Biodiversitetskrisen har rystet mange, for det virker helt skørt, at vi ikke længere skal have fornøjelsen af at se sommerfugle flagre omkring os på varme sommerdage.

Det skræmmer os, at vi ikke længere har fisk i havene, og at vores kyststrækninger ligner en gold ørken. Vi ængstes over, at der næsten ikke er mere vild natur tilbage, og derfor forsøger vi at genskabe den.

Alle disse kriser spiller også ind på vores kunstinstitutioner. Vi rekonstruerer vores kulturhistorie ved at genopdage tidligere kunstnere og forfattere, der har interesseret sig for naturen. Det ses overalt i det kulturelle landskab.

Det øgede fokus på miljø og natur handler ofte om, at vi gerne så at flere og flere evner at genfortrylle naturen.

At se og sanse naturen således, at den ikke bare opfattes som en ressource, men derimod som en integreret del af os selv. At naturen bør anskues som noget, der skal værnes om.

I denne serie vil undertegnede forsøge at lave nogle enkelte og centrale nedslag i samtidskulturen, hvor man kan se denne tendens udfoldet.

Det har været et tema, der også tidligere har præget spalterne på Netavisen Pios kultursektion, men denne gang er omdrejningspunktet fuglene.

Og vi begynder med en udstilling af Bruno Liljefors, der for tiden kan ses på Nivaagaards Malerisamling.

Nøje iagttager

Den svenske maler, Bruno Liljefors (1860-1939), er blevet anset for at være skandinaviens største naturmaler.

Der er ellers mange om buddet, især hvis vi indskrænker feltet til blot portrætterne af fuglene, som han ofte skildrede. Tag blot den danske fynbomaler, Johannes Larsen (1867-1961), der bliver anset for at være Danmarks bedste fuglemaler.

Selvom der er en himmelvid forskel på henholdsvis Bruno Liljefors og Johannes Larsens naturskildringer, så var de begge nøje iagttagere af fuglene og naturen.

De var begge intense jægere, og de var stærkt interesseret i at gengive naturen, så den fremstod levende og pulserende.

Når man betragter hans nærmest monumentale malerier, så stimuleres ens lugtesans også

De var begge kunstnere i en tid, hvor naturen ikke blev anskuet, som romantikerne havde gjort det. Det var ikke det ideale, der optog dem så meget. De var mere interesserede i naturen, set gennem naturvidenskabens nøjagtighed.

Alligevel var de ikke bare videnskabsmænd. De ville leve i harmoni med naturen, og de ville fange årstidernes skiften og naturen rytmiske foranderlighed og genkomst.

Men hos Bruno Liljefors er der ligesom en ekstra dimension. Når man betragter hans nærmest monumentale malerier, så stimuleres ens lugtesans også. Det er selve jordens og skovenes dufte i vildnisset, der skildres så intenst.

Det er som om, at hans fokus på baggrunden virker som lysfanger for brunlige, gulgrønne og grå nuancer. Det er en dimension, som Johannes Larsen ikke har med.

Opmærksomheden og intensiteten

I J.A. Bakers klassiker The Peregrine (da. Vandrefalken), der blev udgivet i 1967, beskriver han levende, hvorledes alle naturens skabninger altid er opmærksomme på deres omgivelser.

Når vandrefalken er i nærheden, svævende lydløs, højt oppe på himlen, så kan man se det på dens potentielle bytte, fordi dens adfærd er præget af scenariet.

J.A. Bakers bedrift består deri, at han evnede at beskrive ikke kun hvorledes et stykke natur, men alle dens skabninger, er intenst til stede.

Det får skriften til at vibrere, og som læser og naturelsker sidder man tilbage med den oplevelse, at man i grunden mangler at dybere ind i naturen for at kunne se dette mageløse spil.

