden utiltalende, men raseriet og konspirationsteorierne.

Anders Krab-Johansens bog 'Fri os fra den værdiløse borgerlighed' er et forfriskende indslag.
Borgerligheden har glemt at stå vagt om værdierne. Den er blevet forsagt og undskyldende og har siddet og fedtet med regnearkene, mens venstrefløjen er løbet med værdikampen.
Derfor er det tid til moralsk oprustning. Og at flytte vægten fra det liberalistiske ben over til den konservative side.
Det er kort sagt budskabet i et efterhånden anseeligt antal borgerlige debatbøger.
Seneste skud på stammen er Berlingske Medias chef, Anders Krab-Johansens, bog ‘Fri os fra den værdiløse borgerlighed’.
Passer det nu også?
Men holder analysen?
Er det virkelig sådan, at borgerlige politikere og intellektuelle lyder som kedelige bogholdere, der med lavmælt kaffeånde taler knastørt til fornuften, mens de røde har fut i hjertet og følelserne?
Tværtimod. Det sidste borgerlige regeringsprojekt VLAK gik til grunde i en spektakulær nedsmeltning af inkompetence og politisk overmod.
Det borgerlige hovedbudskab, ja nærmest eneste budskab, i sidste valgkamp var et larmende karaktermord på Mette Frederiksen og en til tider åben flirt med konspirationsteorier.
Forfriskende i en tiltagende fersk medieverden
Skal man pege på en borgerlig aktør uden for Christiansborg, der bærer ansvaret for den radikalisering, så er Krab-Johansen et oplagt sted at starte.
På den ene side taler det ham til ære, at han er oprigtigt optaget af publicisme og kampen om ideerne. Det er forfriskende i en tiltagende fersk medieverden.
En sælsom blanding af mistillid og nærmest barnlig kontrærhed. Magtkritisk kalder de det selv
Man kunne med misundelse drømme om en tilsvarende uforfærdet socialdemokratisk værdikriger.
Krab-Johansen tilskrives med rette ansvaret for, at den tidligere så tandløse Tante Berlinger i dag står knivskarpt som landets førende nyhedsavis.
Den skingre tante
På den anden side mærkes hans ånd bag den tiltagende skingre tone, der præger Berlingskes medier.
En sælsom blanding af mistillid og nærmest barnlig kontrærhed. Magtkritisk kalder de det selv.
Krab-Johansen skriver om værdien af institutionerne, men hans medieimperium fortsætter på fjerde år mistænkeliggørelsen af embedsmanden Barbara Bertelsen, der trods utallige journalister og juristers nidkære undersøgelse, aldrig er blevet taget i noget ulovligt.
Samtidig fremstilles islamisten Samsam og den forfængelige “silkeabe” Lars Findsen som noget nær martyrer for en fordækt socialdemokratisk konspiration.
Da socialdemokraten Kaare Dybvad mente at vi skulle arbejde mere, skrev Berlingske i protest sit eget Ærø-manifest
Krab-Johansen hylder fællesskabet, men under corona-epidemien fnøs de ultraliberalistiske lederskribenter, som Krab-Johansen har hevet med fra Børsen af det socialdemokratiske "samfundssind".
Da socialdemokraten Kaare Dybvad mente at vi skulle arbejde mere, skrev Berlingske i protest sit eget Ærø-manifest.
Da statsminister Mette Frederiksen udtalte sig om organdonation, mente chefredaktøren, at hun ville eje din krop.
Et friskt og modigt bud
Radikaliseringen af borgerligheden er ikke kun et dansk fænomen, og Krab-Johansen er helt med på noderne fra Storbritannien og USA, hvor højrefløjen har kastet sig ind i kulturkampen.
De mest konkrete skurkebilleder i bogen er regnbuefamilierne. For den gamle BZ’er der ellers bekymrer sig over det faldende børnetal, så udgør et par tusinde mennesker med varierende kønsidentiteter en reel trussel mod samfundsordenen.
Nuvel. Det mærkes, at bogen ikke er skrevet til et socialdemokratisk publikum, og det er også en af dens styrker. Selv om sproget til tider er ujævnt, så er tonen klar og uden undskyldninger.
‘Fri os fra den værdiløse borgerlighed’ er et frisk og modigt bud fra en af det borgerlige Danmarks mest indflydelsesrige stemmer.
Anders Krab-Johansen. ‘Fri os fra den værdiløse borgerlighed’. 256 sider. Gyldendal. 2024.
Kommentarer
Bliver spændende at se hvad
Tilføj kommentar