Annonce

Vanopslagh bør være mest bekymret over sin himmelflugt

De politiske kommentatorer har en historisk korttidshukommelse. Det mener Teddy Østerlin Koch.
Foto: Liberal Alliance/Kim Jessica Axholt
Alex Vanopslagh (LA), formand
I kølvandet af Søren Papes pludselige død, blev professor i statskundskab på Aarhus Universitet, Rune Stubager interviewet af Ritzau, og kom til at sige, at han ikke kan huske andre situationer, hvor en partileder er død.

Det fik han meget berettiget røg for på X og omegn. For hvordan så med Hedtoft, H.C. Hansen, Aksel Møller (C), Poul Sørensen (C) og Knud Jespersen (K)? 

Men nå ja, det er jo historie-historie fra meget gamle dage – fra før vores tidsregning, eller rettere før journalister og kommentatorers tidsregning.

Som nu da Besserwisserne for nylig gik i selvsving over en meningsmåling fra Megafon, der spåede det hidtil dårligste resultat for navnlig Venstre og Socialdemokratiet og samlet set for regeringen.

Nu er Megafon ikke ligefrem berømmet for sin træfsikkerhed, og det er sådan set også ligegyldigt for kommentatorerne – og for mit budskab her.

For kommentatorerne kommer jo ikke i Besserwisserne, hvis de sidder og relativerer og sammenligner med erfaringer fra tidligere regeringers op- og nedture.

Det er nu-og-her-og-historisk-og-aldrig-har-det-set-værre-ud-for-nogen-regering.

Man skal råbe højt som kommentator, øjne sensationen og give den fuld skrald. Ellers bliver du ikke inviteret i studiet.

Da Venstre fik 34,9 procent under Thorning-regeringen

Når en regering er i nedtur, er der jo nogle, der er i optur: Og aldrig har Liberal Alliance og SF stået stærkere. Ja, kommentatoriet taler allerede om Vanopslagh som mulig statsministerkandidat.

Og ganske rigtigt er det, at regeringen ligger dårligt i målingerne. Men det er langt fra første gang, at en regering ligger dårligt mellem to valg. Og jo, det går fabelagtigt for både SF og LA.

Villy Søvndal var landets mest populære partileder

Men med et kig tilbage i tiden, bør Vanopslagh nok være den mest bekymrede af samtlige partiledere. For et kig ned i historien viser, at hvad der kommer let, går let.

Spørg Lars Løkke Rasmussen. Under Thorning-regeringen fik Venstre 34,9 procent af vælgerne i målingerne. Da valget kom i 2015 havnede Venstre på 19,5 procent og smed 13 mandater. Løkke klarede helt derouten selv med flyrejser på 1. klasse på GGGIs regning og underbukser og jakkesæt på Venstres regning.

Eller spørg Villy Søvndal, der i 2009 kunne gå på vandet og var mediernes darling. Ja, i nogle målinger nærmede SF sig Thornings skrantende Socialdemokrater. I august 2009 stod partiet til 37 mandater, og Villy Søvndal var landets mest populære partileder.

Men så vendte det. Villy-effekten blegnede. Partiet havde lagt sig for tæt op af S med det fælles udspil om Fair Forandring.

Man kalder det protestfasen

Ved starten af valgkampen i 2011 var Søvndal stadig den mest populære partileder, men røg i valgkampen ned på en 5. plads, og SF endte på 16 mandater mod 23 ved valget i 2007. Søvndal kunne ikke klare mediernes mere kritiske projektører, der typisk bliver tændt, når en up coming star i en længere periode kritikløst – og med kommentatorernes applaus – har fået lov at vandre mod stjernerne.

Afdøde Søren Pape er et eksempel på det samme, sammen med Lene Espersen for ikke at tale om Ny Alliance.

Protestfasen, hvor vælgerne flygter til de rene hænder og nemme løsninger

Omvendt har regeringen måske grund til at være mindre bekymrede. I hvert fald de to af regeringspartierne S og M. Det er almindelig kendt, at vælgerne reagerer mod en siddende regering midt i valgperioden.

Man kalder det protestfasen.