Man kan sige, at jægeren og iagttagere af naturen mimer de andre skabningers adfærd og udseende

Om ikke så lang tid udkommer ‘Vandrefalken’ første gang på dansk, og det er overordentlig glædeligt. Den vender jeg tilbage til senere. Her er det blot interessant at nævne, fordi man i Bruno Liljefors’ vilde malerier godt kan fornemme denne intense opmærksomhed.

Det er en vildfarelse, når så mange i dag synes at have det indtryk, at naturen ånder fred og ro, uden at forstå dens mange skabningers evige opmærksomhed og beredskab. Jægeren, derimod, er altid opmærksom på skabningernes færd.

Det er jægerens vigtigste våben, for gennem evnen til at skjule sig for dyrene, kan man komme på skudhold. Man kan sige, at jægeren og iagttagere af naturen mimer de andre skabningers adfærd og udseende.

Det er denne vekselvirkning, der er så præsent i Bruno Liljefors’ malerier. Ikke altid som en spil mellem iagttager og de portrætterede dyr, men derimod oftere mellem et rovdyr og dets bytte.

Det er nok også den største modsætning til Johannes Larsens fuglemalerier. I mange af Bruno Liljefors malerier portrætterer jagten mellem dyrene.

Ræven, uglen, havørnen og katten sniger sig ind på deres bytte, og haren, edderfuglen, småfuglene og de andre byttedyr gør alt for at undgå deres skæbne.

Alle naturens skabninger lever med døden som en potentiel mulighed, og som jæger mente Bruno Liljefors, at man ikke her kunne tale om moral eller etik.

Det er det rene og fine ved naturen: at dens dramatiske spil for overlevelse slet ikke handler om moral, og at ingen af dyrene angiveligt gør sig tanker som sådan noget.

Ideal og nationalisme

Det er samme idealiseret idé om den vilde natur, som den norske forfatter, Knut Hamsun, gjorde sig. I hans berømte roman, ’Pan’, fra 1894, portrætterer han sådan et menneske, der har trukket sig fra civilisationen.

Derude i vildmarken går dette menneske rundt, og her fremstår virkeligheden anderledes direkte. Her bliver sanserne udspilet, og her er der alle steder tegn på og en korrespondance med de andre levende væsener.

Det var det monumentale og det krigeriske, der fascinerede nazisterne hos henholdsvis Bruno Liljefors og Knut Hamsun.

De kunne bruge motiverne af denne intense jagen i naturen som en metafor for krigeren, der er forbundet til nationen, i modsætning til den degenererede civilisation, der var domineret af jøderne, de handicappede og de mange, skøre kunstnere, der malede abstrakt.

Det var selvsagt nazisternes dyrkelse af malere som Bruno Liljefors, samt deres forsøg på at udslette abstrakte malere, der gjorde, at han nærmest blev glemt efter krigen

Men Liljefors var ikke erklæret nazist. Han døde i 1939, og var derfor ikke vidne til Ragnaroks sidste, modbydelige kapitel.

Det var selvsagt nazisternes dyrkelse af malere som Bruno Liljefors, samt deres forsøg på at udslette abstrakte malere, der gjorde, at han nærmest blev glemt efter krigen.

Men i flere årtier er han langsomt dukket op igen, og nu fremstår hans natursyn og gengivelser som et frisk pust. Grundet klimakrisen og den alvorlige skovhugst på oprindelig natur, fremstår hans malerier som et muligt opråb.

Bruno Liljefors var samtidig med malerne Anders Zorn, Carl Larsson, August Strindberg og Oskar Bergman, der også dyrkede den svenske natur i ødemarkerne.

Den Skandinaviske forbindelse

Selvom de fleste kunstnere i Europa, helt indtil afslutningen af 2. Verdenskrig, vedblev med at dyrke det nationale, så var der samtidig en tæt forbindelse. Helt tilbage til romantikken kan man se denne dobbelte bevægelse, hvor forskellige stilarter kom på mode, og prægede hele Europas smag.

