Selvpromovering, lyset og så det særligt danske, som vi kalder for hygge. Skagensmalerne var gode portrættører af mennesker, af lys og tilværelsens mere lette og jordnære sider.

Det er i grunden spøjst, at maleren P.S. Krøyers nok mest berømte maleri, ’Hip, hip hurrah!’ Fra 1888, malet samme år som der i København blev afholdt den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling, faktisk slet ikke befinder sig i Danmark, men derimod på Gøteborgs Kunstmuseum.

Der kunne jeg se det med egne øjne, for blot nogle uger siden. Det vender jeg tilbage til i et senere essay.

Maleriets impressionistiske stil, hvor lyset fremhæver mange detaljer, og man kan se kunstnerkoloniens centrale personer i Skagen, er gengivet et utal af gange på stofposer og alt muligt andet.

Selvom både Krøyer og andre på daværende tidspunkt malede mange af disse ‘frokost-portrætter’, så er det netop dette, der stikker mest ud, som indbegrebet af dem alle.

Den særlige stemning, der på en underlig måde også̊ er blevet til et symbol på noget særligt skandinavisk, er nok det, der giver maleriets særlige tiltrækningskraft.

Uge 29 skræmmer

Selv har jeg aldrig været i Skagen. Men nu skulle det være. Det har ellers altid skræmt mig, fordi jeg gennem årene har læst om stedet gennem Berlingske, Weekendavisen og tabloidaviserne, der altid har svælget vulgært i de riges eskapader, deroppe på toppen af Danmark.

Den ene uge om året (uge 29), hvor det vrimler med hørklædte, selvfede mennesker i deres veteranbiler, der popper champagne og blærer sig med deres penge.

Skagens natur og kunsthistoriske betydning har dog en langt bredere og folkelig appel, både nationalt og internationalt, hvilket nok grundlæggende er det segment, der holder hånden under turismeindustrien gennem et helt år.

Og allerede dengang, i begyndelsen af 1880’erne, hvor kunstnerkolonierne etablerede sig der, havde forfatteren Henrik Pontoppidan et fint blik for disse kunstnere, der kom til egnen, for at finde noget ”autentisk”, men som samtidig bragte en voldsom kontrast med sig, selvom de indbildte sig, at de selv kunne udligne skellene gennem en romantiseret udgave af emancipation med den jævne befolkning.

Men Henrik Pontoppidan var nu også̊ venner med de andre kunstnere, selvom han ikke ville være helt ligesom dem

Muntert og umiskendeligt satirisk beskriver Pontoppidan, i en artikel i kunstnerbladet, ’Ude og Hjemme’ i 1883, hvordan kunstnerne efterlader deres mange, tomme champagneflasker under fiskernes både, og han gør samtidig nar ad, hvordan de snart alle vegne forsøger at finde det perfekte motiv, hvor de beder fiskerpigerne om at løfte lidt op i skørterne 

Men Henrik Pontoppidan var nu også̊ venner med de andre kunstnere, selvom han ikke ville være helt ligesom dem.

Det samme gjaldt Georg Brandes, der var Skagensmalernes helt, P.S. Krøyers, Michael og Anna Anchers, Holger Drachmanns og Christian Krohgs, og mange af dem malede portrætter af ham.

Christian Krohg, som selvsagt fyldte en del, i mit tredelte essay om Oslo og Norge, var en af de mange skandinavere, der havde fundet til Skagen dengang. Nogle af kunstnerne var mest betaget af fiskerne, indbyggerne, som de portrætterede naturalistisk, grove, firkantede og hærdede af havet.

Holger Drachmann, der var uddannet marinemaler, fokuserede mest på havet selv, men især Michael Ancher fokuserede på de arbejdende fiskere, mens hans kone, Anna, malede betagende portrætter af stedets kvinder, de gamle og de unge, med et sirligt og særdeles smukt lys, der flyder ind ad vinduerne i de gamle, lavloftede huse.

I dag er det nok, mest af alt, især Krøyers malerier af Skagens særlige lys, der skattes højst. Og det med rette, for disse malerier er også særlige, med en helt speciel stemning, og en måde at håndtere lyset på, der nok er inspireret af impressionismen, men samtidig bare er noget andet.

Og man kan faktisk godt fornemme det særlige lys, når man er på egnen. Det er ikke bare noget, som kunstnerne har opfundet.

Og landskabet er, mildest talt, spektakulært! 

Turen ud til Grenen, og Råbjerg Miles sandklitter og mossede bakker, med sarte farver, lilla, hvidgrønlige nuancer, seje strå̊ og krogede, forblæste træer, giver et vældigt indtryk af et stykke natur, der fremstår som evigt, uforanderligt, men som samtidig konstant er i fare for at blive sandet til.

Og pludselig slår det mig, mens jeg står i familien Ancher kunstnerhus, der i dag er museum, og som rummer mange skatte, at disse malere slet ikke havde blik for denne særegne natur.

Jeg tænkte på det, fordi familien Ancher har dekoreret deres døre med de fineste malerier af fugle.

Men her på Skagen var der ingen, der ligesom den svenske Bruno Liljefors, forsøgte at male landskabets mange nuancer og vildskab.

Og der var heller ingen, der som Johannes Larsen og de andre Fynbomalere, forsøgte at skildre stedets mange fugle og dyr.

Det sidste kan især undre, eftersom Skagen er helt særligt begunstiget med et væld af sjældne fugle.

Men for Skagensmalerne var det især portrætterne og selve havet, der var det centrale. Nogle af dem gik ovenikøbet på jagt, men det var blot jægerne, der fangede deres interesse.