Det parti, de havde stemt på, kan som regeringsparti sjældent leve op til løfterne fra valgkampen. Kompromisser skal indgås, uventede kriser skal håndteres, der er (alligevel) ikke råd til det hele.

Vælgerne er sure og flytter i stedet til dem, der har rene hænder og nemme løsninger.

Alligevel lykkedes det for Thorning med en formidabel slutspurt i valgkampen at ende med en lille fremgang

Det oplevede Nyrup-regeringen i perioden 1994-98. Den var voldsomt bagud navnlig på grund af udlændingepolitikken, men klarede alligevel skærene ved en slutspurt i valgkampen i 1998 og fik ”4 more years.”

Anders Fogh oplevede det samme i perioden 2001-2005. I 2004 fik Socialdemokratiet 36,7 procent af stemmerne i målinger og den samlede røde blok lå til 99 mandater. Med ved valget året efter genetablerede Anders Fogh sit VKO-flertal.

Eller Thornings regering. I april 2013 lå Socialdemokraterne til 15,7 procent af stemmerne og SF 3,7 procent og samlet havde regeringen kun 27,9 procent af vælgerne bag sig.

Alligevel lykkedes det for Thorning med en formidabel slutspurt i valgkampen at ende med en lille fremgang til 26,3 procent. Til gengæld blev De Radikale og SF begge mere end halveret og blå blok vandt en kneben sejr.

Nedslidningsfaktoren på en statsminister

Ud over vælgernes protestfase midt i valgperioden er der en anden faktor, der også spiller ind på en regerings overlevelsesmuligheder. Det er nedslidningsfaktoren.

Et både første og andet genvalg for en statsminister går som regel (Anker Jørgensen, Schlüter, Nyrup og Fogh), men derefter indtræder nedslidningsfaktoren.

En statsminister og regeringen bliver træt og er udtømt for nye visioner – men ikke mindst vælgerne bliver trætte af at høre på den samme statsminister.

Typisk sker det efter 8-10 år. Men det kan ske før, hvis vælgerne oplever, at den pågældende statsminister og regering er samspilsramt og mere optaget af interne magtkampe og intriger – end af at lede landet (Thorning og Løkkes regeringer).

Venstre er ude i nogle dybere eksistentielle problemer

Så selv om kommentatorerne med Noah Reddington i spidsen uge efter uge lægger den nuværende flertalsregering i graven og fortæller hvor historisk upopulær den er, så er det ikke sikkert, at det er de tre partiledere, Mette F., Troels Lund og Løkke, der skal have mest ondt i maven over meningsmålingerne.

Jo måske, Troels Lund, fordi Venstre er ude i nogle dybere eksistentielle problemer, hvor der bliver spist af dem fra alle sider fra nye venstre-partier i alle aftapninger: Moderaterne, Danmarksdemokraterne og LA.

Men med tanke på den nyere politiske Danmarkshistorie, bør Vanopslagh nok være den, der er mest bekymret over sit partis hurtige himmelflugt i meningsmålingerne.

Teddy Østerlin Koch er journalist og kommunikationsrådgiver.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Man må håbe at det samme sker for LA og Alex Vanopslagh, som skete for de i artiklen nævnte partier, som lå højt i meningsmålingerne, men tabte stort vad de efterfølgende valg.

Det kan da godt være at Mette F. ikke er bekymret. MEN det er der nok 10 - 15 S-folketingsmedlemmer der er.
Jeg er sikker på at der er godt med klister på Mettes taburet.

Man må jo konstatere at SF og LA har bidt sig fast og ligger stabilt i målingerne. Det er godt nok
2 ulige partier hvor det ene parti er optaget af at bruge andres penge, og det andet parti vil
tilgodese dem der tjener pengene. Så er det jo op til vælgerne hvad de foretrækker.

Hvis man vælger at stemme på LA må det jo betyde at pensionisterne skal klare sig selv, da partiet vil afskaffe folkepensionen og andre "udgifter" til overførselsudgifter, det skal nok blive godt, især for de 10% der tilhøre den bedre stillede del af befolkningen.

Annonce