Alligevel var det internationale udsyn præget af det nære, det nationale.

Det er jo ikke underligt, og måske også noget af det, der i dag bør forstås mere end tidligere. I dag forstår vi, at vi skal værne om naturen ved at forstå og respektere det lokale.

Det er ikke et udtryk for "det nationalistiske".

Det er mere et udtryk for, at alle naturens skabninger har behov for forskellige biologiske betingelser, der præger bestemte steder.

Måske er det også en af hovedgrundene til, at Bruno Liljefors og Johannes Larsens billeder af fuglene og naturen er så forskellige.

Mens Liljefors dyrkede den vilde natur i Uppsala, var Johannes Larsen optaget af kyststrækningen på Fyn, kunstnerhjemmet og familien, der havde etableret sig i Kerteminde.

Mens Liljefors temperament kan forstås gennem det natursyn, som Knut Hamsun gav udtryk for, minder Johannes Larsen mere optaget af de beskrivelser af naturen og jagten, som Karen Blixens fader beskrev, da han under pseudonymet Bogasis publicerede i Politiken.

I disse ‘jagtbreve’ skelnede han skarpt mellem de kunstigt opstillede jagter for adelen og det finere selskab, klapjagterne, der ikke krævede naturkundskab, og så hans ensomme vandringer, sammen med sin hund.

Vandrerens jagt kræver, at man identificerer sig med naturen, bliver et med den. For det er opmærksomheden, det hele handler om.

Og Bruno Liljefors var meget eksplicit omkring dette. Han skrev blandt andet, at han godt kunne forestille sig en fremtid, hvor bøssemundingen på sit gevær blev udskiftet med objektivet på et kamera.

Det var ikke nedlæggelsen af byttet, der som sådan var det vigtigste.

Smag og behag

Det er også sådan, at udstillingen på Nivaagaard præsenteres. Museet tager spørgsmål om naturens beskaffenhed, samt spørgsmål i identitet og ”normalitet” op til debat, på godt og på ondt. Måske også lidt som noget, der bliver lagt ovenpå selve malerierne.

Udstillingens katalog indeholder i hvert fald en noget vid tilgang til selve malerierne, som man jo bare kan beundre, uden at gå mere ind i det.

I stedet for at foretage en nærstudie af selve malerierne og stilen hos Bruno Liljefors, har Nivaagaard valgt at invitere forskellige forfattere, der beskæftiger sig med identitet, til at forholde sig til malerierne. Dog med en enkelt undtagelse, for forfatteren Dy Plambeck bidrager også. Hun har jagttegn, og for hende er betragtningen af Liljefors’ malerier et kært minde om hendes egne jagterfaringer.

Samtidig er der væsentlige og markante træk fra japansk tradition

Ellers går blandt andre Birgitte Krogsbøll, Caspar Eric og Emmy Laura Pérez Fjalland helt andre (vild-) veje, i deres tilgang til udstillingen.

Det er nok et spørgsmål om smag og behag, om man ønsker at beskæftige sig med disse noget vidtløftige spekulationer.

Ser man nærmere efter, så er Bruno Liljefors’ malerier mangefacetteret, og hans stil var ikke ren naturalistisk. Overalt ser man impressionistiske træk, der præger maleriernes baggrunde.

At de blev malet ude i selve naturen, viser sig kraftigt i hans fornemmelse for lyset. Samtidig er der væsentlige og markante træk fra japansk tradition.

Det er nok denne sammenblanding af stilarter, og så den intense oplevelse af, at man som beskuer kan mærke vinden, solens varme, den fugtige og vellugtende jordbund og se dyrenes opmærksomme blikke og kropssprog, der gør, at man må anerkende, at man her står overfor Skandinaviens største naturmaler.

Smuk og farlig. Naturen set af Liljefors. Nivaagaards Malerisamling. 29. september, 2023 - 24. januar, 2024.