Hvis man tager til Kerteminde og besøger Johannes Larsen Museet, så er der en stor sandsynlighed for, at man ender med at fange en dyb pointe ved en af Danmarkshistoriens betydeligste kunstnerkolonier.

Ja, der er mange andre berømte kunstnerkolonier, såsom Skagensmalerne, men der er ingen som Fynbomalerne, der evnede at portrættere flora og fauna.

Tag for eksempel Anna Sybergs mange blomsterakvareller. De er enestående og så ubegribelig smukke, naturnære og organiske. Sammen med sin mand, maleren Fritz Syberg, boede de tæt ved familien Larsen.

Sammen med sin kone, Alhed, skabte Johannes Larsen i 1901 et kunstnerhjem, der samtidig virkede som et samlingspunkt for en lang række kunstnere, der havde det til fælles, at de dyrkede naturen.

Huset og det tilhørende atelier, samt to meget smukke orangerier, står i dag intakt, selvom museet først åbnede i 1986.

Danmarks største

Johannes Larsen er, uden sammenligning, Danmarks største fuglemaler. Hans ufattelig mange malerier, tegninger, akvareller og xylografier af fugle og landskaber står tindrende frem i dag.

Og dengang var de banebrydende, fordi de på en og samme tid var levende gengivelser, kunstnerisk æstetiske og naturalistisk nøjagtige.

Og det er selvsagt disse mange kunstneriske værker, som man ønsker at besigtige, når man besøger museet. Og alligevel er der noget andet, noget mere, der slår en omkuld, når man første gang ankommer til stedet.

Familien Larsens hjem ånder af symbiose med den omkringliggende natur,

For hjemmet er så sirligt indrettet, og detaljerne så mangfoldige. Og at personalet gør så overordentlig meget ud af at puste liv i de mange rum, med friske blomster i alle vaser, er noget man glædes over og næres ved.

For familien Larsens hjem ånder af symbiose med den omkringliggende natur, og de skildrede den begge i deres kunstværker, men også i selve indretningen af hjemmet.

Fugle i flugt

Men tilbage til fuglene. Johannes Larsen var jæger, og han studerede meget intenst fuglenes psysiognomi.

Samtidig var han stærkt optaget af friluftsmaleriet, hvor han forsøgte at indfange fuglene habitater ved havet, ved indsøerne og åerne, oppe i skoven og langs markerne.

Han evnede at fange fuglene i flugt, mens de trak over landskabet.

Disse mange portrætter er ofte præcise afbildninger af helt bestemte tidspunkter og årstidernes evige foranderlighed.

Johannes Larsens kunstneriske univers er næsten altid lyst og positivt

Det er derfor, at de aldrig bliver kedelige at se på, for de er alle så forskellige, og man har næsten altid en fornemmelse af, at netop dette tidspunkt, denne periodiske del af årstiden, kender man.

Omtrent der har man selv været og set netop det lys og de fugle.

Johannes Larsens kunstneriske univers er næsten altid lyst og positivt. Det satte vennen Johannes V. Jensen ord på. Han forklarede, at Danmark ikke er beriget i udstrakt grad af mange store dyr, for ellers ville Johannes Larsen have malet flere billeder af dem.

Til gengæld er naturen ved Kerteminde så rig, at den næsten dækker alle naturlige formationer og særtræk ved det danske landskab.

Naturepos

Johannes V. Jensen skrev, at nok er sommeren kort, og vinteren lang, men det gælder for begge, at de indeholder stor variation. Men det er de mellemliggende perioder, foråret og efteråret, der er det særlige ved dem danske natur.

Det er her du kan se de store fugletræk, og det var netop dem, der var Johannes Larsens mest yndede motiv.

Johannes V. Jensen og Johannes Larsen arbejdede ofte sammen, og de udgav også bøger om årstiderne.

Hans fresker i dagligstuen er overdådige

Deres største værk om årstiderne, med akvareller af Larsen og tekster af Jensen, blev aldrig til noget i deres levetid, men er senere blevet udgivet i bogform, ikke færdiggjort, og kun med vinterhalvåret.

Men det er et rent mesterværk, et naturepos, der er uomgængeligt, hvis man elsker fædrelandets natur og fugle.

Johannes Larsen malede mange forskellige fugle. I hjemmet og i hans atelier kan man se mange eksempler. Hans fresker i dagligstuen er overdådige, og indretningen i værkstedet vidner om hans mange teknikker.

I øjenhøjde

Omkring bygningerne vralter gæs, ænder og høns. Når det regner, så kravler gæssene ind under havens buske, og hønsene sidder inde i træernes grenværk.

Der er i det hele taget et rigt liv her. Det er overvældende, livsbekræftende, og på en sær måde er familien Larsens og Fynbomalernes pagt med naturen blevet aktuel igen.

Man misunder nærmest deres simple tilværelse med gevær og pensel, med børn og en hverdag, der ikke virker aristokratisk ophøjet eller højrøvet.

Alligevel er naturen i Johannes Larsen billeder aldrig tæmmet

På en måde er det hele i øjenhøjde, selvom kunsten her er himmelsk. Det er også dette indtryk, der mest falder en ind, som kontrast til den svenske maler, Bruno Liljefors, der malede mere dunkelt, mere vildt, mere ensomt og mere ophøjet.

Dette eneboerliv og heroiske pagt med naturen, uden det livgivende, i form af familie, venner og bekendte, lå Johannes Larsen fjernt.

Stor bedrift

Alligevel er naturen i Johannes Larsen billeder aldrig tæmmet. Han var i den, indåndede luften og fangede lyset og tidernes skiften, med fokus på de bevingede dyr, der optog ham så intenst.

Der er ikke mange kunstnerhjem fra denne gyldne periode i dansk historie, der var/er så smukke, som familien Larsens, og det utrolige er, at det står der endnu, intakt og levende.

Det er en stor bedrift, og når man atter forlader museets grund, så bør man takke personalet for at gøre sådan en ekstraordinær indsats for lige at sætte prikken over i’et, så man næsten indbilder sig, at familien bor der endnu.

 

Johannes Larsen Museet i Kerteminde.