J.A. Bakers absolutte klassiker, ’Vandrefalken’, foreligger endelig på dansk. Det er en bedrift af de helt store, for denne bog er et poetisk manifest, der ikke har været helt nem at oversætte.

Sprogligt er den fuldkommen unik, og dens emne: landskabsbeskrivelser og observation af vandrefalken, er aldrig tidligere eller senere blevet overgået.

Lyrikere, poeter, naturelskere og alle mulige andre, der arbejder i den litterære bogbranche som udgivere og oversættere: skam jer! 

Det er jo en skandale, at dette vidunderlige, ekstatiske, ekstremt vilde og frodigt blomstrende stykke tekst ikke er oversat tidligere.

‘Vandrefalken’ udkom i 1967. J.A. Baker har udformet værket som en dagbog, hvor vi følger ham gennem en sæson i Essex i Storbritannien.

Her følger han som en besat stedets vandrefalke. I virkeligheden er bogen et koncentrat af hans egentlige dagbogsnoter, som han skrev på gennem et tiår.

Fragmentarisk

‘Vandrefalken’ er en underlig hybrid, hvilket nok også er en af grundene til, at dens virkningshistorie er så fragmentarisk.

Den har betaget og forført et utal af naturelskere og ornitologer, men samtidig også kunstnere og lyrikere.

Hvis man skal have noget ud af at læse bogen, kræver det, at man besidder lige dele sproglig sans og naturindlevelse.

Det er for eksempel langt fra alle naturelskere, der har taget bogen til sig, for den er ikke akademisk anlagt, og mange litteraturanmeldere glimrer ved deres fravær efter udgivelsen på dansk.

De har nok slet ikke bemærket den, selvom den indeholder noget af den bedste poesi, der pt kan opdrives overhovedet.  

Han var en vred og let bitter mand

J.A. Baker kom sent i gang med at observere fuglene. Han var en simpel arbejder, og han led af gigt i svær grad. Han var tilsyneladende en indadvendt person, der levede et stille liv sammen med sin kone.

Hele hans fritid gik med vandringer i landskabet, på marsken, i skovene og langs klipperne ved havet, hvor vandrefalkene drev omkring.

Han var en vred og let bitter mand. Det var der en særlig grund til. I 1967 var vandrefalken ved at uddø i hele Vesten. Det var pesticiderne, der tog livet af dem.

Rachel Carson havde kickstartet den internationale miljøbevægelse i 1962, med udgivelsen af bogen ‘Silent Spring’, hvor hun kritiserede den omfattende brug af blandt andet pesticidet DDT.

Det ramte blandt andet vandrefalkens forplantningsorganer, og deres æg blev for skrøbelige i skallen.

Hvidglødende jern

J.A. Baker skrev ikke direkte om menneskets trussel mod naturen, men hele tiden er vor civilisation en del af hans beskrivelser. Man støder på sætninger som denne:

“Som med alle andre mennesker virker det som om, at jeg går rundt i en ring af hvidglødende jern, hundrede meter i diameter, der svider alt liv fra sig.”  

Naturen skyer mennesket, fordi det er den største af alle dræbere. J.A. Baker skriver: “Vi er dræberne. Vi stinker af død. Vi bærer den med os. Den kliner til os som frost. Vi kan ikke rive den bort.” 

Og hele tiden lurer katastrofen i landskabet, selv på en stille aften: “Forårsaften; luften mild, uden kanter, med en lugt af dugvådt græs, frisk jord og landbrugskemikalier.” 

Det er gennem direkte observation, gennem skiftende tider og i levende live, at naturen udfolder sin vældige pragt og voldsomme dramatik

Trods denne katastrofe og vreden, der skimtes i Bakers tekst, er det noget helt andet, der fylder. Baker forklarer, at man ikke kan lære nok om vandrefalken og andre dyr, blot ved at studere billeder og fotografier i en bog.

Det er gennem direkte observation, gennem skiftende tider og i levende live, at naturen udfolder sin vældige pragt og voldsomme dramatik.

Og det er netop, hvad Baker formår at beskrive som ingen anden. Hans præcise og stærkt engagerede beskrivelser af vandrefalkens tilstedeværelse, der vækker alle andre væsener, og som jager på et utal af måder, er fuldkommen vild og smittende.

Flokke af hjejler rejser sig som ”røgskyen fra et geværløb”, da vandrefalken svæver på himlen, hvor dens smalstribede hale fremstår ”lysbeige og blegbrun” og brystets tværstribede fjerdragt lyser som ”glødende brændt sienna”. Blishøns samler sig som ”strandsnegle på et fad”, og ‘luften smager koldt og metallisk’.

Kollapset i kitsch

Alle sanserne tages i brug af Baker. Hele tiden forandrer beskrivelserne sig. Vandrefalkens uforlignelige flyveevne bliver beskrevet i et utal af detaljer.

Vandrefalken er verdens hurtigste dyr, og dens ekstreme hastighed bruges til at slå byttet omkuld. Den angriber sit bytte fra alle tænkelige vinkler, og dens evne til at dræbe er uovertruffen.

Baker beskriver dens dræberinstinkt som et momentant angreb af vanvid, der forvandler rovdyret og gør den rasende.

Hver dag er ny og anderledes, og Baker gør en stor dyd ud af at beskrive det særegne

Det er også heri at forskellen på rovdyrets drab og menneskets udslettelse af naturen består. Instinktet og evnen til at overleve, er ikke sammenlignelig med menneskets alt for bevidste og kontrollerede ødelæggelsestrang.