Det er så̊ smukt at betragte Thorvald Bindesbølls ornamenter i den bevarede spisesal

Deres mange portrætter af hinanden står også̊ som nogle af deres mest berømte værker, ligesom selskabslivet omkring Hotel Brøndum også̊ står centralt.

Det ser man jo også̊ i den imponerende sal, med de mange portrætter, som tidligere var en del af hotellet, men i dag en integreret del af Skagens Kunstmuseum.

Og eftersom det var malerne selv, der tog initiativ til oprettelsen af museet, ejer det også̊ mange imponerende værker samt en meget stor andel af skitser.

Det er så̊ smukt at betragte Thorvald Bindesbølls ornamenter i den bevarede spisesal med portrætterne, og så̊ se dem gengivet i hans dekorationer af keramik, og andre steder som dekoration af bogomslag.

Selvfølgelig bør det også nævnes, at man pt. kan betragte P.S. Krøyers portræt af ’Børsens mænd’, der blev reddet ud af den brændende bygning. Nu skal det hænge her, indtil man en dag får gjort noget ved Børsens ruiner.

Hvorfor det lige blev kunstnerkolonien i Skagen, der fik et sådant fornemt eftermæle, og ikke for eksempel kolonien i Hornbæk, hvor selvsamme kunstnere også̊ befandt sig, ja, det er nok en kombination af kunstnernes kamp for bevaring og stedets helt særlige karakter.

Drachmann og Brandes

Holger Drachmann var en af det moderne gennembruds førende skikkelser, både som lyriker, romanforfatter og maler.

Sammen med brødrene Brandes forsøgte han at få gennemført et mere videnskabeligt og naturalistisk blik på tilværelsen, men nemt var det ikke.

Bladet, som de etablerede, gik hurtigt bankerot, og i et digt beklager Drachmann forliset, der vidner om, at de som opposition til tiden ikke var nok.

De andre kunstnere: Krøyer, familien Ancher og Carl Locher ligger begravet på Skagens Assistens Kirkegård

Drachmann ragede uklar med Brandes-brødrene i 1883, og de beskyldte ham for at være ‘nationalt-leflende’. Allermest hadede brødrene Brandes grundtvigianerne, hvilket Drachmann ellers ikke var. Han blev derimod mere konservativ, hvilket brødrene Brandes heller ikke kunne snuppe.

Til gengæld afskyede Drachmann kristendommen, og han ville brændes, den dag han døde. I dag kan man se hans grav, ude i klitterne, tæt ved Grenen. Gravstedet er vel indbegrebet af nationalromantik, og derfor heller ikke Brandes-brødrenes kop te.

Til gengæld var Henrik Pontoppidan på pletten, da landets nationalskjald skulle stedes til hvile, og han skrev en ‘Mindekrans’ til anledningen.

De andre kunstnere: Krøyer, familien Ancher og Carl Locher ligger begravet på Skagens Assistens Kirkegård.

I dag har man også̊ bevaret Drachmanns hus, hvor mange af hans marinestudier hænger. Ligesom hos familien Ancher er der her en særlig stemning, der giver en en fornemmelse af den stemning, som kunstnerne dengang forsøgte at gengive i deres værker.

Skagen er meget mere end de rige fra Nordsjælland, der hvert år valfarter dertil, selvom det nok især skyldes dem, at langt de fleste gulmalede huse står så̊ renskurede, at man nærmest kan skære sig på dem.

I centrum mærker man trykket af turister, der vrimler til stedet, på store krydstogtskibe, der lægger an i den store havn, i campingvogne, på cykel og i bil.

Derfor er der også̊ meget turistorienteret handel. Min første dag, om morgenen i en bager, blev beriget af en samtale mellem den unge bagerjomfru og en lokal beboer.

Han mente, at turisterne ødelagde det hele, og hun forsvarede dem, og mente, at det hele ville ligne ruiner, hvis turisternes penge ikke kom flydende.

Desuden påpegede hun, at de ville forsvinde om vinteren.

Kvotekonger

Under alle omstændigheder er der god grund til at søge naturen, når man er i området. De panerede fisk, som man får serveret i Bindesbølls smukke pakhuse, er en fælde, og den jeg selv fik, var formodentlig en optøet fisk fra Alaska, dryppende af friturefedt.

Sådan noget er jo helt igennem trist, når man har en fiskeriauktion klods op ad restauranterne, selvom størstedelen af de landede fisk er trawlet med gigantiske skibe, der ejes af de ultrarige ‘kvotekonger’.

På den anden side blev jeg positivt overrasket, da jeg spiste på en mindre grillbar, der serverede billige, panerede rødspættefileter. Håndværkere spiste her, og stemningen var lige som jeg foretrækker den.

Skagen er imponerende som kunsthistorie, men også som natur

Så kan Ruths Hotel passe sig selv, når de ikke kan lave en café latte uden at overkoge mælken, selvom stemningen der nu også̊ er både fornem og hyggelig.

Men sådan er det jo med steder, hvor turismen udgør en meget stor del af det, der tilfører stedet penge.

Skagen er imponerende som kunsthistorie, men også som natur. Kunsten fra slutningen af det nittende århundrede, der blev skabt der, er internationalt betragtet noget af det ypperste fra perioden.

Men hvad blev der egentlig af Finland? Nu har jeg skrevet om Stockholm og Oslo. Det er Skandinavien, men bruger vi begrebet Norden, så̊ hører Finland med. Og der endte jeg jo også̊. I Helsinki. Mere om det senere.