Det er en natur og et landskab, som den østtyske digter og forfatter, Hanns Cibulka, kendte til. Og han skrev dagbogsblade om disse øer, hvor han følte sig hjemme som ung. Han oplevede naturen der som skarp, kantet og farverig.

Helt anderledes forholdt det sig med øerne og naturen nordpå, nærmere bestemt på øen Hiddensee, beliggende i Østersøen, ikke langt fra Rygen. Det er en lille ø, på størrelse med Langeland.

Her fik han problemer med sprogets møde med naturen, og her følte han sig ikke hjemme. Der var hverken historie, arkitektur, musik eller maleri at tage udgangspunkt i.

Det hele fremstod som et “ubeskrevent havtornblad”, og det var først som moden mand, at han forstod at se det vældige i det. I året 1971 opholdt han sig på øen i månederne juli til oktober. Og pludselig kom der hul på bylden.

Hanns Cibulka var både hjemme i poesien og naturvidenskaberne

Landskabet fremstod som et sted, hvor “lyset sniger sig hen over stranden, ”sartblå” og som “lægger sig med mælkefarvede nuancer på engene, dæmpet af det sarte sølvfarvede slør, der dag efter dag stiger op fra havet.” 

Han opdagede, at solen her “udviskede konturerne”, og at “billederne glider stille forbi dig, tæt beskyggede.” 

Det er en sælsom og meget original form for prosaisk poesi. Hanns Cibulka var både hjemme i poesien og naturvidenskaberne, og han øser af begge kar, i denne smukke, koncentrerede bog, ’Havtorntid - Dagbogblade fra Hiddensee’, der lige er blevet mesterligt oversat til dansk.

Botaniserende poesi 

Han ser på de geologiske formationer, jorden og stenene, hvor tidens dybde og nærmest uendelige fortælling blotter sig. Og han betragter planterne, fuglene og deres særegenheder, som han beskriver poetisk og videnskabeligt, som var disse to udtryksformer uløseligt forbundet.

Som her, hvor han beskriver stauden, Kongelys: 

“Blomstens grundblade var på størrelse med tallerkner, helrandede og overtrukket med en fin, sølvfarvet uldfilt. En fast, kantet stængel skød kraftfuldt frem fra virvaret af blade. I en lang cylinderformet klase stod blomsterne, blomsterbæger ved blomsterbæger. Her, hvor blomstens gule farve gik over i støvsækkens røde, havde planten udviklet sig til en herlig blomsterfakkel.”

Bogen er også en slags poetik

Det er faktuelle beretninger, indhyldet i poetisk begejstring.

Bogen er også en slags poetik. Hanns Cibulka mente at naturen var truet, og at vi menneskers ødelæggelsestrang hænger sammen med videnskabernes og kundskabernes splittelse. I den forstand er disse dagbogsblade nærmest mere tidssvarende i dag, end da han nedfældede dem.

Horisonten hænger skævt 

Sproget er fortættet gennem hele bogen, og man vægrer sig ved at læse den for hurtigt. Man skal ligesom have tid til at danne sig de forbløffende smukke og dramatiske billeder, som han tegner op med sin pen.

Tag for eksempel denne her beskrivelse af en uvejrsdag: 

“Østersøen kogte, et forrevet bjerglandskab. Grønne bjerge rullede frem, kravlede op ad kystmuren, hvæsende. Stormen rev knytnævestore totter af skumkronerne og kastede dem mod land gennem bølgedalen. Af og til skød en fane af vand som en raket op fra havet. Hvidt, flygtigt skumsprøjt, havstænk. Men foran kysten klarede bølgerne op og blev grønne i yderkanterne, før de klaskede styrtende ned på stenene. Stødvis drev stormen de sorte skybanker foran sig. Hele horisonten hang skævt. Havet lignede et sydende kaos.”

Han veksler konstant mellem det blide, stilfærdige, og det buldrende, oprørte

Kender man til Nordens natur og forvitrede og grove vækster langs de lange kyster, så ved man at Hanns Cibulka beskriver netop det.

Han veksler konstant mellem det blide, stilfærdige, og det buldrende, oprørte. Hans sind påvirkes af vejrets og sæsonens skiften. Indimellem bliver han opmærksom på andre mennesker, turister, fordi deres stemmer bæres med af vinden, eller fordi deres transistorradioers antenner glitrer i solen på stranden.

Og han mødes med vennen, doktoren, som han debatterer litteratur og Goethes farvelære med.

Stimulerende læsning

Grundlæggende er de mange fragmenter, der blev nedfældet dag til dag, en slags naturens mosaik, hvor Hanns Cibulka forsøger at indleve sig i omgivelserne, trække vejret i samme rytme, mærke efter og blive præcis i sproget.

Det er smukt, det er unikt og det er stimulerende læsning, der kaster mange billeder af sig. Hanns Cibulka tog udfordringen op mod Sydens sirenesang, og det er lykkedes for ham at komme tæt på det fortryllende, nordiske kystlandskab, hvor grundig iagttagelse kan føre til smukke, intense oplevelser.

I den klare aftensol lyste barken ildrødt op

Man skal være til stede, og man skal være opmærksom. Det smukke er flygtigt, men det er der: 

“Pludselig var de der, to sørgekåber. De hang i luften, flaksede langs havtornen, svævede over engen, forbi de gråhårede stenbrokker. Med vingerne foldet ud satte de sig på barken af fyrretræerne, på deres vinger nattens skyggefald. I den klare aftensol lyste barken ildrødt op.”

Hanns Cibulka fik beskrevet havtornenes blade. Hans fandt et sprog, præcist, poetisk og smukt som bare Fanden.
 

Hanns Cibulka: 'Havtorntid. Dagbogsblade fra Hiddensee'. Oversat af Christian Lundager. Med efterord af Christian Lundager og Andreas Harbsmeier. 88 sider. En del af GAIA-serien. A Mock Book, 2023.