Hver dag er ny og anderledes, og Baker gør en stor dyd ud af at beskrive det særegne. En morgen fremstår: “solen som et vissent æble, indskrumpet og døende”.

En dag skimter han vandrefalken "sløret og forvrænget gennem regnens millionvis af skinnende prismer", mens bakkedraget fremstår med en glød som "støvet på en drues skal."

Dramatisk poesi

Vandrefalken hvisler mellem sine ofre ‘som et brændemærke’, og den kalder med en ‘lyd lige så definitivt som et faldgitters smækken.” 

Voldsomst er Bakers beskrivelse af selve drabet, som han hylder for dets perfektion:

“En dag med blod; med sol, sne og blod. Blodrødt! Hvor uanvendeligt et tillægsord det er. Intet er så smukt, prægtigt rødt som flydende blod på sne. Det er mærkeligt, at øjet kan elske noget, som sind og krop afskyer.”

Baker ser på drabet, på offeret, og han skriver, at den ”røde is spejler stjernerne.” Det er dramatisk poesi, der på en og samme tid er præcist og stærkt.

Det er netop al dette kitsch, der ødelægger så meget i vores tid

Den anerkendte naturskildrer, Robert Macfarlane, der er dybt fascineret af Bakers bog, har skrevet følgende: 

”Det sublime og det pittoreske - gamle kategorier for naturoplevelse - er nærmest kollapset til kitsch i antroprocæn tid.”

Det er netop al dette kitsch, der ødelægger så meget i vores tid. Vi vil så gerne komme tættere på naturen, forstå den bedre, men langt de fleste forsøg er spæde, tandløse og kitschede. Det kan man i hvert fald ikke klandre Baker for at være.

Klintekongen

Bakers bog har, som sagt, inspireret mange mennesker gennem årene. En af dem er Niels Peter Andreasen. Gennem halvtreds år har han observeret vandrefalken på Møn.

Det begyndte i tresserne, hvor han blev udstationeret som militærnægter på øen, og her fik han lejlighed til at følge fuglelivet. Også han blev ramt af en dyb, pessimistisk melankoli, som han gav udtryk for i sin bog om vandrefalken i 1973.

Det var igen pesticidet DDT, der var problemet. Pesticidet gjorde, at vandrefalken som ynglefugl forsvandt fra øen og resten af Danmark.

Vandrefalken og andre rovfugle er vendt tilbage til Danmark

Samtidig var vandrefalkene i hele Europa udsat for grove tyverier, begået af grådige mennesker, der solgte æg og unger til falkonerer i hele verden.

Det var på grund af disse uhyggelige tyverier, at Niels Peter Andreasen blev observatør og vagt på øen, og da vandrefalkene kom tilbage for at yngle på øen, efter tredive års fravær, blev der arbejdet intenst for at beskytte dem.

Og det lykkedes! 

Vandrefalken og andre rovfugle er vendt tilbage til Danmark, og de er alle i fremgang. I dag trues de endnu af landbrugskemikalier og jægere, der smider gift ud for at dræbe dem, så de ikke tager deres udsatte bytte.

Det er en skændsel, men heldigvis er udskamning og tiltagende straffe med til at dæmme op for disse ulovligheder.

Helt igennem intens

Niels Peter Andreasen, der endte som naturskildrer gennem ord og billeder, fortæller mig hvad Bakers bog gjorde ved ham, dengang han var ung: 

“Bakers bog læste jeg på engelsk og blev totalt fascineret af hans beskrivelser af det engelske vinterlandskab, hans vedholdende vandringer for at observere vandrefalken og hans tanker om falkens og sit eget liv. Der var så meget atmosfære og så meget tankestof, at det inspirerede mig til min egen bog ”Falkevandring” om vandrefalkens forsvinden i dansk natur, en bog jeg ved blev lidt kult for mange unge naturinteresserede.”

Og videre: 

“Så jeg fortsatte de næste 50 år med at studere vandrefalke, på rejser til lande, hvor den fortsat fandtes, malede mine akvareller af falken i sit landskab, og oplevede dens tilbagekomst til Danmark efter 30 år, og har siden 2001 hver sæson fulgt den på Møns Klint, lavet notater om dens liv, skildret dens skønhed i mine billeder og i en ny bog, ’I al sin vilde skønhed – livet med vandrefalken’. Men med de fortsatte trusler mod alt dyreliv på jordkloden er Bakers ord stadig aktuelle, og heller ikke vandrefalken på Møns Klint kan i fremtiden være sikret mod udryddelse.”

Undertegnede er mindst lige så fascineret og begejstret for bogen. Den vil fremover blive en ledsager, som jeg vil slå op i, i ny og næ, fordi den er så intens, så helt igennem poetisk og stærk.

Den står nu sammen med Nan Shepherds ‘Det levende bjerg’ og Hanns Cibulkas ‘Havtornstid’, der også er inspirerende, i en nærmest uhørt voldsom grad, og som også nyligt er blevet oversat til dansk på samme forlag.

Det er mesterlige bøger, der burde tiltrække poeter, naturelskere og alle andre, der søger en dybere og mere intens forståelse af naturen i al dens vælde og storslåethed.

 

J.A. Baker: 'Vandrefalken'. Oversat af Mads Joensen. En del af GAIA-serien. 240 sider. A Mock Book, 2023.