Teenagefænomenet Dara McAnulty, der er blevet kendt som miljøaktivist på de sociale medier, og som kalder sig for ”naturforsker”, har skrevet en fascinerende bog, som andre teenagere burde læse.

Dara McAnulty er autist, ligesom hans moder og to mindre søskende. Faderen er havbiolog, vokset op på en villavej i det vestlige Nordirland i County Fermanagh.

Siden er familien flyttet til det østlige Irland i County Down. Bogen, som han har skrevet, består af dagbogsoptegnelser, og den er inddelt i de fire årstider.

Det er en særdeles gribende, selvbiografisk beretning om denne særegne dreng, med den lige så særegne familie, der gennem naturen oplever en tilknytning og kontakt, der dæmmer op for en virkelighed, der ellers er barsk og på mange måder uudholdelig.

Naturen som et sikkert rum

Dara McAnulty har det særdeles vanskeligt med det sociale, og flere gange omtaler han de mange ydmygelser, som han må gennemleve, fordi børnene på hans lokale skole mobber og gennembanker ham.

Hans sociale evner er begrænsede, men familien har skabt et system, hvor de sammen kan støtte hinanden, give plads og redskaber til at kunne klare det meste.

Dara McAnulty lider af selvmordstanker, og hans ekstremt sensitive sind sender ham konstant gennem stærke kurver med svære depressioner og store øjeblikke af lykke.

Hans poetiske sprog og mange forunderlige tanker giver teksten fylde og styrke 

Og det hele drejer sig om naturen, som Dara og resten af familien er stærkt knyttet til. Dara beretter om sin måde at føle en stærk tilknytning, og hvorledes naturen kan trække ham ind i et sikkert rum, hvor han kan være sig selv fuldt ud.

Hans poetiske sprog og mange forunderlige tanker giver teksten fylde og styrke, der synes at passe til en alder, som han endnu ikke har nået.

Persille Ingerslev, der har skrevet indledningen til den danske oversættelse, nævner slet ikke disse forhold, hvilket er en skam, for det er netop disse facetter, der gør bogen værd at læse.

Middel mod angsten

Dara McAnulty er hverken en ny Greta Thunberg, der har sat alle sejl ind på miljøaktivisme, eller en Robert McFarlane, der i dag står som en af vor tids absolut bedste miljø- og natur-litterater.

Alligevel har Dara McAnulty fanget både Thunbergs og McFarlanes opmærksomhed, som endnu et ungt menneske, der ønsker at kæmpe for, at artsnedgangen og miljøsvineriet bliver bremset.

Dara McAnultys arbejde for især beskyttelse af rovfugle er prisværdig, og mange videnskabsmænd og forskere har gladeligt åbnet dørene for denne hyperinteresserede dreng.

Han forklarer, hvordan naturen kan lindre hans sociale fobier

Dara McAnulty forklarer glimrende, hvorledes hans sygdom konstant udfordrer hans hverdag, fordi hans reaktioner på alt for mange sanseindtryk hele tiden får ham til at reagere anderledes, end så mange andre mennesker.

Han forklarer, hvordan naturen kan lindre hans sociale fobier, og hvordan naturens cykliske gang giver ham en form for ramme, så hans indre system fungerer mere harmonisk.

Det er årstidernes skiften og alle dets harmoniske gentagelser, der gør noget godt, som et middel imod hans angst og nervøsitet.

Men først og fremmest beretter Dara McAnulty om hvor dybt mobberierne har præget hans ustabile sind, og nærmest ødelagt ham totalt.

Da han og familien flytter, og han ikke længere oplever mobberier på den nye skole, som han går på, forandres han totalt.

Hans sociale evner udvikles med stor hast, han får venner, danner sociale netværker og får modet til deltage i verdens stigende protest mod politikernes sidden på hænderne, mens naturen lider.

Betragter guldsmede

’En ung naturforskers dagbog’, som er bogens titel, er både poetisk og et glimrende portræt af Dara selv og hans familie.

Alt for mange teenagere oplever ensomhed og afkobling fra hele deres omverden, opslugt af computerskærme, spil og de sociale mediers skræmmende kommunikationsdiskurser.

Dara og familien viser en anden vej, der nok er tiltrængt, og han har jo ret i, at meget ikke fungerer for unge mennesker i det moderne samfund, og at naturen kan være et af de midler, der kan afhjælpe de mange konflikter.

Han forklarer, at de fleste videnskabsmænd altid har ladet sig inspirere af naturen

Dara McAnulty sætter især spot på hvorledes naturoplevelser i dag bliver betragtet som nytteløse og som tidsspilde.

Han registrerer, hvorledes mange alligevel går ture i naturen, efter flere dages regn, når solen endelig bryder frem, og han mener, at den slags ture kan hele næsten alt.

Han forklarer, at de fleste videnskabsmænd altid har ladet sig inspirere af naturen, alene ved at betragte den, lade sig opsluge af nuet, og forsvinde ind i naturens mysterier af diversitet, af gentagne mønstre og sammensathed.

På et tidspunkt skriver han: 

“Jeg styrker mig selv ved at tænke, og at tænke, mens man opmærksomt betragter guldsmede eller stæres flyvemønstre, er eksplosivt og ubegribeligt. Hvem ved, hvad spurvekiggeri kan føre til!”.

Ja, jeg tror han har ret i netop den observation, og det er jo blot glædeligt, at Dara McAnulty og jeg selv kan konstatere, at flere og flere unge har opdaget denne side af naturens storhed.

Mod til at kæmpe for et ideal

Bogen er oversat af Laura Elbek Green og Bo Green Jensen. De har også formået at bibeholde det særlige irske træk ved Dara McAnultys måde at skrive på, og bogen indeholder også en lille ordbog over de mere specifikke irske og skotsk-gæliske ord, som Dara McAnulty også benytter sig af.

Som voksen læser bliver man knuget af at læse om, hvorledes denne dreng bliver kanøflet af andre børn. Det virker så helt igennem destruktivt, og som læser bliver man vred.

Til gengæld er det en særdeles positiv udvikling, som man er vidne til, og man bliver glad i hjertet over, at det i stigende grad er lykkedes for en dreng som Dara at finde både plads og styrke til at blive mere lykkelig og have mod til at kæmpe for et ideal.

 

Dara McAnulty. ’En ung naturforskers dagbog’. Oversat af Laura Elbek Green og Bo Green Jensen. Forord af Persille Ingerslev. Illustreret med fotos i sort/hvid. 256 sider. Forlaget Frydenlund, 2024.