Vanopslagh er - snublende - på vej ned fra træet

Er Liberal Alliance i færd med at finde stigen ned fra træet?

I den forløbne uge fortrød Alex Vanopslagh partiets stålsatte retorik mod kvindelig værnepligt, og tirsdag aften kunne man i Jyllands-Posten læse, hvordan “blå bloks førstemand skifter kurs: Skruer ned for liberale sparekrav og skatteløfter”.

Den 2035-plan, som Liberal Alliance gik til valg på, er skrottet. Der skal ikke længere fyres 95.000 offentligt ansatte, og grønthøsteren skal ikke årligt pløjes igennem 10 procent af de offentlige budgetter.

Topskatten? Den skal ikke længere afskaffes, blot halveres.

En melding der gjorde Jyllands-Postens chefredaktør Marchen Neel-Gjertsen så henrykt, at hun kun to minutter efter at nyheden blev publiceret, allerede havde nået at skrive en leder hvor hun roste den unge blå førstemand til skyerne for at lægge den liberale mærkesag i graven.

Budskabet var klart. Vælgere, der sympatiserede mere med Alex Vanopslagh, end med den doktrinære liberalisme, har intet at frygte. Velfærdssamfundet vil bestå, bare i en lidt mindre og mere agil version.

Tid til at poppe børnechampagnen

Her kunne de LA-pressefolk, der havde solgt historien ind, godt have klappet hinanden på skulderen og åbnet en god flaske børnechampagne. For partierne er vinklingen af et nyt stort udspil afgørende, og en positiv leder i et stort dagblad guld værd.

Men ak. Så begyndte snubleriet. Folketingsgruppen i form af Sólbjørg Jakobsen og Ole Birk Olesen rykkede ud i protest mod Jyllands-Postens “yderst misvisende” vinkling.

Men der var tale om tung sort snak for alle uden for LA's absolutte top

Med en argumentation der nok var blevet kaldt “mansplaining” hvis den var leveret over for en Politiken-redaktør, forklarede Ole Birk Olesen, hvordan LA i virkeligheden havde sat tempoet op i afskaffelsen af topskatten! 

En forvirret liberal chefredaktør.

Den liberale hockeystav

Ole Birks udlægning af den liberale “hockeystavs-metode” var ikke på niveau med, da daværende formand Anders Samuelsen oven på dannelsen af VLAK-regeringen mente, at der havde været afholdt valg.

Men der var tale om tung sort snak for alle uden for LA's absolutte top.

Det lidt ujævne forløb siger to ting om LA

Kort tid efter præciserede Vanopslagh: LA vil stadig afskaffe hele topskatten. De vil bare gøre det i bidder, hvor halvdelen skal væk inden for fire (hvorfor ikke tre eller fem?) år.

LA’erne har muligvis ret i, at logikken står tindrende klart for dem selv, men når selv en så venligsindet chefredaktør som Marchen Neel-Gjertsen er forvirret, så gælder det nok også de vælgere hvis frygt for ultra-liberalistiske nedskæringer, LA gerne vil imødekomme.

Ultra-ideologisk fantasteri

Det lidt ujævne forløb siger to ting om LA.

For det første, så ved man i LA godt, at vejen til danskernes stemmesedler går igennem tryghed.

De mange vidtløftige liberale planer gav mening, dengang missionen var at begejstre en lille skare af borgerlige mænd, så spærregrænsen kunne undgås.

Midtervælgerne elskede projektet

Men i forhold til at fastholde de hundredtusindvis af ikke nødvendigvis særligt ideologiske vælgere, partiet samlede op ved sidste valg og fortsat skovler ind i meningsmålingerne? 

Her er den slags ultra-ideologiske fantasteri bare en møllesten om halsen.

Fra hulemand til julemand

Det vidste Anders Fogh, og da han i 1998 blev formand for Venstre satte den gamle ideologiske frontkæmper sig for nådesløst at rydde ud i frasemageriet.

En trist tid for partiteoretikerne, men resultatet var overbevisende. Midtervælgerne elskede projektet, og de socialdemokratiske modangreb prellede af som vand på en gås.

Hvis Alex Vanopslagh vil være statsminister. Og selvfølgelig vil han det. Så skal han gøre Anders Fogh kunsten efter og forvandle sig fra liberal hulemand til en troværdig forsvarer af velfærdsstaten.

Risikerer at skabe forvirring og skuffe alle

Og så er vi ved den anden pointe.

Selv om LA er i en rivende udvikling, og selv om Alex Vanopslagh er et talent i en klasse, som det borgerlige Danmark ikke ser i hver generation, så er der stadig langt igen, til det partifællen Henrik Dahl kalder “voksenbordet”.  

Om det skyldes, at baglandet fik ondt i maven, eller at budskabet ikke var afstemt med folketingsgruppen, er i princippet lige meget.

Lige nu har LA bare skabt forvirring

Hvis man skal ændre på vælgernes opfattelse, så skal budskabet være knivskarpt og ramme plet fra starten.

Lige nu har LA bare skabt forvirring og risikerer at skuffe både midtervælgerne og de rettroende i baglandet.

Men selv om turen ned fra træet indtil videre er famlende og snublende, så er kursen rigtig og udtryk for en gennemarbejdet analyse.