Nej, de fleste danskere ønsker (sandsynligvis) ikke at fritage landbruget for CO2-afgifter

En nylig meningsmåling har sat sit tydelige præg på diskussionen om en CO2-afgift på landbruget.

Målingen, som er foretaget af Verian for Berlingske, viser nemlig, at der er flere vælgere, som er imod en CO2-afgift på landbruget, end der er vælgere, som støtter en sådan afgift. Konkret erklærer 44 procent sig enige i udsagnet “Landbrugets CO2-aftryk skal reduceres markant af hensyn til miljøet, også selvom det vil resultere i nedlukning af danske landbrug”. 46 procent - en pluralitet - er imidlertid uenige.

I store dele af mediebilledet er de svar blevet udlagt som bevis på, at vælgerne slet ikke er så grønne som antaget, og at den planlagte CO2-afgift på landbruget nemt kan blive en tabersag for SVM-regeringen.

Til Berlingske kommenterer Steffen Hjaltelin, som er tidligere mangeårig strategisk rådgiver for Venstre, på målingen. Han mener, at den blotlægger en folkevilje, som er blevet overset i de københavner-dominerede medier:

“Særligt blandt borgerlige partier, men også blandt unge og sågar i hovedstadsområdet, mener store dele ikke, at en CO2-afgift må koste arbejdspladser eller nedlagte landbrug. Det matcher den velvilje, landbruget møder i andre europæiske lande, men det vil nok overraske en del københavnske meningsdannere og ngo'er.”

I mediet Finans ser kommentator Anders Heide Mortensen den nye måling som en bekræftelse af, at klimakampen er blevet “storbyboere mod resten af landet”. Han mener, at “det ressourcestærke Bydanmark” i sin iver efter at “dæmonisere” udkanten har skubbet “det ressourcesvage Landdanmark” væk fra klimasagen.

Den ene af to store svagheder ved meningsmålingen er, at spørgsmålet ganske simpelt er ledende formuleret

Det er kun knap fem år siden, at vælgerne ved det såkaldte klimavalg gav 96 mandater til de rød-grønne partier - i høj grad motiveret af klimabekymringer. Kan det virkelig passe, som Berlingske, Hjaltelin og Mortensen fortæller os, at den grønne glans allerede nu er gået helt af dansken?

Det korte svar er nej. Det lange svar er, at de bombastiske påstande om arrogante københavnersnuder med hovedet for langt nede i deres egen havremælk til at høre det tavse flertal baserer sig på en meningsmåling af - i bedste fald - tvivlsom pålidelighed.

Ledende spørgsmål

Den ene af to store svagheder ved meningsmålingen er, at spørgsmålet ganske simpelt er ledende formuleret.

Jeg minder her om ordlyden: “Landbrugets CO2-aftryk skal reduceres markant af hensyn til miljøet, også selvom det vil resultere i nedlukning af danske landbrug.”

Ved at tilføje sætningen “også selvom det vil resultere i nedlukning af danske landbrug” vælger man i målingen at minde respondenterne om ét aspekt af en CO2-afgift - den negative økonomiske effekt på dansk landbrug.

Problemet er, at man ligeså godt kunne minde om enhver anden fordel eller ulempe ved en CO2-afgift. Således kunne man lige så godt have spurgt respondenterne, om de ønskede landbrugets CO2-aftryk nedbragt, fordi det er samfundsøkonomisk billigst, eller fordi det bringer Danmark i mål med ambitionen om 70 procents reduktion af CO2-udledningerne. I begge fald havde man højst sandsynligt fået helt andre svar.

Ved at inkludere detaljen om nedlukning af danske landbrug i målingens spørgsmål har man altså på forhånd skubbet svarene i retning af skepsis over for en CO2-afgift.

Det i forvejen svage forsvar for målingens brugbarhed falder dog til jorden, hvis man rent faktisk læser Svarer-udvalgets rapport

Eller som Kasper Møller Hansen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet, udtrykker det over for Dagbladet Information:

“Med formuleringen ’nedlukning af danske landbrug’ får man i hvert fald flere med [på at være imod en CO2-afgift, red.], end hvis man havde spurgt, om vi skulle have en CO₂-afgift for at redde klimaet.”

Et andet problem ved målingens ordlyd er, at den ganske simpelt nemt kan misforstås.

Som også Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, har påpeget, kan man meget nemt komme til at læse “danske landbrug” som “dansk landbrug”. Der er altså muligvis en del af de respondenter, der har erklæret sig imod en afgift på landbruget, der har troet, at en sådan afgift helt ville gøre det af med dansk landbrug. Hvor mange af dem der stadig ville være imod en afgift, hvis de havde forstået spørgsmålet korrekt, er umuligt at afgøre.

Ikke færre arbejdspladser

Et forsigtigt forsvar af målingens formulering kunne selvfølgelig være, at det er interessant at høre, hvordan vælgerne forholder sig til tabet af arbejdspladser forbundet med en CO2-afgift på landbruget. Det er da formentlig også det, der har været intentionen med den ledende formulering.

Det i forvejen svage forsvar for målingens brugbarhed falder dog til jorden, hvis man rent faktisk læser Svarer-udvalgets rapport om konsekvenserne af en CO2-afgift. Her viser målingens anden store svaghed sig nemlig: Den fortæller ganske simpelt ikke hele historien om arbejdspladser.

at de tabte arbejdspladser allerede ville være fuldt erstattet af andre arbejdspladser på under seks år

Svarer-rapporten beregner ganske rigtigt, at en C02-afgift på landbruget, som er på niveau med den betalt af det øvrige danske erhvervsliv, vil føre til 8.000 færre arbejdspladser i landbruget.

Men rapporten understreger også, at en afgift ikke kun ville påvirke antallet af arbejdspladser i landbruget. Det skyldes ganske simpelt, at der ville blive investeret mere i andre erhverv, hvis landbruget skulle betale samme afgift som alle andre virksomheder.

Af den årsag, vurderer rapporten, ville de 8.000 tabte arbejdspladser i landbruget allerede inden 2030 være erstattet af 8.000 nye arbejdspladser i andre erhverv.

Derfor ville Berlingske-målingen have givet et mere retvisende billede af virkeligheden, hvis den også havde fortalt respondenterne, at de tabte arbejdspladser allerede ville være fuldt erstattet af andre arbejdspladser på under seks år.

Og derfor må rygterne om den grønne danske vælgers død siges at være stærkt overdrevne.